Kandidat i mere end skrig og skrål

Forinden den svedige Lock Up-koncert i starten af januar fik Devilution en god snak med den produktive frontmand Tomas "Tompa" Lindberg om  alt fra forhåbninger om nyt fra At the Gates og Carcass til udfordringerne i at tjene til vejen og livet som musiker.

Du har jo et imponerende CV, hvad angår musik, men nu har du jo også føjet gymnasielærer til repertoiret. Kan du fortælle lidt mere om det?

- Som musiker er man nødt til at prøve at tjene til føden på en masse andre måder, fordi musikken som regel ikke giver så godt. Jeg prøvede at være fuldtidsmusiker tilbage i 2003 og 2004, men det er svært når man har børn, at indkomsten er så svingende, samtidig med at man er så meget væk hjemmefra.

- Så man prøver at få de her "normale" jobs, men der er bare ikke så meget at få uden uddannelse. Jeg prøvede lidt af hvert, og så blev jeg lærer uden at have en kandidatgrad. Det var et job, jeg rigtig godt kunne lide, og jeg tog på arbejde uden at føle mig anspændt på nogen måde. Det var sjovt. Mine kolleger med en kandidatgrad tjente så bare det dobbelte af mig…

- Derfor tænkte jeg, at jeg måske skulle gøre lidt ved det her og efter 4½ år på universitetet, så fik jeg min kandidatgrad her i januar faktisk. Det er virkelig rart at være færdig med det, for jeg har arbejdet samtidig med studiet og med musikken.

- Man prøver så ikke at være alt for meget væk fra arbejdet, for man har jo ansvaret for de her 20 elever. Det er faktisk den anden Lock Up-tour, som vi har lagt i elevernes vinterferie. Og i morgen skal jeg så undervise igen klokken 8.30 i Gøteborg, når det ringer ind til time. Der er så en ferie igen i februar, hvor vi så tager på en uges tour i USA, så det hele er planlagt efter en stram plan.

Hvordan harmoner det så med familien, at du bruger al din ferie med at tage på tour med dine bands?

- Hmm… jeg er faktisk god til at få lavet mit arbejde på skolen. Andre lærere tager arbejde med hjem, men jeg klarer alt mit på skolen, så når jeg er hjemme, så er jeg fuldt til stede for familien.


EN IMPONERENDE MUSIKER-KARRIERE

Man tænker, at du må have svært ved at sidde stille – du har haft så mange bands, har du simpelthen "krudt i røven"?

- Nej, ikke rigtigt. Det lyder mere intenst, end det er, tror jeg. Universitetet med samtidigt arbejde er hårdere end at have 6 bands, haha. Jeg har ikke rigtigt tænkt over det, men jeg kan da godt se at det udefra måske ser lidt hektisk ud.

Ja, det er en utrolig liste af bands man får frem, hvis man fx ”Googler” dig.

- Men det er også over mange år. Det er mere eller mindre 25 år i musikbranchen.

Og nogle imponerende år, for det ser jo ud til at alt, hvad du har rører giver succes. Hvilke aspekter overvejer du, før du går ind i noget nyt?

- Det skal tale til mig på en eller anden måde, og så skal det være med nogle inspirerende musikere. Det varierer lidt, for nogle bands har jeg måske været med til at danne, mens andre har jeg snarere transformeret som Disfear. De bands står mig altid meget nært.

- Andre gange går jeg ind i et projekt, fordi jeg virkelig godt kan lide fyrene i bandet, som fx Nightrage-projektet, hvor det måske ikke er den slags musik, jeg selv ville skrive. Marios (Iliopoulus, guitar – red.) er sådan en fin fyr, professionel, og så tog det ikke så lang tid for mig at lave, mens det endda var sjovt.

- Det skal også være noget, jeg kan stå inde for. Der skal være noget naturligt og ærligt over det. Det må ikke være sådan noget, hvor der er tænkt alt for meget i smarte måder at sælge produktet.

ATTER KUL UNDER LOCK UP

Med Lock Up har I haft nogle inaktive år – formodentlig på grund af Jesse Pintados død…

- Ja, det var faktisk den eneste årsag til det.

…så det var måske i erkendelse af, at han jo aldrig kommer tilbage, at I så efter nogle år fik lyst til at gå i gang igen?

- Vi tænkte ikke rigtig på at lave noget med Lock Up i lang tid, for Jesse var sådan en stor del af det. Og… jeg kan ikke lide ordet sideprojekt, men set udefra, så kan Lock Up jo godt se sådan ud, og det var ikke vores primære band. Havde det været det, så havde vi selvfølgelig overvejet med det samme, hvad vi skulle gøre. Lock Up havde altid været baseret lidt på "her og nu", så vi tænkte ikke videre på det end "sikke noget lort".

- Men lidt efter lidt delte vi vores tanker med Anton, som vi havde diskuteret om i bandet tidligere, og det han kom frem med, var faktisk rigtig godt. Derfor gav vi det her show på Damnation Festival i England sammen med ham. Måske som et slags farvel-show. Men han bragte så meget fedt ind i bandet og en lidt anden stil, så…

Og hvordan foregik skriveprocessen – sendte I filer frem og tilbage, eller?

- Nej, nej, vi mødtes skam i kød og blod for at øve. Vi bruger ikke rigtigt det der med at sende filer, vi foretrækker at arbejde…hmm, rigtigt, haha.

NYT FRA CARCASS?!

I havde Jeff fra Carcass med som gæst og med din egen At The Gates-baggrund og formodentlig utallige "skal I ikke lave et album mere?"-spørgsmål, hvordan stod I så i forhold til ham og spørgsmålet om et eventuelt nyt Carcass-album?

- Øh…haha, altså vi kender jo Jeff rigtigt godt, og ved hvad der foregår dér…

Så du ved noget, men kan ikke rigtigt sige noget?

- Ja, hahaha. Med hensyn til At The Gates… Vi har ikke rigtig talt om det faktisk. Altså, vi ved alle, at der kommer et tidspunkt, hvor det bliver patetisk at booke flere shows uden også at lave et nyt album. Det gælder, hvis man ikke er Repulsion, for så må man fortsætte ligeså længe man vil, haha. Dér er jeg ligeglad, de må gerne tage yderligere 10 år uden et album, hehe. Så for os ligger fokus på de steder, hvor vi ikke har været før, fx Sydamerika og Australien. Der er en grænse for, hvad vi kan gøre, inden vi tænker på om vi stopper eller laver et nyt album. Men der er vi ikke nået til endnu.

- Lige nu, tror jeg ikke, at der vil komme et At the Gates-album mere, men det er ikke fordi, at vi ikke vil gøre det, snarere fordi vi ikke vil pille ved eftermælet. Vi er alle enige om, at det ville være skægt at skrive nyt musik sammen, for vi er helt utroligt gode venner med en god energi sammen. Hvem ved - det kunne jo laves under et andet navn.

FRA 20 ÅR TIL 40 ÅR

Dykker man lidt ned i ældre interviews, så finder man nok svaret på, hvorfor I stoppede med At the Gates dengang, men har du over årene fået et lidt andet perspektiv på det?

- Vi voksede fra hinanden, og det hele skete lige pludselig så hurtigt indenfor et år. Vi var ikke klar, og var kun 20-21 år gamle. Det var kaotisk. Havde vi været 5-6 år ældre og havde sat os ned og snakket om det: "vi kan ikke lide det og det ved dig, når vi er på tour", "det dér irriterer mig" eller "jeg synes, vi skal udvikle vores stil i den eller den retning", så havde der måske ikke været et problem. Men vi talte ikke sammen og var bare trætte af hinanden dengang.

Det er jo nogle år siden, ja. Tiden er gået og i år rammer du så  "the big forty". Kommer der så en Tompa "Greatest Hits" i den anledning?

- Haha, nej, det tror jeg ikke. Jeg tænker ikke rigtigt i den retning. Jeg vil helst bare tage lidt væk i anledning af min 40-års fødselsdag, men jeg tror, at min kone brygger på noget. Jeg så, at hun talte med Shane (Embury, bas. Også i Napalm Death – red.), da vi var i Gøteborg her den anden dag. Og jeg tænkte "oh shit", haha. Nu får vi se!

Snakken med Tompa fortsatte, så I vil ved en senere lejlighed kunne lære lidt om blandt andet hans inspirationskilder, da vi også nåede den traditionelle "10 hurtige" med ham.