Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Alle burde prøve at få kræft!

Populær
Updated
Alle burde prøve at få kræft!

Musiker, skuespiller og forfatter er bare noget af det, forsanger i Behemoth Adam 'Nergal' Darski kan skrive på sit visitkort. Her kan du læse hvad han fortalte Devilution på Roskilde Festivalen.

Kunstner
Dato
08-07-2012
Distributør
Fotograf
Jacob Dinesen

Vi skruer tiden en måned tilbage - søndag på Roskilde, hvor solen skinnede fra en skyfri himmel. Klokken er ét midt på dagen, og vi sidder under en stor parasol bag Arena i det hyggelige backstageområde og venter. Nogle fra bandet ligger i græsset i skyggen bag en af de mange artist- og forplejningsvogne, og flere steder hænger der lange sorte gevandter til luftning i solen - det er Behemoths scenetøj. Endelig kommer Adam 'Nergal' Darski - vokalisten i Behemoth, der er meget træt og derfor kun ønsker et superkort interview, hvilket selvfølgelig er helt forståeligt. Adam taler med en fra crewet, en samtale vi af gode grunde ikke forstår en skid af. Da de er færdige, og vi igen er på tomandshånd under parasollen, undskylder Adam.

Selvom tiden er knap indledes interviewet med lidt smiger og en hilsen fra en kollega, der over for mig har rost bandets sidste to koncerter på dansk jord - nemlig på Voxhall i år og Copenhell sidste sommer. Devilution skipper de første indledende spørgsmål og går lige på og hårdt.

Du har haft leukæmi, og det virker som om, at du er kommet styrket tilbage - kan du fortælle lidt om det?

- Jeg kom jo ud på den anden side i live ... Så det er jo den første ting. Jeg er blevet skubbet i en retning, hvor jeg er blevet mere og mere sulten efter livet og det at udrette noget, og det gælder ikke kun musikken!

- Jeg griber hver en cool mulighed, der kommer min vej og skaber noget kreativt ud af dem, håber jeg. Jeg skal for eksempel være med i en film, og så er jeg ved at færdiggøre min egen biografi ... Der er virkelig gang i mange ting.

- Jeg fokuserer lige nu på at lave nyt Behemoth-album. Derudover turnerer vi vores røv ud af bukserne lige i øjeblikket - det er meget hektisk men også en dynamisk periode for os på nuværende tidspunkt ... Det er, hvad kræft gør ved en!

- Jeg har en noget kontroversiel mening og den er, at alle burde prøve at have kræft!

Ja det er som om, at folk først når de har set døden direkte i øjnene, at de indser, at livet er for kort ...

- Ja livet er nemlig for kort ... Du tager tingene for givet - jeg mener ikke dig personligt, men generelt for menneskeheden. Vi er nødt til at udleve det potentiale, som vi har, og det er endeløst!

Ja mange lever ud fra, at de i morgen har endnu en dag, i stedet for at tænke, at i dag er din sidste dag!

- Ja lige præcis - det er den filosofi, der er oppe i mit hoved efter alle mine erfaringer.

Og kan de andre i bandet ...

- Følge med mig? Ja de prøver ... Haha! Der kan være nogen misforståelser, men jeg kan heller ikke forvente, at de forstår mit hoved, mit humør og mine ideer. Jeg skal også sætte mig i deres position. Det handler alt sammen om kompromisser og gensidig respekt!

- Så nej det giver ingen problemer, og jeg er den fødte leder, så det er mig, der leder vejen. De andre følger mig, er loyale og professionelle. Jeg ser ingen problemer!

Så de er slet ikke forpustede engang i mellem på grund af din energi?

- Nogle gange ... I dag er vi det alle, for vi har stort set ikke sovet i nat, men vi kommer til at give vores bedste, og jeg tror, at det vil blive belønnet med massiv respons. Det er jo en legendarisk festival, som vi ser meget frem til.

- Allerede nu her bag Arena er alle mennesker så professionelle og venlige - det giver os virkelig ... Ja, det får os til at føle os godt tilpas.

Jeg har læst, at du ikke er så glad for genrer inden for musik - hvorfor?

- Jeg er bare ikke så god til det der med at proppe en etikette på et band eller musik!

Begrænser det et bands muligheder?

- Ja temmelig meget ... Det gør det! Det kan skade et band. Behemoth gør sit bedste for at komme væk fra forudindtagelser.

- Jeg kan forstå, at mediefolk og fans har brug for det for at kommunikere. De har deres eget sprog, og vi har vores, men det tæller nødvendigvis ikke - sådan har jeg det bare!

I udgiver nyt album næste år - er der gang i processen?

- Ja men meget langsomt, men jeg kan ikke rigtig afsløre nogle detaljer eller specifik information, fordi alt stadig kun er brikker i puslespillet.

Men bliver den fuldstændig anderledes fra det, I plejer at udgive?

- Den bliver ekstrem - det er sikkert! Og den kommer ikke til at lyde som techno eller noget i den dur! Det vil helt sikkert være guitar, trommer og sindssyg vokal. Og vil der være nogle eksperimenter på albummet, det er helt sikkert, for jeg hader stagnation!

- Stagnation er lig død for mig. Så jeg vil ikke den samme vej to gange. Vi vil slippe vores kreative ånd fri, vi vil ikke begrænse os selv på nogen måde.

- Der vil helt sikkert være lyd; riffs, akkorder og omkvæd, hvor jeg for fem år siden ville sige eller tænke "Fuck, nej, det er ikke ambitiøst nok eller ikke kompliceret nok og det er ikke dit og ikke dat!"

- Nu føler jeg, at jeg har fundet fred og ro i mig selv, og alt jeg tænker og gør, er mig. Så hvorfor skulle jeg begrænse det? Alt handler om at sætte dig selv fri, og denne frihed manifesterer sig gennem den musik du skaber! Det er, hvad Behemoth handler om i dag!

Så har jeg mit sidste spørgsmål - I har en stærk position sammen med andre etablerede bands i Polen - er der behov for og plads til nye bands?

- Der er faktisk masser af bands og der er plads til dem!

Men I er jo så gode, ingen gør det vel bedre end jer?!

- Øh ... det ved jeg ikke, om ikke de kan gøre det bedre end os! Lad os se virkeligheden i øjnene - hvis det var en konkurrence, udelukkende på teknik, så ville jeg tabe til dem alle 1000 gange som guitarist, som vokalist eller andet!

- Det der gør os stærke er enheden, som vi skaber sammen. Det er kemien, og at vi har en specifik vision. Der kan være talentfulde bands derude, men hvis de ikke har visioner ... Men jeg vil ikke sammenligne nogen, hvert band har deres egen verden og måde at gør det på ... Det vil jeg ikke rigtig kommentere!

Jeg tænkte det også mere i forhold til, at I bliver bedre og bedre og ikke viser tegn på, at ville trække jer tilbage ...

- Sandheden er, at vi har en meget ekspansiv natur som band og som mennesker, så når vi går i en retning - så kræver det meget plads!

Devilution takker for snakken og lader bandet slappe af og få sovet før deres koncert senere på dagen.

Menu