Hvad du ikke vidste om Fieldy

Et interview kan gå mere eller mindre godt. Dette, med Korn-bassisten Fieldy, hører bestemt til i den sidste kategori.

Vi på Devilution har efterhånden interviewet en del musikere og andre mennesker i den mægtige metals tjeneste. Det går for det meste godt – nogle interviews er selvfølgelig bedre end andre, men for det meste er interviewofrene bemærkelsesværdigt omgængelige. Kun en sjælden gang bliver de sure, og ligeså sjældent er det, at de ikke evner at svare.

På Copenhell sidste år havde jeg den fornøjelse at tale med Fieldy fra Korn. Ikke at man skal forstå det som et hverken morsomt eller oplysende interview – faktisk var det i dén forstand aldeles mislykket, og derfor har det været henvist til en plads få centimeter over papirkurven. Men fornøjeligt var det at fortælle om bagefter, så derfor kommer her, på utallige opfordringer, med kommentarspor, mit møde med Fieldy fra Korn.

Efter lang tids venten foran Korns tourbus, hvor interviewet skulle foregå, blev det endelig min tur til at interviewe én af metallens kendteste bassister. Manden, hvis lavstemte klikkende signaturlyd, har været med til at definere hele Numetal-genren. Et band der har haft sine op- og nedture, men stadig formår at holde sig, om ikke på, så i hvert fald tæt på toppen af den internationale metalscene.

Og tiden gik...

Med svedige håndflader og let hjertebanken – menneske og musikfan er man jo bare – blev jeg ført gennem turbussens snørklede indre for at blive placeret i et loungemiljø på bussens første sal, lige over førersædet (eller, lounge og lounge... Det var i hvert fald luksuriøst nok til at farve det meste af campingdanmark med jalousiens grønne kulør.)

Hilsener blev udvekslet - så lang så godt, og så var det bare i gang med at krænge masken af dette unikum af et menneske, for at se hvad der drev ham fremad. ”Du har været i gang i en del år efterhånden. Hvad gør du for at holde dig frisk som musiker?” Spurgte jeg knivskarpt. Lang pause. ”Dét er et godt spørgsmål.” svarede Fieldy og fortsatte, ”jeg tror...” Lang pause. ”Jeg ved overhovedet ikke om jeg kan besvare spørgsmålet. Jeg gør bare, hvad jeg gør...”. Yderligere venten. ”Jeg ved det ikke. Jeg ved ikke, hvad jeg gør, for at holde mig frisk. Jeg...” Lang pause, ”Det er et godt spørgsmål”, sluttede han endelig af med.

Man skal være glad for lidt, og rart var det, at han sådan syntes om mit spørgsmål. Et brugbart svar havde nu været en større ros, men med lidt smørelse kunne jeg måske lirke døren op til denne sarte kunstnersjæl. Hvad nu hvis jeg lagde ham ord i munden, for at få tungen på gled: ”Er det et indre drive, der får dig til det...?” sagde jeg, og lod sætningen hænge, i håb om at han ville fortsætte. ”Jeg ved det virkelig ikke. Godt spørgsmål!” var svaret. Så nej, det ville han ikke.

Tung træskovals

Puha, en træskovals af de tungere, tegnede det til at blive. Men dø i synden ville jeg ikke, så videre til næste spørgsmål: ”Det næste spørgsmål er måske ligeså svært at svare på...”, begyndte jeg, kun antydningsvist spydigt. ”Fint, jeg vil gøre mit bedste”, kom det imødekommende fra Fieldy. Jeg fortsatte mildt fedtende: ”Mange bands fra halvfemserne er sygnet bort, men ikke Korn. Hvorfor?” ”Øhm. Jeg ved det ikke... Jeg gætter på, at det er fordi vi har virkelig loyale fans. For hvis de ikke var loyale, så var vi også borte. Det må være dét, for ellers kan jeg ikke regne det ud. Det må være loyale fans”. Enhver managers drøm af et svar. Man kan næsten høre ham baggrunden: ”Lige meget hvad, så sørg for at sige noget pænt om kunderne”. For andre var svaret måske ikke lige det, der var håbet på. Et enkelt ord om musikken havde i hvert fald været klædeligt...

Ikke til fals for smiger

Panikken bredte sig så småt inde bag mit danske dejansigt, der dog tryllede lidt mere fedteri frem, i håbet om at han var til fals for smiger og billig portvin: ”I prøver altid at gå nye veje fra plade til plade...”, (host!) ”kan du beskrive den kreative proces?” Lang pause. ”Som kunster kommer man til at kede sig, så når man skal lave en ny plade, så siger man: "Lad os lave noget nyt". Man kommer simpelthen bare til at kede sig. Vi prøver derfor altid at genskabe musikken, men vi vil ikke gå for langt, for det skal lyde som Korn. Så det passer vi på med.” Så Korn laver altså noget nyt for ikke at kede sig, men ikke så nyt at det bliver farligt for fanbasen. Det kan man sgu kalde kunstnerisk ambition!

Nu var det tid til at gribe efter strå: ”Søger I efter inspiration hos nogle bestemte bands – nye bands?” ”Nej” faldt svaret promte, ”vi bliver kun inspireret af Korn. Gammelt Korn. Sådan er det i hvert fald for mig. Det kan være at Monkey ville have svaret anderledes.”

Ren panik

Lukkede ja/nej-spørgsmål er aldrig en god ide at stille, men en desperat interviewer må have lov til at prøve alt: ”Troede du at det var slut, da mange af medlemmerne forlod Korn?”, ”Nej, jeg har hele tiden været sikker på Korn”. Ikke det mest eftertænksomme svar, må man sige, men længden på det var jeg selv ude om.

”Har det gjort en kreativ forskel for Korn at have fået Ray Luzier med?” fortsatte jeg, da de lukkede spørgsmål trods alt gav ham mulighed for at svare noget. ”Jeg tror at grunden til at Ray blev Korns trommeslager, var fordi han ikke ville lave Korn om, fordi han forstod, hvad Korn gik ud på. Han har bidraget med lige præcis dét vi ønskede.”

Og med det svar takkede jeg af. Efter syv minutter med en mand, der ikke rigtig vidste hvorfor han gjorde som han gjorde, eller hvorfor det virkede, og som ikke rigtig havde nogen kunstneriske ambitioner med sin musik – i hvert fald ikke nogen som mine evner som journalist kunne få ud af ham. Så om ikke andet kan man grine lidt af dét...