Et fedt band at være med i

Chris Pennie kommer ind på bruddet med Dillinger Escape Plan for at fortælle historien om sin entré i Coheed and Cambria i 2007, da Devilution talte med ham i KB-hallen før koncerten i november 2010.

Chris Pennie kom lige fra soundcheck og direkte ind i et backstage-lokale, og selvom der var mange ting at nå inden koncerten blot et par timer efter, så var han stadig meget imødekommende og snakkesalig.

Hvordan er det er at være med i Coheed?

- Det er fedt. Og det mener jeg fuldt ud. Folk misforstår ofte den slags "årh, det er bare fedt, at jeg med i det eller det band", men det her er "for real". Jeg nyder de andres selskab og at spille med dem samt være på tour med dem.

Det kan jo godt være lidt svært at komme ind i en sammentømret gruppe…

- Yeah, du ved… det er en af hovedårsagerne for at jeg overhovedet gik med i bandet: simpelthen at det klikkede fra start. Jeg havde været i et andet band (Dillinger Escape Plan – red.) med nogen, jeg var vokset op sammen med, og vi gled nærmest fra hinanden, og fik forskellige synspunkter. Og i sidste ende skred jeg, fordi jeg gerne ville lave andre ting. Opnå andre ting. Mht. musik er der så meget forskelligt, man kan opnå. Det er rart, at man nogle gange kan træde lidt uden for den her "kasse", som man måske ellers kan være i hele sit liv.

Hvordan kom du med – søgte bandet direkte efter en ny trommeslager?

- Det var egentlig ret interessant.  Det band, jeg spillede i tidligere åbnede for Coheed… Guitaristen i mit tidligere band forlod os ret uventet under touren, og da vi kom hjem fik vi talt om en masse ting. Han sagde simpelthen, at han ikke ville turnere med os i et års tid, fordi han havde gang i nogle ting, der… hmm… ikke var helt lovlige. Og det var han nødt til at gøre noget ved. Det var jeg sådan lidt "Wow…men jeg vil altså spille!" til, og jeg ville ikke rodes ind i en andens retssag og personlige ting. Der gav en masse dårlig energi i bandet.

- Og jeg havde kendt de her fyre længe… vi gennemgik omtrent de samme ting. Altså ikke ned i detaljen, men alligevel. Vi var forbundet på en måde i en slags overgangsfase, så det var selvfølgelig et hårdt slag, at jeg – trommeslageren – et originalmedlem, som man havde spillet med i 10 år ikke længere ville være med.

- Det var i efteråret 2006, og jeg mødtes med Coheed…bare for at jamme og mærke stemningen. Og der var bare en fantastisk stemning. Claude (Claudio Sanchez, sanger/guitarist/sangskriver – red.) havde ringet og sagt "kig forbi og lad os spille et par sange". Det var fedt, virkelig en god tid. Og det førte til en masse ting, og ja, vi klør stadig på.

DET MUSIKALSKE KOLLEKTIV

Hvor meget har du så som trommeslager haft med det seneste album at gøre?

- Det gode ved det her band er, at det er en slags kollektiv, hvor vi alle har input. Ligesom Atticus (Ross. Nine Inch Nails m.fl. – red.) og Joe Barresi (Queens of the Stone Age, Tool – red.) på produktionsholdet hjælper yderligere. Min rolle er… altså Claude skriver riffs og vokalmelodier, ikke noget definitivt med tekster, men bare de rå idéer og skelettet. Jeg putter så trommer på nogle demoer og Travis lægger guitar på, Mike lægger lidt bas på. Bare for at få den grundlæggende idé på plads. For vi er som regel på farten og har ikke faciliteterne eller tiden til det helt store. Når jeg så er hjemme en uge, så gælder det bare om at få idéerne på plads og arbejde med min del.

- Og når vi så har tid mødes vi alle sammen og går idéerne igennem. Der kan være noget Mike på bas spiller, som så ikke længere passer til mine trommer, der blot har fulgt en guitar til at starte med. Så der er forskellige stationer og forskellige metoder, som sangene vokser fra indtil den sidste station i studiet.

Så man kan sige at Claude er hovedsangskriveren, men I er alle med til at arrangere materialet?

- Korrekt.

Mit næste spørgsmål var måske mere oplagt at stille til de andre, men måske ved du lidt om det alligevel: med denne her science-fiction historie med tilhørende tegneserie, hvordan kan det så være at jeres artwork er så forskelligt fra album til album?

- Jeg kan ikke sige det helt præcist på Claudes vegne, men der er mange faktorer, som spiller ind. Der er mange idéer til artwork hver gang og mange involverede. Det starter med en løs idé, og så afhænger det lidt af, hvem der er til rådighed. Der har været adskillige varianter af det seneste cover. Selvom vi har tegneserien, så er der også visse tidsperspektiver og deadlines, som spiller ind.

- Ikke alt kan lade sig gøre, så nogle gange er de andre idéer bare bedre, uanset om de følger historien tæt eller ej. Og æstetisk ser det måske heller ikke fedt ud.

- Til denne plade er det et meget simpelt design. Jeg er vild med det. Det er ret åbent for fortolkning. Første gang jeg så det var i Claudes hus for et års tid siden, cirka. Lidt før jul, pladen var netop indspillet og mixet. Han havde et par versioner, og det var tydeligt, at han gik efter noget mere simpelt. Det er et af mine yndlingsartwork. Ikke bare for bandet, men generelt. Det fanger øjet, helt sikkert.

FED TOUR MED DEFTONES

Hvordan har I det med pakken med Deftones her – I er jo ikke ligefrem ukendte selv jo?

- Jeg tror vi får meget ud af denne tour. Der er ikke andet end positivt at sige. Vi har altid været fans af bandet, og har set dem, da vi voksede op. De er virkelig fine fyre, så det gør det let at turnere sammen. Der er allerede gået nogle uger bare sådan (Chris knipser). Dels kommer vi til at spille for folk, som aldrig har hørt om os, eller nogle som måske har hørt lidt om os, for vi har trods alt eksisteret i over 10 år. Måske har de hørt et par sange, men har aldrig set os "live". Og nu er de tvunget til det, haha.

- Og selvom vi kommer meget rundt, så det ikke helt så tit vi er på disse kanter som i England eller USA, så det er også godt for bandet at komme her igen. Og det er den bedste måde at gøre det på. Enten via festivaler eller ved at åbne for et stort band.

Sætter I showet anderledes op, når I er support frem for headlinere?

-  Det gør vi helt sikkert. Det afhænger blandt andet af hvem vi spiller med. Headliner vi, så har vi typisk 40 minutter yderligere, hvor vi kan variere mere og sprede højdepunkterne ud, have ekstranumre osv. Når vi åbner for et band af denne størrelse og som er et lidt hårdt band, så går vi lidt mere efter det rockede udtryk. Vi spiller ikke ballader som 'Pearl of the Stars'. Fokus er på de mere aggressive sange.

I har et ret progressivt udtryk, men på overfladen har I ofte den her lækre melodi, som jeg synes fænger med det samme.

- Fedt. Ja, det er noget af det som jeg mener, er med til at få det her band til at skille sig ud. Der spilles meget forskelligt i en dybere opfattelse. Vi hører meget musik, og kan lide meget forskellig musik. Det koger vi ind til en bestemt stil… jeg vil måske ikke kalde det progressivt, selvom mange kalder det sådan. Jeg tror, jeg vil kalde det rock, men med en masse forskellige inspirationer. Og nogle gange giver det nogle hårde sange, hvor det fede så er de her opblødende melodier, der ligger over sangene.

INSPIRATIONER OG GARDIN-HÅR

Sangen ’Welcome Home’ introducerede mig til Coheed And Cambria i sin tid, og jeg har siden læst at mange mener, at der er en meget tung inspiration til en bestemt Led Zeppelin-sang. Nu er du jo først kommet med efter den sang blev skrevet, så hvad mener du?

- Den har de - jeg vil kalde det tendenser - men jeg mener ikke, at den ligefrem tager fra sangen. Der findes masser af sange, hvor man kan mene, at det er fra et andet band. Det er mere et spørgsmål om inspirationer, og hvor man kommer fra musikalsk. Alle bands har et eller andet til fælles med andre bands.

- Man lader sig inspirere og gør det så til sit eget på en måde. Når man starter med at lære at spille på et instrument, så prøver man sig selvfølgelig frem, men man har også sine idoler at se op til, og låner måske lidt af deres stil. Og så blander man det med sit eget indtil man når frem til sin egen lyd.

Her til slut, arbejder I på nyt materiale allerede eller har I andet i udsigt?

- Nej, den her tour slutter mere eller mindre ved årets slutning. Vi skal hjem på juleferie og så ellers holde et par måneder fri. Claude er allerede i gang med nogle idéer. Jeg vil tro at efter ferien, så sætter vi os sammen og arbejder på noget. Det er ikke noget vi har talt om, men det system, jeg fortalte om tidligere, om at sende filer og idéer videre til hinanden, var sådan lidt pga. tidspres. Sådan arbejder vi, men denne gang tror jeg det bliver anderledes lige fra starten.

- Claude har ikke spillet noget for mig endnu, og det kan jeg egentlig godt lide, for så er det helt friskt, når jeg hører det, og så skal jeg reagere på det med det samme, når vi prøver det. I modsætning til at alle har fået det rundt, før vi prøver det af sammen. Det bliver en anden proces, men det tror jeg er en god ting.

Har I et kælenavn for Claudio og hans store hår? Vores fotograf har fx tidligere fanget ham, hvor det bare er en mikrofon, der kommer ud af noget hår.

- Haha… Nej, jeg tror faktisk ikke nogen kalder det noget. Gad vide om de andre har? Det er mest Claude selv, som gør grin med det. Han kaldet det for ”gardinet”, fordi han kan gemme sig bag det. Han kan godt være lidt genert, og så tager han bare håret ind foran.

Anmeldelsen af koncerten med Deftones: her.

Omtalte foto af "gardin-håret":