"Åh lort, endnu et gråt hår"
PopulærCradle Of Filth sender den 10. juli deres 11. album, 'Hammer Of The Witches', på gaden. Devilution har i den forbindelse fået en snak med Dani Filth.
Siden 1991 har Cradle Of Filth spredt skræk og rædsel verden over med deres symfoniske black metal-udladninger – og nu er de så klar med endnu et angreb på kloden. Men hvor længe kan den iltre forsanger og bagmand Dani Filth holde sin beskidte bande kørende? Vi greb knoglen og fik en lun fredag aften hul igennem til Lord Filths hus i udkanten af Ipswich.
Godaften. Efter grundige overvejelser er jeg kommet frem til, at det første og mest oplagte spørgsmål, din farverige stil taget i betragtning, ville være at spørge dig om, hvad du har på lige nu?
Jeg er nøgen.
Haha!
Haha! Det ville være forfærdeligt, ik'? Jeg er lige kommet hjem fra London, hvor jeg var for at uddele en pris ved Kerrang! Awards i går aftes, så lige nu sidder jeg bare i et par beskidte jeans og en gammel t-shirt med Jim Morrison på.
Og hvad farve er dit hår?
Mit hår? Det er SORT.
Så er det på plads. Tillykke med jeres nye album, 'Hammer Of The Witches'. Hvad er dine følelser for det?
Det er fantastisk. Jeg elsker det. Det er jo ikke kommet ud endnu, så lige nu handler det hele om forberedelse op til den endelige udgivelse. Men jeg nyder virkelig at lytte til det. Jeg har det i min bil, hvilket er et godt tegn. Vi indspillede det over julen, hvor vi var i studiet 11 timer om dagen i en hel måned, så jeg burde være træt af det nu. Men det er ikke sket. Endnu!
Der er stadig en måned til det udkommer ...
Ja, der er jeg nok blevet træt af det.
Er der et eller nogle bestemte emner, som du har fokuseret på i lyrikken til det nye album?
Ja, der er meget middelalder-stemning over dem. Der er et nummer, som hedder 'Onward Christians Soilders', der handler om, at selvom vi har sendt folk til månen, udvilket teknologi, osv, så er vi stadig samme sted som for flere hundrede år siden, hvor der også var religiøs splittelse. Men overordne set, så er hekse og teknologi et gennemgående tema også.
Er der et bestemt sted, som du har brug for at være, når du skriver dine tekster?
Jeg er en natteravn og kan godt lide den ro, som natten medfører. Jeg plejer at gemme mig selv væk i min hule, altså mit kontor i den ene ende af mit hus. Det hjælper selvfølgelig at lytte til musikken, som jeg skal skrive tekster til, men normalt hører jeg soundtracks. Jeg kan ikke lytte til andre menneskers musik med vokal og tekster, da de blot vil distrahere mig. Det er nok at lytte til min egen stemme, haha.
Er det svært at blive ved med at finde inspiration og motivation til at holde Cradle Of Filth kørende efter alle de år?
Nej, nej, det skulle man ellers tro. Vi laver ikke nye album for bare at gøre det, men fordi vi har lysten til det. Hver gang vi går i gang med et nyt album, er det et bjerg, som skal nedlægges. Og det kan være hårdt og virke uoverskueligt. Undervejs bliver jeg bombarderet med ting, som folk vil have, jeg tager stilling til, mens jeg selv ingen idé har om, hvad jeg skal skrive om. Og jeg kan ikke engang fortælle dig, hvordan det hele lykkes i sidste ende. Der er ikke nogen åbenbaringer eller lignende. 'Hammer Of The Witches' startede med, at jeg bare sad i mit kontor og tilfældigt fik øje på bogen 'Malleus Maleficarum' ('Heksehammeren', en senmiddelalderlig guide til hekseforfølgelse og -afsløring, red.) – på engelsk 'Hammer Of The Witches' – i bogreolen og tænkte, at det var en god arbejdstitel til albummet, og derfra voksede det bare. Jeg fortalte folk om det, og de elskede det. I mit hoved er der ikke meget, som har ændret sig. Jeg klæder mig stadig, som jeg altid har gjort, og vores musik trækker på de samme elementer, som det altid har gjort. Den rigtige atmosfære og gnist i bandet er der stadig.
Hvordan vil du beskrive det, at din krop ældes?
Det gør den ikke. Jeg er en vampyr... Nej, alle hader vel at deres krop ældes. Du kigger dig selv i spejlet og tænker “åh lort, endnu et gråt hår,” hvorefter man kigger ned på sine tiltagende rynkede hænder, haha. Vis mig et menneske, som ikke afskyr det. Men jeg synes, at mænd ældes med mere ynde end kvinder. Man kan slippe afsted med mere. Bare tænk på Sean Connery. Men ja, det er en horribel ting, når kroppen begynder at brokke sig mere og mere. Men det gælder jo for alle.
Nu vi snakker om tiden – er der noget, som du føler, du ikke har opnået med Cradle Of Filth?
Jeg har ikke fået min anden yacht endnu, haha. Altså vi har lavet en film, bøger, tegneserier... Jeg ved ikke. Der vil altid være en mulighed for at lave mere. Men jeg føler, at vi har opnået det, som det hele handlede om til at begynde med. Vi mangler måske magten over verdensherredømmet. Madonna og The Beatles har opnået det.
Lever du et rigmandsliv?
Det vil nogle nok mene. Jeg lever et komfortabelt liv. Det plejede at være vildere, men jeg kalder det et rigt liv, fordi jeg kan gøre, hvad jeg har lyst til. Ikke med henblik på at bruge en masse penge, men det at være i et band, som giver dig mulighed for at være kreativ. At gøre, hvad du har lyst til, er den sande rigdom. Ikke penge.
Ser du dig selv lave det her om 30 år?
Det er fuldstændifg umuligt at sige. Det slog mig til Kerrang! Awards i går, hvor længe jeg allerede har gjort det. Jeg kendte nærmest ingen af de nominerede bands. Næsten alle dem, jeg kender nu, som spiller i bands, er over 50. Rob Halford trykker den stadig af, og med det i tankerne kan jeg ikke se, hvorfor jeg ikke skulle fortsætte med det her. For mig handler det ikke om, hvorvidt det ser dumt at være på scenen i mit kostume som en gammel mand, men nærmere om jeg overhovedet vil være i stand til at lave min vokal. Det er intet problem nu, men det er min største bekymring. Jeg er en af de få, som kan gøre, hvad jeg gør, og jeg synes, det er svært.
Så du ser ingen udløbsdato, hvis helbredet og stemmen holder?
Nej, slet ikke. Jeg elsker det stadig. Mit problem er også, at jeg har været i bandet i 25 år nu, så jeg ved ikke, om jeg kan andet.