Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

3D-doom i vridemaskinen

Updated
Alkymist

I anledning af Alkymists andet udspil 'Sanctuary', som udkom forrige fredag, greb vi den virtuelle knogle til en sludder om alt fra puslespil og perfektionisme til Jean-Michel Jarre.

Kunstner
Dato
04-05-2020
Genre
Forfatter

Erfaring gør mester.

En fortærsket kliché, bevares, men det er næppe et tilfælde, at Alkymist efter blot fire års levetid og med nu to fuldlængder på resuméet så hurtigt har slået deres navn fast på den danske metalscene. At de derudover ikke lægger sig entydigt i forlængelse af nogen af deres respektive medlemmers tidligere bedrifter, som trods alt ville ligge mere til højrebenet efter mange år i branchen, gør kun Alkymist endnu mere interessante. Selvom doomgenren umiddelbart træder tydeligst igennem, er det dog 70ernes store prog-korifæer, der binder dem sammen.

Det er i hvert fald, hvad bassist Kaspar Luke og forsanger Peter Bjørneg afslører, da vi vender blikket tilbage mod rødderne af bandet. Bjørneg og guitarist Stefan Krey har kendt hinanden gennem mange år og søgte et outlet for deres fælles progressive inspirationer. Luke og trommeslager Philip Morthorst købte sig ind på konceptet, og under en dedikeret gruppeisolation væk fra storbyen blev kortene lagt på bordet.

Luke: ”Jeg kan huske, jeg hørte Jean-Michel Jarre. Det var måske ikke pinligt, men det var heller ikke sejt, og så nævnte jeg (for bandet), at jeg godt kunne lide stemningen og opbygningen, de her flader. Både Bjørneg og Krey var sådan 'Jaja, det kender vi da! Det har vi ligget og syret ud til!' Og så måtte det jo være ok."

Bjørneg: ”Det er det her med opbygningen. Krey og jeg er også kæmpe Pink Floyd-fans, og så kan du smide al det fede metal fra 80'erne og 90'erne, min dødsmetalbaggrund og Lukes tid i Düreforsög oveni. Grunden til, at jeg synes, Alkymist lød spændende, var, fordi jeg har kendt Krey i lang tid, og jeg ved, at han har den progressive forkærlighed og indstilling, så det ikke blev det der 'tre vers, to omkvæd og en guitarsolo'. Det er for kedeligt, og fred være med det – det har også sin charme, men det er bare ikke særlig udfordrende.”

Den samme leg med formerne, som i øvrigt også kommer til udtryk i det simple logo med den omvendte kongekrone blot for at vende normerne på hovedet, finder vi tilsvarende i den eksperimenterende tilgang til sangskrivningen, som er blevet mere markant på deres nye plade, 'Sanctuary':

Bjørneg: ”Krey og Luke mødes ofte i øvelokalet og skriver riffs, og så samler Krey meget af materialet i sit hjemmestudie og laver simple optagelser med bas og computertrommer. Så er det nu blevet til, at jeg udvælger stykkerne og ser, hvordan de kan passe sammen, og så har vi skelettet. Så kan vi lege videre med det i øvelokalet, lave broer og huller, tegne og fortælle. Nogle gange skriver nummeret nærmest sig selv, og andre gange skal det lige igennem diverse vridemaskiner.”

Luke: ”Den første plade var sådan en plade, hvor vi lige skulle finde ud af, hvad vi kunne. Vi kunne alle mærke, at det her er noget, der sparker, og så blev det ligesom bare en samling af sange, hvor det på 'Sanctuary' er Bjørneg og Krey, der har lavet et bevidst puslespilsarbejde med alt, hvad der nu skal være for at give dynamik hele pladen igennem.”

Bjørneg: ”Der er jo begrænset spilletid på en LP. Helst de der par-og-tyve minutter på hver side, og så kan vi godt lide de der små åndehuller undervejs, lidt lange, tunge numre, et enkelt mere up-tempo, måske et par enkelte, der vajer lidt til begge sider. Det er simpelthen variationen, vi har fokuseret på.”

Er der noget sted på 'Sanctuary', hvor variationen kommer tydeligst til udtryk, så er det afgjort på pladens sidste skæringer 'Desolated Sky' og Astral Haze', som vi derfor spurgte nærmere til:

Luke: ”Det handler i høj grad om udviklingen. Pladen lægger ud med at være i doomland, og så er der en progression hen ad vejen, så det bliver mere og mere astralt. Det er jo også noget af det, som har været sjovt ved den her plade – at lege med mediet og se, hvordan vi kan føre nogle af de her tanker ud i musikken.”

Bjørneg: ”Som Krey siger er den nye plade mere sangbaseret, mens den første var mere musikbaseret. Dengang var musikken ligesom skrevet, og så tilpassede jeg vokalen. På 'Sanctuary' har det været vigtigt for mig at udvikle vokalen. Musikken behøver i bund og grund ofte ikke være mere end to riffs, og så former det sig lidt ud fra det. Jeg står dog ofte alene nede i øvelokalet og går fuldkommen amok, prøver alt af. Så kan jeg nemlig ikke sidde bagefter og sige ”Nej, hvorfor prøvede jeg ikke det?”, og det har jeg en tilfredsstillelse ved. Jeg kan ikke sparke mig selv bagefter over, hvorfor jeg ikke gjorde dét og dét, det tillader min perfektionisme mig ikke.”

  

Som vi også fæstnede os ved i anmeldelsen af 'Sanctuary' spiller det en væsentlig rolle, at Bjørneg, udover sit umiskendeligt effektive growl har udviklet sin teknik, så teksterne ikke går tabt i brølet, men også bidrager med mentale billeder til det dystre toneregister.

Bjørneg: ”Egentlig er det jo helt banale temaer, der er pakket ind i lidt poetiske, syrede universer. Teksten hænger sammen med stemningen i musikken – ikke fordi jeg ikke kan skrive teksten på forhånd, men der kan snildt være måske 25 % tilbage af den, når sangen er færdig. 'Sanctuary', som senere blev til 'Desolated Sky', er et glimrende eksempel.

Teksten skal jo passe ind med musikken – det skal ikke være for mange ord, der skal heller ikke mangle noget af konteksten. Det er lidt ligesom det der puslespil. Det går ikke, hvis du piller en brik ud, og så finder en anden og begynder at klippe og mase for at få den til at passe ind."

Bjørneg ville dog næppe have trådt lige så stærkt i karakter, hvis ikke musikken skaber kontrasterne og dynamikken til at folde hele registeret ud. Den poetiske, næsten rene tone sat op mod de tunge riffs og alt derimellem. Og dog altid som kontraster. Nu er den progressive opbygning jo også det fælles ophav, hvorfra Alkymist blev født, men kunne man forestille sig dissonansen, eller for den sags skyld harmonierne, træde skarpere i karakter, uden det nødvendigvis blot agerede kontrast?

Luke: ”Vi har snakket om det her med, at der skal være en udvikling i musikken. Det her med, at vi selv synes det er interessant, det er alfa omega. Vi er nødt til at følge den musikalske intuition, der også er i vores liv. Det er klart, at det nogle gange bliver mere indædt, og andre gange mere harmonisk, men det fede ved at være i Alkymist er, at der ikke er nogle grænser for hvad man kan. Hverken teknisk eller genremæssigt. Vi har ikke travlt med at få det til at lyde på en bestemt måde, og det er en del af rejsen. Jeg tvivler dog på, at vi kommer et sted hen, hvor vi sidder og laver lejrbålssang, haha.”

Bjørneg: ”Det er også ud fra vores eget perspektiv. Jeg bliver for eksempel personligt meget træt af at høre en plade, hvor der er 8-9 numre af samme kaliber, også selvom alle numrene er gode. Er vi et doomband? Ja, måske, men vi kommer helt sikkert også til at lave noget andet."

Luke: ”Doom er meget retningsbestemt, og der prøver vi at gøre det mere 3D. At udvide palletten, så når man så lander i det her lineære riff, eller hvad det nu kan være, så virker det MEGET mere overbevisende.”

Som mange andre kunstnere er Alkymist også ramt af coronatiderne, og deres releaseparty på Alice er nu udskudt fra maj til december måned. Festivaler som A Colossal Weekend og Aalborg Metal Festival står dog også på programmet inden da, hvis alt da går vel, men hvilke tanker har Alkymist gjort sig her i kunstpausen?

Luke: ”På den ene side er der mange ting, der kan rykkes. På den anden side skal vi også have komprimeret et helt års koncerter ned på et halvt år – hvis det overhovedet bliver muligt. Der er jo rift om pladserne. Dét, at vi har fået lidt fri, har samtidig gjort, at der er åbnet op for en masse ...”

Bjørneg
: ”... vi når at blive sultne, lad os sige det sådan. Man når at få tænkt tingene ordenligt igennem, og gå i krig med noget nyt. Vi er faktisk allerede i gang med nye numre.”

I den progressive ånd var det nærliggende også at høre, om de også har ambitioner om at gribe live-settingen anderledes an, når det igen bliver muligt at se dem rundt omkring i landet.

Luke: ”Vi vil gerne gøre det helt rigtige, altså i forhold til stemningen og musikken og det hele – men hvad er det helt rigtige? Noget koster penge, andre ting kan ikke altid lade sig gøre. I starten spillede vi nogle koncerter, hvor det virkede akavet, hvis vi bevægede os for meget. Musikken hviler også meget i sig selv, og så kan for meget liv på scenen fjerne fokus fra intensiteten."

Bjørneg: ”Vi har nogle drømme om at kunne gøre bestemte ting i fremtiden. Vi håber i hvert fald, at denne plade kan få os lidt mere frem, gøre os lidt mere attraktive.”

Følgende koncerter er indtil videre planlagt i 2020:
1/10 - 3/10 A Colossal Weekend 2020 (Vega, København)
5/11 - 7/11 Aalborg Metal Festival (Studenterhuset, Aalborg)
5/12 Bhaal Fest IX (På Taget, Odense)
17/12 Releaseparty (Alice, København)

Menu