Black Sabbath: Som Jam husker dem

Forfatter og anmelder Jens ’Jam’ Rasmussen var kun fem år da ’Black Sabbath’ udkom, men han har bl.a. set dem i Birmingham og ved, hvorfor bandet er tidløs kunst!

Jens ’Jam’ Rasmussen er fast skribent ved Devilution og hans CV tæller utallige poster som redaktør, anmelder og forfatter. Han står bag bøger som ’Forkælet med frihed’, der er en biografi om Lars Ulrich i Metallica. Han er også manden bag bøger om Volbeat og heavy metal gennem 40 år. Nu fylder genren så officielt 50 år, og hvem er bedre til at fortælle om skaberne end en mand, der har været med på snart sagt hele rejsen? Vi stillede Jam en række spørgsmål om Black Sabbath, deres debutplade og hans personlige forhold til bandet.

Vi har alle en historie med Black Sabbath. For den yngre del af publikummet er de blot genrens gudfædre. For den mere erfarne del er der helt særlige oplevelser. Hvad var din reaktion, da du første gang hørte Black Sabbath?

"Det har nok været singlen 'Paranoid' fra efteråret 1970 og nummeret var fast inventar på alle mine båndmiks i min teenagetid (1977-1983). Fantastisk fedt, fængende, tungt, meget lige på og hårdt nummer, der fangede mig fra første lyt - og dernæst ind i det videre Sabbath-univers, som jeg begyndte at dyrke op gennem 70'erne."  

- Hvordan oplevede du omverdenens reaktion på bandet? 

"Nu var jeg blot fem og et halvt år, da 'Black Sabbath' udkom, så jeg husker ikke personligt omverdenens fordømmelse af bandet dengang. Den blev jeg først vidne til senere, hvilket jeg blandt andet har beskrevet i min bog 'Heavy Metal: 40 år med hård rock' (2010). Men på den positive side, blev Black Sabbath - sammen med Led Zeppelin og Deep Purple - et band der musikalsk og socialt kunne forbinde mig med nogle af mine jævnaldrende post-hippie venner, der ellers fik kroniske psykoser over NWOBHM, hardcore punk og thrash metal i 80'erne. Men Black Sabbbath og den gamle 70'er heavy rock gik fint an hos dem."     

- Hvilke fordomme mødte de?

"Det handlede især om skiftet mellem hippie-æraen i sen-60'erne, hvor de mindre søskendes 'larmende, eskapistiske musik' straks blev ugleset af de ældre, der tilfældigvis også var meningsdannerne i tiden. 70'erne var politisk set ekstremt dogmatisk, hvor det handlede meget om en bevidst politisk positionering og om en meningsfuld eksplicit samfundskritik i rockmusikken (eller i beatmusikken som den kaldtes dengang). Derfor havde man ikke havde meget til overs for et band som Black Sabbath, der ligesom bare var dunkle, okkulte, vilde, agressive og enormt støjende. Det var så stort set de samme ingredienser, der tiltrak deres fans."        

- Blev de set som nyskabende eller bare en klodset version af bluesrock?

"Af de ovennævnte ældre meningsdannere var Black Sabbath jo bare 'betonrock', som var den tidlige og lidt nedladende beskrivelse for det som senere blev kendt som heavy rock/heavy metal. For deres tidlige fans var Sabbath velsagtens nyskabende i den forstand, at de lige var en tand tungere, sortere og sejere end den hårde rock, der hidtil havde været - fra The Who over Blue Cheer til Cream, som riffmester Tony Iommi jo selv var meget inspireret af. Og så var Black Sabbath hakket tungere end deres kammerater i Led Zeppelin, som Sabbath måske lænede sig lidt op ad, men også bevidst ville overgå. I hvert fald tyngdemæssigt og i forhold til den dunklere tone."    

Nu er bandet gået på pension. Deres sidste show i Danmark var på Copenhell i 2016. Så nu er det endegyldigt historie. Hvad tænker Jam, når han hører Black Sabbath i 2020?

"Jeg nyder stadigvæk at lytte til Black Sabbath, og har skiftende tilbagelyt til sådan cirka alle deres epoker, med og uden Ozzy ved mikrofonen. Tænker jeg noget undervejs, er det, hvor sindssyg stor en betydning det ene band har haft for tusindvis af musikere og bands over hele verden i nu flere generationer."  

Jams mangeårige historie som rockskribent har bragt ham verden rundt mere end én gang. Så da Black Sabbath omsider gjorde comeback med deres oprindelige lineup bestående af Ozzy Osbourne, Tony Iommi, Geezer Butler og Bill Ward, så var Jam på pletten. Det var da også svaret, da vi spurgte ham, hvilken plade og/eller koncert der er hans favorit med Black Sabbath og hvorfor?

"Det pudsige ved Black Sabbath er, at jeg aldrig har haft én definitiv favoritplade. Det har skiftet gennem nu seks (!) årtier. Men 'Sabotage' (1975) er måske den, der har været bedst til at tilbageerobre den evigt vekslende favoritposition. Af koncerter må jeg absolut nævne de to, jeg har oplevet med det 100% originale line-up: Deres unikke genforeningskoncert i hjembyen Birmingham i 1997 og den euforiske forestilling på Roskilde Festival 2005."   

- Har du et særligt minde med Black Sabbath?

"Ja, ovenstående koncert på hjemmebanen i Birmingham i december '97, hvor Black Sabbath optrådte med det originale line-up for første gang i atten år. Hele atmosfæren før, under og efter koncerten med fans fra hele verden var ganske, ganske speciel og havde nærmest et religiøst tilsnit. Som en sand metallisk pilgrimsfærd."  

- Det er 50 år siden, pladen udkom: Havde du forestillet dig, at vi ville tale om den et halvt århundrede senere?

"Altså, sådan har jeg ikke gået og tænkt på det, men jeg husker dog dengang, jeg lige havde mødt Devilution-kollega Jens Franco aka Krigsguden i den første halvdel af 80'erne. Hjemme på kollegiet i Albertslund satte han en masse nye og ekstremt hårde metalbands på grammofonen som Venom, Sodom, Kreator, Possessed, Slayer. Pludselig satte han 'Black Sabbath' på med ordene: 'Folk siger bare, det her er old school, men jeg synes fandeme stadig, det er fedt!' Ja, det var allerede old school der 15 år efter, men også fremdeles relevant, så egentlig overrasker det mig ikke, at albummet fortsat holder. Forrige efterår stod jeg i Santa Lucia alla Badia-kirken på Sicilien i fuldstændig forgabelse over Caravaggios mesterværk 'Lucias begravelse' fra 1608.  Der er ikke nødvendigvis nogen udløbsdato på stor kunst."   

- Hvorfor tror du, at vi gør det?

"Ganske simpelt: På grund af musikken, sangene og hele den særlige og gennemgribende stemning på pladen. Og selvfølgelig fordi albummet er startskuddet på en global musikgenre og kultur, hvis forgreninger synes uendelige. Og sikkert fortsat sådan, når både Black Sabbath-medlemmerne, undertegnede og alle nutidens unge metalknøse en gang er overgået til det hinsides."