Black Sabbath: Béliaths første minder

Når vi taler om Black Sabbath og musikhistorie, er Peter Béliath umulig at komme udenom. Han er en af landets førende eksperter på området og skulle spørges.

Peter Béliath er en af dansk rockhistories største profiler. Han har skrevet om rock- og heavymusik siden starten af firserne på et utal af medier, ligesom han har sin egen side Rifferama, hvor han gavmildt deler ud af sine artikler og anekdoter om forskellige bands gennem hele perioden. En forrygende dygtig metalskribent, der nyder bred anerkendelse i miljøet, og som har været anvendt som ekspert på snart sagt alle tænkelige platforme. Han var derfor et helt oplagt valg, da vi skulle finde personer i miljøet, der har haft et forhold til Black Sabbath, og som måske endda kan huske, hvordan bandet blev set, da de kom frem. Så vi behøvede ikke introducere ham til hverken band, anledning eller andet og lagde hårdt ud for at gå direkte til kernen

- Hvad var din reaktion, da du første gang hørte Black Sabbath?

Min første oplevelse med Black Sabbaths debutalbum fik jeg omkring 1979. Jeg var stadig teenager, og jeg havde en lille eksklusiv samling af lp’er og kassettebånd med alt fra glam rock over punk til heavy rock.

Jeg troede, jeg kunne nøjes med at skumme fløden, så jeg købte Black Sabbaths ”Greatest Hits”, et opsamlingsalbum, som det dubiøse pladeselskab NEMS havde udsendt i 1977. På det album var der især ét nummer, som stak ud: 'Black Sabbath'.

Lyden af øsende regn, torden og den ildevarslende kirkeklokke skabte en stemning, der var så massiv, at man kunne hugge den ud i blokke og bygge en kinesisk mur af den. Titelnummeret fik hårene til at rejse sig. Det langsomme, dystre startstykke, hvor Ozzy Osbourne nærmest panisk messer teksten om det uheldssvangre møde med selveste Satan. Det var dommedags-metal, længe før doom metal-genren opstod. I fantasien fulgte jeg de vibrerende toner, som Tony Iommi vred ud af sin guitar, jeg følte Geezer Butlers baslavine rutsje ned ad min rygsøjle som en gysen, mens Bill Wards mærkeligt rullende trommespil jazzede ud over det hele. 

Jeg havde aldrig hørt noget, der mindede om nummeret 'Black Sabbath'. Jeg måtte høre mere. Derfor købte jeg debutalbummet. Jeg voksede op ude på landet i Vendsyssel, og jeg sad i bussen fra Hjørring til Græsdal pr. Taars og stirrede mig blind på coveret med den blege kvinde. Farverne var mørke og gyldne og underligt uvirkelige. Både bygningen, sivene og de nøgne træer, der voksede omkring kvinden, lignede noget fra mit hjemlige landmiljø. Alligevel var coveret så anderledes, så mystisk. Og når man åbnede gatefoldcoveret, kunne man læse et sygeligt digt, som var prentet indeni et omvendt kors. Jeg vil ikke påstå, at jeg forstod det hele. Men jeg forstod instinktivt, at det her var en verden, som jeg ville ind i.

Jeg blev nok lidt skuffet. For Black Sabbaths debutalbum var noget anderledes end det, jeg kendte fra 'Greatest Hits'. Mundharpespil og lange bluesnumre, hvor der jammes vellystigt, var lidt af en prøvelse for en ung gut, som ikke helt var vokset fra Sweet og Slade. Så i den første måneds tid var jeg flink til at løfte pickuppen og nøjes med at skamhøre titelnummeret samt 'N.I.B.' og 'Behind the Wall of Sleep'. Og det er stadig de tre numre, jeg går efter, når jeg hiver debutalbummet ud af pladereolen. 

- Født i 1962 er Peter Béliath en af dem, der har været med fra start. Så han er et af de sandhedsvidner, der kan forklare, hvordan Black Sabbath rent faktisk blev modtaget, da de startede. Hvordan oplevede du omverdenens reaktion på bandet? 

Jeg begyndte først at rådyrke Black Sabbath omkring 1978, da de udgav 'Never Say Die'. Det var navne som Status Quo, Thin Lizzy, Queen, Blondie, The Runaways og Suzi Quatro, som var størst i mit miljø. Men Black Sabbath blev godkendt af flere af mine venner – ikke mindst dem, der aspirerede til de motorcykelklubber, som fandtes overalt der i 1970’erne. Men pigerne stod af, og det var ret irriterende. Til gengæld var det en lettelse, at forældre og skolelærere levede op til mine fordomme om borgerdyr. Og den danske anmelderstand skuffede mig heller ikke. Vi taler trods alt om typer, som rask væk skrev om ”Kizz” og ”Six Pistols”. Når det drejer sig om danske rockskribenter før 1983-84, er vi ude på inkompetencens overdrev. Det lykkedes da også stormogulen af dansk rockanmelderisme, Torben Bille, at blamere sig mht. Black Sabbath.

Dengang som nu har heavy metal og hård rock altid været genstand for spot og spe fra en omverden, der ofte hverken har kunnet eller ville forstå musikgenren. Det er således ikke noget nyt, at man møder uforståenhed og risikerer misforståelse, hvis man hører hård musik og går i sorte trøjer med bandlogoer. Allerede da Black Sabbath udkom, blev de af nogle sat i bås. Men hvad blev der egentlig sagt om Black Sabbath i halvfjerdserne? Hvilke fordomme mødte de?

Black Sabbath blev smidt i brokkassen med alle de andre betonrock-grupper i 1970’erne. Betonrock var et nedladende ord, som medierne i Danmark brugte for at stigmatisere heavy rocken. Som stort set alle andre heavy-bands blev Black Sabbath forbundet med alt det, som kulturmarxisterne i uddannelsessektoren, kulturinstitutionerne og medierne afskyede. Heavy rock var mandschauvinisme og kvindeundertrykkelse. Heavy rock var satanisme. Heavy rock var fascisme. Det hjalp selvfølgelig ikke, at Black Sabbath og deres pladeselskab var med på løjerne. Jeg mener, hvis du ikke vil have ballade med højreorienterede censurgrupper eller luksushippierne i Maos Lyst, så er det dælme en dårlig idé at udstyre dine pladecovers med omvendte kors og s-runer.

- Blev de set som nyskabende eller bare en klodset version af bluesrock?

Hvis man kigger i den internationale presse, kan man se, at Black Sabbath allerede fra starten fik fantastisk negative anmeldelser. Legenden Lester Bangs må have overstrøet farvebåndet på sin Olivetti med knust glas, før han indtastede sin tirade mod Black Sabbaths debutalbum i Rolling Stone, september 1970. Anmeldere som Lester Bangs og Nick Tosches afskrev Black Sabbath som et forvrænget ekko af tunge bluesgrupper som Cream og Yardbirds. 

Black Sabbath debuterede jo midt i flower power-epoken, og alt lige fra deres mutte miner til deres dystre, dundrende musik var den diametrale modsætning til den lalleglæde, som herskede i popkulturen i starten af 1970’erne. Mens de velanskrevne beat-kunstnere sang om kosmisk kærlighed, sang Black Sabbath om atomar undergang og mentale sammenbrud. Den slags musik ødelagde stemningen i hippie-kollektivernes bollerum, så den blev af smagsdommerne forvist til betonslummen i de større byers forstæder. Dér kunne de unge underklassedrenge så sidde og æde havregrød, mens de lagde trommehinder til Ozzy Osbournes mareridtsagtige møde med Satan i sangen 'Black Sabbath'. Det var i hvert fald, hvad nogle af anmelderne forestillede sig. 

Men hippiernes yngre brødre tog Black Sabbath til sig. Skal vi lige minde hinanden om, at Ozzy & co.’s plader solgte til guld og platin allerede fra starten. Der var altså en afgrund mellem smagsdommerne og den fremvoksende armé af heavy rockere.

Bandet er officielt gået på pension. Hatten er lagt på hylden for Iommis vedkommende. Hvad tænker du, når du hører Black Sabbath i 2020?

Jeg tænker: Det her er mit yndlingsband, og de har været lydspor til både nedture og opture i mit snart 60-årige liv. 

- Med et band, der har udgivet 19 plader og givet tusindvis af koncerter gennem adskillige årtier, kan det være svært at skulle vælge en ud fra flokken. Ikke desto mindre.  Hvilken plade og/eller koncert er din favorit med Black Sabbath og hvorfor?

Mine favoritter fra Black Sabbaths Ozzy-periode er 'Sabbath Bloody Sabbath' og 'Sabotage'. De er efter min mening gruppens mest avancerede plader. De er tæskeheavy, men der er mange dynamikudsving på de lp’er: Det syrede, det aggressive, det følsomme – det er her alt sammen. Og så blev de plader indspillet, mens gruppen var allermest ude i tovene. Der er virkelig vanvid i rillerne. Man kan mene om Ozzy, hvad man vil, men han synger altså nervedirrende godt på de to skiver. Klart, Ronnie James Dio og Ian Gillan var bedre vokalister, men ingen af dem kunne synge de her sange med troværdighed. Ozzy synger dem på en autentisk måde. Jeg har alle dage haft en oplevelse af, at han synger dem lige præcis til mig, at han vil mig noget helt bestemt med de her tekster – hvoraf de fleste for resten er skrevet af bassisten Geezer Butler. 

- Har du et særligt minde med Black Sabbath?

I forsommeren 1981 var jeg i gang med at blive voksen. Det var en hård overgang. Identitetskrise og oplevelsen af, at verden var af lave. På det tidspunkt afspillede jeg 'Sabotage' ca. ti gange om dagen, og jeg kunne teksterne udenad (sådan da, for alkoholikere med Birmingham-accent synger altså ikke særlig tydeligt). En aften stod jeg ude ved Mårup Kirke og kiggede på solnedgangen. På baggrund af den brændende sol så jeg silhuetten af et ældgammelt, rustent jernkors, mens der indeni mit stakkels hoved kørte et loop med Ozzys stemme: ”Won’t you help me, Mr. Jesus, won’t you tell me if you can? When you see this world we live in, do you still believe in man?” Det var en ærefrygtindgydende oplevelse, og jeg glemmer den aldrig. 

- Det er 50 år siden, debutpladen udkom: Havde du forestillet dig, at vi ville tale om den et halvt århundrede senere?

Da jeg var ung, der i 1970’erne og 1980’erne, var heavy rock og metal noget, der skete NU. Vi var bevidste om, at den hårde rock havde en historie, en forhistorie, men jeg husker ikke, at nogen af os arbejdede på at fremtidssikre Black Sabbaths debutalbum eller heavy metal generelt. Vi levede, ligesom Anvil sang: ”Metal on metal, it’s the only way, to hell with tomorrow, let’s live for today.” Jeg forestillede mig virkelig ikke, at jeg kunne blive gammel, at jeg kunne tabe håret og få gule tænder. Den tanke slog mig ikke. Jeg følte, jeg gik rundt i en rustning af evig ungdom. Og det gjaldt også den musik, jeg hørte: Den var støbt i nu-hed. At se Ozzy stavre rundt som Parkinson-ramt lirekassemand, det var bare ikke en mulighed. Det var en urimelig, urealistisk forestilling. Så nej, for 40-50 år siden forestillede jeg mig ikke, at vi ville tale om Black Sabbaths debutalbum i det 21. århundrede, ligesom jeg næppe havde været i stand til at rumme det, hvis nogen havde fortalt mig, at Tony Iommi ville ende med at blive æresdoktor på Coventry Universitet. 

Men sådan er det gået. Black Sabbath er næsten blevet finkultur. I min reol står en bog: ”Black Sabbath & Philosophy: Mastering Reality”. Den er skrevet af en række universitetsfolk, ægte filosoffer med ph.d.-titler og hele mulletjavsen. Og de filosoferer løs om de filosofiske spor i Black Sabbaths sange: Aristoteles, Friedrich Nietzsche etc. Det er alt sammen en jordskælvsagtig udvikling, som er sket, siden Ozzy, Iommi, Butler og Ward i oktober 1969 indspillede den der dystre sang om at møde Satan.

- Hvorfor tror du, at vi gør det?

Jeg tror, det er fordi, det meste af det, der i dag foregår inden for hård rock, kan føres tilbage til Black Sabbath. Det musikalske dna i titelnummeret på debutalbummet er gået i arv til stort set hele metalscenen. Metallica, Slayer, Megadeth, Pantera, Sepultura, Type O Negative, Neurosis, Danzig, Guns N’ Roses, Bathory, Ulver, ja, selv Green Day og Sort Sol har indspillet coverversioner af Black Sabbath-numre. Black metals djævlerier og flirt med okkulte symboler, de gotiske stemninger i alt fra Katatonia til Marilyn Manson og så videre. Alt sammen har det udspring i Black Sabbath og deres underlige debutalbum fra 1970.

Historieskrivningen har kapituleret over for Black Sabbath. Det er nærmest universelt, at historikere kategoriserer Black Sabbaths debutalbum som verdens første heavy metal-plade. Det er dér, heavy metal starter – for alvor. Der er et før og et efter Black Sabbaths debut.

Black Sabbath er tilmed en af de uhyre få rockgrupper, som har været i stand til at bevare deres integritet. Black Sabbath har aldrig solgt ud. De har aldrig forsøgt at være andet end Black Sabbath. Alligevel har de formået at udvikle deres knusende tunge musik. Black Sabbath har aldrig stået i stampe. Uanset, hvad deres sanger har heddet, har de udklækket klassikere. Med Ozzy Osbourne udgav de udødeligheder som 'Paranoid' og 'Master of Reality'. Med Ronnie James Dio udgav de milepælen 'Heaven and Hell'. Og selvom Black Sabbath fik slag for deres plader med Ian Gillan og Tony Martin, så har eftertiden vist, at plader som 'Born Again' og 'Headless Cross' har været værdige til at blive genudgivet igen og igen. Black Sabbaths historie er unik. Og den startede altså med den der lyd af øsregn og begravelsesklokken på gruppens debutalbum.