Videopremiere: Tvivler – ‘Forkert’

83895387_200026364376333_8308912931907567616_n

Toksisk maskulinitet, politiseret begær og punkrock, der nægter at være pikket: Tvivler fortæller om den første video fra det kommende debutalbum.

Kunstner
Fotograf
Sille Høker Neumann

Tvivler er ikke et band, der tager let på tingene. Deres punkrockede hardcore kan virke nok så ligetil og frembrusende, men bandet analyserer konstant, hvad de gør, for ikke bare at lade sig rive med af det, der umiddelbart virker fedt. Det er spændingsforholdet mellem den primale energi og den intellektuelle efterrationalisering, der siden 2014 har gjort bandet til et af de mest interessante bud på en hardcore for modne scenesters.

Men det er samtidig også den evindelige selvransagelse, der har gjort vejen frem mod Tvivlers debutalbum, ‘Ego’, så lang. Et eksempel på det er singlen ‘Forkert’, som Devilution har eksklusiv premiere på videoen til.

– Det er pladens eneste rendyrkede rocksang, men det var svært for os at finde en måde at spille den på, så det ikke blev sådan en tilbagelænet overskudsrocksang. Det havde vi virkelig ikke lyst til, at det skulle være, fortæller guitaristen Thomas Feltheim.

Først da omkvædet med linjerne “Mænds frygt bliver kvinders skæbne/ De peger fingre ad den nøgne hud” – en parafrase over Margaret Atwoods ord “Men are afraid that women will laugh at them. Women are afraid that men will kill them” – kom på plads, fandt bandet ud af, hvordan de skulle tackle sangens immanente pikkethed.

– Det handler om skyggesiden af den mandlige seksualitet, forklarer sangeren Thomas Burø.

– Det handler om at være drevet af noget, man ikke har lyst til at være drevet af, og det viste sig, at det også var sådan, sangen skulle spilles, siger guitaristen, inden sangeren vender sig mod teksten.

For i det venstreorienterede akademikermiljø, som Tvivler er rundet af, har man ivrigt diskuteret toksisk maskulinitet som noget, man på et både personligt og kollektivt plan skulle gøre op med. Men det har ofte ledt til en lige så sort/hvid indstilling som den binære tankegang, man vil gøre op med.

– På den yderste venstrefløj bliver begæret meget let fremstillet som noget, der kan politiseres, men det kan man jo ikke bare. Det, man til gengæld kan beslutte, er, hvilket begær man ikke vil leve ud.

– Man må anerkende, at der er en spænding, og så må man håndtere den ambivalens og det problem, der er i det, supplerer Thomas Feltheim.

– Vores måde at spille på er meget aggressiv, og vi må forholde os til, hvad det er, vi udtrykker med det. Må man overhovedet have den form for maskulinitet? Det er vi allesammen selv uafklarede med.

– Det føles godt at give sig hen til det, men bagefter kan man godt nogle gange være i tvivl, om det egentlig var så fedt, når det kom til stykket. Den dobbelthed er vigtig for os at være opmærksomme på, siger Thomas Burø.

Selvom Tvivler er omtrent så langt, man kan komme fra Steel Panther og den gængse opfattelse af pikrockethed, har bandet alligevel oplevet, at andre tog anstød af deres toksiske maskulinitet.

– Jeg har kendt vores trommeslager Morten, siden vi var børn, og han har altid spillet i bar mave. Det er hans ting, og det er også bare praktisk med den form for musik, vi spiller. Men vi har oplevet, at vores koncerter er blevet stoppet af spillestedet, fordi de tog hans bare overkrop som udtryk for en maskulinitet, de ikke ville acceptere, fortæller Thomas Feltheim.

– Man bliver nødt til at spørge sig selv om, hvor grænsen går. For vi er jo også godt klar over, at vi er fire mænd, der gør noget så klichéfyldt som at stå med vores guitarer og spille aggressivt.

– Da vi spillede på Roskilde for nogle år siden, fik jeg slået mig selv i hovedet med mikrofonen, så jeg blødte i ansigtet, og det var ret fedt i situationen, syntes jeg. Men der var nogle af mine kolleger fra CBS til koncerten, som syntes, at det var vildt sejt, og de fortalte flere andre af mine kolleger om, hvordan jeg havde stået og blødt på scenen. Til sidst lød det slet ikke fedt længere, fortæller Thomas Burø pinligt berørt over sin egen punkrockethed.

Den tvetydighed og den selvransagelse er konstant til stede i Tvivlers musik. Ikke mindst i sangen ‘Forkert’.