Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

"For os er ingen koncert en rutine"

Populær
Updated
"For os er ingen koncert en rutine"

Fredag gæster Denial Of God Royal Metal Fest, hvor bandet spiller materiale fra den kommende plade, siger guitaristen Azter, som vi fangede til en snak om koncerten, fremtidsplanerne og en lejemorder.

Vi har fået lejlighed til at stille en række spørgsmål til Azter, der sammen sin bror Ustumallagam stiftede Denial Of God for mere end 25 år siden. Azter har i alle årene spillet leadguitar i bandet.

Det forekommer, som om det er meget længe siden, at Denial Of God har spillet i Aarhus. Men det er måske bare os, der har overset noget?

I har egentlig intet overset, da vi simpelthen aldrig har spillet i Aarhus før.

Der er gået præcis fire år, siden Devilution sidste gang interviewede jer. Hvad er der sket for bandet i de forløbne fire år?

Vi har spillet en del koncerter i ind- og udland (Tyskland, Holland, Belgien, Italien, Brasilien), alt lige fra små klubkoncerter til store festivaler som Party San Open Air og Rock Hard Festival. Og vi har arbejdet på nyt materiale.

Hvordan var det at komme til at spille i Sydamerika? Hvordan fik I det i stand, og er der nogle vilde historier fra turen?

Den oprindelige plan var en turné igennem adskillige lande i Sydamerika, men desværre endte det med, at promotoren stak af med en mindre formue, som bestod af en blanding af penge fra lokale arrangører samt penge for solgte billetter. Der var folk, der ville pudse en lejemorder på vedkommende, så hvem ved, måske vil retfærdigheden en dag ske fyldest!

To lokale arrangører fra Brasilien valgte dog at flyve os over for at spille to koncerter i Brasilien, på trods af at begge mistede penge, da colombianeren stak af med tusindvis af dollars. Så vi spillede kun to koncerter, begge i Brasilien.

Der er ikke nogen specielle historier knyttet til koncerterne, omend den ene koncert foregik i Cuiabá, som ligger i Sydamerikas helt præcise centrum i 40 graders varme og med afstand var den varmeste koncert, vi nogensinde har spillet.

Publikum udviser en langt større fanatisme og entusiasme end et gennemsnitligt europæisk publikum, så begge koncerter hører til mine personlige favoritter.

Denial Of God har efterhånden haft ganske mange udskiftninger gennem årene. Senest har I fået en ny bassist. Hvordan er bandets nuværende besætning, og er der nu tale om en mere permanent konstellation?

Det er sandt, at vi i de tidlige år havde en del udskiftninger, men faktisk har besætningen været den samme siden 2005 med Galheim på trommer, Ustumallagam på vokal og mig selv på guitar. Vi har så siden samme tidspunkt haft The Unknown som livebassist, og senere tilføjede vi Impaler som liveguitarist indtil 2016.

Vi har nu for første gang siden 2005 tilføjet et nyt medlem, nemlig Huul på bas, og The Unknown har skiftet til guitar, så besætningen er nu: Ustumallagam – vokal, Azter – guitar, Huul – bas, Galheim – trommer og The Unknown – live-guitar.

I to brødre har i mere end 25 år udgjort kernen i Denial Of God. Har det i alle årene fungeret gnidningsløst, eller har der været kontroverser som hos Gallagher-brødrene i popbandet Oasis?

Man kan ikke køre et band i så lang tid uden gnidninger, men der har aldrig været nogen kontroverser mellem mig selv og Ustumallagam. Vi deler den samme vision og komplimenterer hinanden, noget jeg i øvrigt vil hævde om alle nuværende medlemmer. Det er et ekstremt kreativt mikrokosmos.

Er der et nyt album på vej til opfølgning på det succesrige 'Death and the Beyond', som udkom for fem år siden?

Ja, det er der. Vi har endnu ikke givet albummet en titel, men har på nuværende tidspunkt omkring 80 procent af albummet klar og planlægger indspilningen senere på året.

Vil I fortsætte i samme stil på det kommende album, eller kan publikum forvente drastiske ændringer?

Der vil ikke være nogen drastiske ændringer. Albummet vil være en ret så naturlig udvikling fra vores foregående materiale, men der vil også være nye elementer at finde, da vi bestemt ingen interesse har i bare at kopiere os selv. Samtidigt vil albummet dog indeholde alle kendte DOG-trademarks. Det et lidt abstrakt at tale om et album, som endnu ikke er færdigkomponeret og indspillet, men jeg kan sige så meget, at det vil være et meget afvekslingsrigt album, som både er mere aggressivt og samtidigt mere dystert og melankolsk end 'Death and the Beyond'.

Kan man forvente at høre nye kompositioner ved koncerten ved Royal Metal Fest?

Vi vil fremføre 'The Shapeless Mass', som vil være at finde på det kommende album.

Mange black metal-bands er begyndt at rode rundt med at inddrage klassiske musikere eller endda hele symfoniorkestre i musikken. Andre inddrager gæster som eksempelvis kvindelige sangere som kontrast til den mørke musik. Har Denial Of God overvejet at gøre brug af sådanne input i forbindelse med kommende indspilninger eller koncerter?

Vi har ikke overvejet hverken kvindevokal eller symfoniorkestre til noget, men i stedet for bare overfladisk og kategorisk at afvise disse elementer, så vil jeg hellere sige, at vi vil gøre brug af hvilket som helst middel, vi måtte finde nødvendigt for at frembringe den helt rigtige stemning til et nummer eller et album.

Vores musikalske univers har altid været fyldt med kontraster, og vi har for eksempel valgt at bruge mere keyboards og mellotron på nogle af numrene fra det kommende album, simpelthen fordi det var dét, der skulle til for at forme numrene til den stemning, vi vil have frem. Men begge elementer er kun brugt, hvor vi fandt dem brugbare.

Hvordan ser det ud på livefronten i den kommende tid? Er der koncerter eller ligefrem større turneer planlagt i den nærmeste fremtid?

Vi spiller i Pumpehuset i København den 6. maj, og derefter har vi ingen koncerter planlagte, da vi foretrækker at koncentrere os om arbejdet med det kommende album. Dog håber vi stadigvæk, at den udsatte turné i Sydamerika endelig bliver til noget i efteråret.

I har været på banen i mange år. Alligevel er I aldrig rigtig kommet op og ud af undergrunden i Danmark. Føler I jer forbigået, når nyere og ofte meget ringere metalbands kommer frem og får mere mediedækning og bliver mere eksponeret end det, som har været tilfældet for Denial Of God?

Jamen, selvfølgelig kan det da ofte være frustrerende at se, at man arbejder på noget i 25 år, og andre så høster meget mere anerkendelse og kommerciel succes på seks måneder. Men hvis man bliver for fokuseret på den slags, så kan man lige så godt holde op med at spille i Denial Of God, for så vil det æde en op og ødelægge en. Denial Of God er udtryk for et mørke, som hviler i os alle, og vores ambitioner er af musikalsk og ikke af kommerciel natur.

Hvordan ser I den nuværende black metal-scene herhjemme og i nabolandene – Er der fremgang at spore, eller mener I, at nyere navne gør mere skade end gavn for genren?

Jeg har rundet de 42, og mit liv er simpelthen for kort til at følge med i den slags anno 2017, for det giver mig intet som helst længere at søge efter noget godt, når jeg så ufatteligt sjældent kan bare halvvejs begejstres over noget nyt.

Er der nyere navne, som I finder specielt gode eller specielt overhypede?

Overhypede navne er der masser af, men det interesserer mig simpelthen ikke. Jeg har bevidst fravalgt at beskæftige mig med såkaldte scener, da det er spild af tid for mig personligt.

Er det efter så mange år med Denial Of God stadig nemt at være motiveret og opstille nye mål med musikken?

Hvis man ser bort fra de forhold, man arbejder under i musikbranchen i den her tidsalder, som kan være forbandet demotiverende, så er det ikke svært, så længe man har noget på hjerte og har noget, som skal ud i musikalsk form. Vores materiale tager lang tid, det er ikke noget, der kommer til os hver eneste dag. Men der er de øjeblikke, hvor alt går op i en højere enhed, og tingene former sig til noget nærmest magisk. Det er disse øjeblikke, vi lever for.

Hvilke fremtidige ønsker har I for Denial Of God?

I øjeblikket er vores fokus udelukkende på det kommende album. Hvad der vil ske efter dette, må tiden vise. Vi ønsker bare at indspille et album, som vi først og fremmest selv er tilfredse med, og hvis så andre kan lide det, og det vil føre nogen koncerter med sig, er det bare en bonus.

I har altid gjort en del ud af sceneshowet. Kan publikum forvente nyt på den front ved koncerten på fredag?

Intet nyt som sådan, men vi lover fortsat at gøre noget ud af det.

Der er muligvis stadig nogle af Devilutions læsere, der endnu aldrig har oplevet Denial Of God live. Hvad kan publikum forvente sig i Aarhus, og hvorfor er det vigtigt, at man tropper op for at se og høre jer spille på Royal Metal?

Hvis man kender musikken, så vil man opleve sangene fremført visuelt på en måde, som understreger stemningen i numrene. Hvis man ikke kender musikken, så skal man alligevel troppe op for at se et band, som altid vil give 100 procent og spille med en indlevelse og intensitet, som få kan matche. For os er ingen koncert en rutine!