Samme inspiration som Lars Ulrich

Hvordan er det at være større i USA end Europa, og hvordan er det blive ramt af samme lyn som danske Lars Ulrich som dreng? Alt det og meget mere talte vi med Phil Collen fra Def Leppard om.

Om en lille måneds tid spiller Bon Jovi og Def Leppard i Sønderborg. Sønderjyderne indvier et nyt spillested, som de kalder Slagmarken. Måske man har forsøgt at holde tyskerne stangen på netop denne mark? Vores research rækker ikke til at kunne verificere eller afvise dette. Men hvad vi ved er, at de lokale kræfter i grænselandet har hevet nogle store navne ind til denne indvielse, og vi fik en snak med guitarist Phil Collen fra Def Leppard forud for deres første danske koncert siden 2015, hvor de spillede i Esbjerg. 

Def Leppard er med som special guest og dermed en ganske prominent opvarmning forud for Bon Jovi. Ikke mindst fordi de tidligere på året blev indlemmet i Rock N Roll Hall of Fame sammen med navne som The Zombies, Radiohead, Roxy Music, The Cure og Janet Jackson. I 2018 var det så hovednavnet Bon Jovi, der blev optaget i det fine selskab, som Metallica kom ind i allerede i 2009, mens Deep Purple kom med i 2016. De navne vender vi tilbage til, for interviewet blev en parade af berømte navne, som guitaristen har ladet sig inspirere af gennem tiden. Vi startede med at lykønske dem med optagelsen i Hall of Fame og spurgte til, hvad de går og laver lige nu.

– Vi har haft travlt med Hall of Fame de sidste par uger, tv-optrædener, øve i New York. Men det er rart, at det er overstået.

Det må også være en stor ære. Hvornår fik I at vide, at I ville blive optaget i Rock N Roll Hall of Fame?*
– Vi vidste det godt tidligere på året. Fans stemte meget på os, men det pudsige er, at vores fans' stemmer kun tæller som én stemme ud af 1000. Så det er en meget lille del. Men indflydelsen er stor. For der er også et panel på 26 og nogle andre, så der er en del politik i det. De noterer sig naturligvis den overvældende stemme fra fans. Så det er rart at vide, at vores fans synes så godt om os.

Og du siger, at I øver?
– Ikke lige nu. Men i slutningen af maj går vi i gang med at øve op til turneen. Vi har turneret en del, så det tager ikke lang tid for os at banke rusten af. Vi afsluttede en turne i december (i England, hvor de bl.a. spillede hele ’Hysteria’-pladen fra 1987, red.), så vi er i ret god form. Vi skal bare øve nogle andre sange. Vi skal også forbi Las Vegas, hvor vi er nødt til at skifte lidt rundt på sangene hver aften (Def Leppard giver 12 koncerter i Las Vegas i august og september måned). Vi har omkring 30 sange, vi kan vælge imellem. Det skal nok blive sjovt.

I turnerer nu med Bon Jovi, når I kommer forbi Europa. Har I et særligt sæt med? Hvad kan de danske fans forvente?
–  Vi ved aldrig rigtig, hvad vi må medbringe. Hvis vi spiller i dagslys, så er der en del, der ikke vil fungere rent teatralsk. Så det afhænger lidt af, hvad vi medbringer. Det betyder, at lige nu ved jeg ikke, hvad vi tager med. Det er noget med scenen, laser, lys, storskærm. 

Phil Collen har været med i Def Leppard over 35 år. Men han kom først med i bandet, da de indspillede gennembrudsalbummet ’Pyromania’ tilbage i 1982. Og netop hvordan han kom med i Def Leppard, var noget, vi gerne ville høre mere om.

Lidt om dig. Hvor og hvornår kom du med i Def Leppard? Hvem kontaktede dig?
– Jeg kom med i 1982. De (bandet, red.) var allerede i gang med at indspille 'Pyromania'. De var halvvejs færdige. Jeg kendte godt Joe Elliott (forsanger, red.) og Steve Clark (guitarist, der forlod bandet i 1991, red.) fra tidligere. Jeg var i et band, der hed Girl og vi spillede på de samme klubber. Def  Leppard kom faktisk ned og sov på min mors gulv eller sofa, når de spillede i London, hvor jeg er fra. Pete Willis, deres guitarist, havde nogle udfordringer med alkohol, og det ødelagde ham. Han kæmpede med det, og Joe spurgte, om jeg ville hjælpe dem på deres turne med Ozzy Osbourne i USA. Det blev dog ikke til noget, men så skete det samme et år senere. Jeg talte med produceren Robert John 'Mutt' Lange på telefonen, og jeg skulle komme ned og bare spille nogle soloer. Så min audition var vel egentlig, da jeg spillede soloen til sangen ‘Stagefright’ på ‘Pyromania’. Det blev optaget i ét hug. Derefter soloerne i resten af numrene og lidt korvokal. Det var ret interessant. Sangene var skrevet, så jeg skulle bare komme ind og spile lead. Derefter tog vi på turné og har ikke rigtig stoppet siden da. Faktisk har vi kun haft en enkelt pause, og det var i 2010. Og det her var i 1982, så vi har haft travlt.

Her er det på sin plads, at vi lige introducerer Lange, der er en verdensberømt producer, der har lavet plader for AC/DC, Def Leppard, Céline Dion, Britney Spears, Bryan Adams, Foreigner, Lady Gaga og mange flere. Han var i mange år gift med Shania Twain, og den sydafrikanske producer med de tyske aner står bag mange af verdens mest sælgende plader, deriblandt ’Highway to Hell’ og ’Back in Black’ med førnævnte AC/DC. Og så Def Leppards plader ’Pyromania’, ’Hysteria’ og ’Adrenalize’. Hans repertoire er enormt, og evnerne som producer med sans for salg er vanskelige at overvurdere.

Særligt 'Hysteria' er værd at hæfte sig ved. Det var den første plade, hvor Phil Collen bidrog med materiale. Det var også den plade, der sendte Def Leppard helt op i stratosfæren som et af de allerstørste bands inden for rockmusikken. Hele syv singler blev det til ud af i alt tolv numre. Hele første side på lp'en, som det jo var, da den udkom i 1987, blev singler. Den røg til tops på hitlisterne i mange lande, inklusive USA og England, og solgte mere end 20 mio. eksemplarer. Et vaskeægte monster af et album, der fungerede i både radio og hjemme i anlægget hos mange mennesker. 

Samme musikalske ophav som Lars Ulrich
Phil Collen kom således med på et album, hvor sangene mere eller mindre var skrevet, men allerede på den næste plade, bandets største, fik han lov til at komme med ideer. Det måtte vi høre mere om.

Du har været bidragende som sangskriver allerede fra og med ‘Hysteria’. Var det nemt at få lov til at få ideer og riffs med på pladen, eller måtte du kæmpe for det?
– Det var ret nemt egentlig. Mutt Lange var fantastisk. Virkelig inspirerende. Så det var faktisk ret nemt. Vi prøvede jo at opnå noget. Vi havde et godt venskab med Mutt Lange, og vi arbejdede med at få vores egen lyd på guitarerne. Da jeg mødte Joe Elliot første gang, fandt vi ud af, at vi begge elskede David Bowie, T. Rex, Led Zeppelin og sådan noget, så vi ville gerne tilføje alt det til bandet. Så da ‘Hysteria’ skulle laves sagde Mutt Lange, at vi ikke kunne lave ‘Pyromania 2’, for det var det, alle andre ville lave lige nu. Lad os lave noget andet. En rockversion af ‘Thriller’. Med en masse singler. Så inspirationen var Prince, The Police, Frankie Goes to Hollywood. Det gjorde det rigtig spændende. Det var ikke kun et rockband. Vi fik faktisk noget fra Run DMC til ‘Pour Some Sugar On Me’, da den var baseret på en rapsang.

Du nævner en masse singler. Vidste I, at ‘Hysteria’ ville blive modtaget så godt?
– Nej. I starten forstod folk ikke pladen, fordi den var så anderledes. Jeg tror, den eneste, der virkelig vidste det, var Mutt Lange. Han arbejdede længe på singlerne. Han ville sige, at den eller den del i en sang ikke var stærk nok. Så han pressede den og os rigtig meget og længere ud, end vi havde prøvet før.

På den plade og senere har du været medforfatter på en masse sange, og på de sidste par plader har sangene været delt op og kun haft én eller to sangskrivere. Er det en bevidst strategi, at hvert bandmedlem bidrager med deres egne sange, og I ikke skriver dem i fællesskab?
– Nej, det ændrer sig fra plade til plade. Det er forskelligt fra gang til gang. Vi prøver at dele det ligeligt mellem os. Nogle gange har vi måske kun to sange, og så tror vi slet ikke, der er nok til en plade, men så går der en uge, og så er der pludselig nok til en hel plade. Med denne plade er det nok sådan noget. Vi ved ikke helt, hvornår den bliver klar, men forhåbentlig næste år.

Ja, for den seneste plade er fra 2015, og i mellemtiden har I udgivet en liveplade, lidt singler og opsamlinger. Men du siger, der er noget i gære?

– Absolut. Vi begyndte sidste år. I mellemtiden har jeg produceret og indspillet en plade med Tesla. De har jo turneret med os. Og vi indspiller, øver og skriver undervejs, mens vi er på turne. Så den proces elsker jeg. Og så bruger vi Queen, Aerosmith, The Beatles osv. som inspirationskilder. Det er jeg meget stolt af.

Du taler om inspirationskilder. Hvad fik dig til at spille guitar til at starte med?
– Jeg har altid været interesseret i musik. Motown, Aretha Franklin, The Who, Rolling Stones, The Beatles, Stevie Wonder, reggae, rock. Det var min fætter, der fik mig til at høre Led Zeppelin, Pink Floyd og Deep Purple. Og jeg var kun 14 år gammel, da vi så Deep Purple i London på Brixton Academy. Dengang hed det Brixton Sundown, og den koncert ændrede mit liv. Jeg tænkte bare, at det er det her, jeg skal med mit liv. Så det fortalte jeg mine forældre. I to år plagede jeg dem, og da jeg fyldte 16 å,r fik jeg endelig en guitar. Det var det. Det øjeblik, hvor jeg så Richtie Blackmore spille skøre ting i Deep Purple, inspirerede mig til at gøre det her.

Det er ingen hemmelighed, at danske Lars Ulrich havde samme åbenbaring, da han så selvsamme Deep Purple i KB Hallen for mange år siden. Så Phil Collen er blevet ramt af samme kunstneriske lyn, som trommeslageren i Metallica blev. Deres indflydelse kan vanskeligt overvurderes.

Så er vi her mange år senere. Er der nogen samtidige musikere, der inspirerer dig?
– Ja. Sidste år var jeg på en G3-turné, som er for guitarister, med Joe Satriani og John Petrucci. Jeg har et andet band, der hedder Delta Deep, som er blues. At spille med Joe og John var utrolig inspirerende. Det er fantastiske musikere. Det er en drøm at få lov at spille med nogen, der er bedre end én selv, og det er nogle herlige gutter. Når vi gik af scenen hver aften, snakkede vi om, hvad vi havde lavet, og vi snakkede om Jimi Hendrix. Jeg har for nylig snakket med Petrucci, og han savner også alle de snakke, vi havde på den turné. Så de har virkelig inspireret mig.

Jeg har venner, der er fantastiske musikere, og jeg skammer mig helt over at spille med dem. Så dygtige er de. Når jeg spiller med dem, så sker der magiske ting. Og jeg kan godt lide at være omkring den slags, for man lærer så meget. Ligesom Mutt Lange. Han var vores mentor. Han lærte os at spille ordentligt. Han pressede os i den grad ud af vores komfortzone, og jeg kan godt lide at blive udfordret på den måde. Det gør bare en bedre, og man bliver ikke egocentrisk, når man er omgivet af folk, der er bedre end én selv. Og alle dem, jeg lige har nævnt, er virkelig fantastiske mennesker og utroligt ydmyge, og det er bare rart at være i det miljø. 

Det er altid godt at blive udfordret. Jeg så også noget på tv, hvor du var med i Pawn Stars på Discovery Channel, hvor du havde malet nogle guitarer og blev bedt om at verificere, at det rent faktisk var dig, der havde malet dem. Er du sådan en ægte kunstner med maling, musik, forfatterskab osv.?
– Det er jeg faktisk. Men jeg er ikke ret god til det med at male. Min teknik er elendig. Jeg skulle bare klatmale 30 guitarer for Gibson op til et jubilæum. Men min hjerne er mere avanceret end min fysiske teknik. Og jeg er faktisk i gang med at skrive en roman lige nu. Så det kunstneriske kommer ud på mange måder, og det må aldrig stoppe. Det flyder ud i flere medier. Men det er klart min teknik, der er det svage led. Det er ikke altid, jeg kan få mine tanker ordentligt ned på papir eller på lærred, men det kan jeg med min guitar, for her matcher min teknik mine tanker, hvis du forstår. Det er ret interessant. Hvis jeg skulle nå samme niveau med maling, så ville det kræve meget øvelse, og det har jeg ikke tid til.

Koncerten i Sønderborg med Bon Jovi og ny plade i 2020
Sidst I var i Danmark var i 2015. Nu er det så 2019. Der er gået fire år. Og du siger, I har haft travlt i mellemtiden. Du nævner, at der kommer en plade næste år. Men varer det fire år, før I vender tilbage igen?

– Det ved jeg ikke. Det håber jeg da ikke. Vi prøver at nå så mange steder som muligt. Vi har været på turné med Journey sidste år, og så har vi været omkring Japan, New Zealand, Australien og England, og mere kunne vi ikke presse ind på et år. For at komme til de store steder er vi nødt til at bruge festivaler, for vi er ikke så store i Europa, som vi er i USA. Så vi skal vælge vores steder. Vi har også været til Rock in Rio i 2017, hvor vi ikke havde været i mange år. Det var fantastisk, så det vil vi gerne tilbage til igen snart. Vi skal bare lige afslutte indspilningerne af den nye plade, og det kan sommetider være vanskeligt. Og derefter skal vi naturligvis på turné med den. 

Lige et sidste spørgsmål. Er du nogensinde blevet forvekslet med Phil Collins pga. ligheden i jeres navne?

– Det er faktisk interessant. Efter at Rick havde sin ulykke i 1984, tog Joe Elliot og jeg ned for at se Phil Collins i Holland. Vi kom på gæstelisten. Da jeg så forsøgte at komme ind, sagde de, at jeg ikke kunne komme ind, for han var allerede på scenen, og jeg måtte forklare, at jeg havde et andet navn, og at de bare lyder ens, så det var lidt mærkeligt. Men vi kom da ind. Derudover er der en del tøhø-oplevelser i lufthavne eller ved udlejningsbiler. Den aften var dog særligt sjov. Bagefter mødte vi ham og hans bassist, og han var en herlig gut at snakke med.

Def Leppard spiller i Sønderborg med Bon Jovi tirsdag d. 11. juni 2019. Lige efter pinsen. Der er stadig billetter tilbage på både tribuner og plæne. Vi rapporterer naturligvis derfra.