Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

10 års kamp er slut

Populær
Updated
10 års kamp er slut

Vi har stillet As We Fight nogle spørgsmål om bandets farvel, og her kan du læse, hvad bassist Søren Hvidt svarede.

Kunstner
Dato
19-11-2011
Distributør
Fotograf
Jacob Dinesen

I er på tour med The Psyke Project – hvordan har det været?

Vi har været på tour med dem før, men det er efterhånden nogle år siden sidst. De er nogle fantastiske fyre, der som regel kører et temmelig højt underholdningsgear.

I har meddelt, at I stopper As We Fight – hvorfor gør I det lige nu?

Vi har efterhånden spillet sammen i 10 år i forskellige konstellationer, og vi har haft rigtig mange fantastiske oplevelser. Der er ikke rigtig nogen specifik årsag til tidspunktet, men vi synes hver især, at det kunne være spændende at udforske nye territorier.

Er der nogle individuelle planer og drømme for hver af jer?

Der er umiddelbart ikke noget konkret på bordet for nogen af os endnu, men det kommer der helt sikkert. Vi er alle opsat på at skrive musik og udforske nye muligheder i måden at skrive sange på, så vi dukker nok hver især op i andre projekter.

Er der en periode, koncert(er) eller oplevelser,  som står særlig tydeligt frem i As We Fights historie?

Hele perioden omkring indspilningen og udgivelsen af 'Midnight Tornado' står klart som den mest mindeværdige periode for mit vedkommende. Hele indspilningsprocessen for den plade var én stor ferie med drengene på en gård i Jylland, hvor vi i øvrigt også fik lavet en plade samtidig. Derudover havde vi en lang stribe velbesøgte tours og festivaljobs umiddelbart efter. Det hele spillede bare max i den periode.

Er der noget I gerne vil sige til jeres fans?

Tak for de mange oplevelser, som I har givet os! Nu er det tid til noget andet og andre eventyr, og vi håber, at vi ses.