Balladerne er de bedste

Guitarguruen Zakk Wylde og Black Label Society indfrier ikke rigtig potentialet på ”Shot to Hell”. Af uransaglige årsager er Zakk Wyldes melankolske og balladeprægede solo-cd “Book of Shadows” et album, jeg altid har haft et helt specielt forhold til; sandsynligvis, som en af de eneste i verden, for jeg har i hvert fald aldrig mødt en af ellers mange rocksjæle, som overhovedet har et forhold til det album!? Det er måske heller ikke noget mesterværk, men bare et album, der var på rette tid og rette sted i forhold til undertegnedes eksistens dengang i foråret 1996. Og det er jo dét, der er så underfundigt og unikt ved musik: den subjektive oplevelse, og musikkens evne til at fremkalde den igen og igen.

Netop mit forhold til denne gamle Zakk Wylde-plade gør, at jeg altid er ekstra opmærksom på nye initiativer fra manden, hvis senere ting ellers ikke har rørt mig i nogen nævneværdig grad. Han er en kanonguitarist, i egne ensembler og for Ozzy’s soloband, som han har betjent siden det store album ”No More Tears” i 1991. Men Wylde mangler – typisk for stjerneguitarister – den afgørende fornemmelse for gennemført sangskriveri.

På det nye udspil i Black label Society-regi, ”Shot To Hell”, mixer manden mellem fifty/fitfy tungrockere og ballader, der egentlig minder en god del om Ozzy, nu om dage. Nu mener jeg, at Zakk Wylde faktisk har et fint flair for den sørgmodige vokal, og det er også i de melankolske sange og ballader, han kompositorisk står stærkest på ”Shot to Hell” - og hvilke soloer, han krydrer sine power ballader med! Lyt blot til ”The Last Goodbye”, “Nothing’s The Same” og ”Blood Is Thicker Than Water”.

I et interview i sidste nummer af Heavyjam.dk, leverede Zakk Wylde et ganske fortræffeligt citat, om, at ”når man befinder sig i Zeppelin/Sabbath universet, så er man i en win/win situation.” Citatet er fremdeles fortræffeligt, men desværre mangler Zakk Wyldes egne rocksange en del i hooklines og refræn, selvom han og hans band pumper dem godt af sted. Kunsten ved Zeppelin og Sabbath var netop, at hver af deres sange på én gang havde indbyrdes selvstændighed og sammenhæng med de øvrige sange. Hos Black Label Society er rocksangene bare en ujævn masse, der ikke rigtig formår at sætte sig.

Og det er et problem, som dog måske kunne løses ved at hive en mand som letmetal-bagmanden Desmond Child (Aerosmith, Bon Jovi, Kiss m.fl.) ind over, så Zakk og hans band kunne få et par hooklines som virkelig battede noget. Men det sker næppe, for Zakk Wylde er tydeligvis sin egen boss og mener angiveligt, at hans egen formel med Black Label Society og ”Shot to Hell” er den helt rette. Mere end nogle ganske gode ballader og sporadisk solidt rockhåndværk byder albummet dog ikke på, trods adskillige tålmodige omgange i undertegnedes øren. Og potentialet er altså til mere end det, vil jeg mene.