Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Metaladvokaten

Populær
Updated
Metaladvokaten

Aarhusianske Malrun har været vidt omkring i løbet af 2012, og på tærsklen til et nyt og travlt år fik Devilution sig en snak med den hårdtarbejdende forsanger Jacob Løbner.

Kunstner
Fotograf
Jacob Dinesen
Forfatter

Malruns år må siges at have været både succesrigt og travlt - tre supportturneer rundt i Europa og udgivelsen af et anmelderrost andet album. Har I nået, hvad I håbede på i 2012?
- Ja, der har været run på i 2012 for Malrun, ikke mindst for leveren pga. de mange turbajere. Selvfølgelig er der stadig et stykke vej til et decideret internationalt gennembrud, men hvis man tænker på, at Malrun siden udgivelsen af albummet 'The Empty Frame' for kun otte måneder siden har spillet mere end 45 koncerter i udlandet fordelt på 9 forskellige europæiske lande, herunder både tours og festivaller som Rock Harz osv., så kan jeg vist kun være tilfreds med udviklingen. Vi er i 2012 gået fra at være et lille band i den danske metalandedam til at være et band med internationelt potentiale, der turnerer aktivt i Europa med et stærkt tysk bookingbureau i ryggen. Men det er skam kun første skridt på stigen, så vi kæmper videre, og leveren må prøve at følge med.

Det har været tre vidt forskellige bands i har turneret med: Die Apokalyptischen Reiter, Emil Bulls og Engel? Hvilken respons fik I?
- Som du selv siger, så er de tre bands meget forskellige. Die Apokalyptischen Reiter var nok en tand for old school til os rent genremæssigt, selv om det var en fed tur. Deres fans mødte ofte op til koncerterne iført denimveste med påsyede Venom- og Hammerfall-mærker, og så ved man sgu godt, hvad klokken er slået, haha. Engel passede langt bedre til Malrun pga. deres melodiske metal, og deres fans tog supergodt imod os. Men også Emil Bulls’ ungdommelige og moderne islæt var et godt match med Malrun. Tre fede tours og en masse erfaringer rigere. Og de tre tours har lært os en masse om, hvad der skal til for at begå sig på internationalt niveau, og de erfaringer er vi nu i gang med at integrere i vores setup.



I har jo primært spillet i udlandet, og I har tidligere nævnt, at det også er den store omverden I satser på, men hvordan føler I, at det går med det danske gennembrud?
- Der har været masser af god omtale af Malrun i Danmark, både i Sort Søndag og på diverse metalsider. Vi har også spillet en række headlinerkoncerter i Danmark her i 2012, hvor publikum har været virkelig fantastiske, så selvfølgelig elsker vi at spille i Danmark. Men ja, helt generelt så må jeg sige, at den danske metalscene tilsyneladende har en tendens til at fokusere ret ensidigt på død og thrash, en slags genrefascisme kan man sige, og det er ærgerligt, for det har muligvis gjort, at Malruns melodiske og rockede metal endnu ikke helt har fået den opmærksomhed herhjemme, den fortjener. Men vi satser som sagt på det store udland og især Tyskland, som jo er verdens tredje største musikmarked, for du bliver altså aldrig et stort metalband ved kun at spille i de samme 7-10 danske byer i andedammen.

Og nu til det spørgsmål, jeg har set mest frem til at få et svar på: Hvordan får man det til at fungere med et arbejdsliv ved siden af en spirende metalkarriere, hvor man tager så meget på tur? Det må kræve nogle afsavn og ikke mindst et par velvillige og fleksible arbejdspladser, eftersom du og resten af Malrun alle har jobs ved siden af.
- Der er nu faktisk også nogle stykker i Malrun, der stadig er studerende, men ja, flere af os har faste jobs og forpligtelser af forskellig art, og du har helt ret i, at det kræver en hel del. Det kræver for det første at man har en vis fleksibilitet på sit job, fx. en god aftale med sin chef om mulighed for at få fri til at tage på tours. Og så kræver det i høj grad, at man er villig til at prioritere sin tid og sit liv ret hårdt, for med tre ture i 2012 så har vi jo været på landevejen rundt i Europa i ca. 2½ måned inden for cirka en 6 måneders periode. Så opbakning og forståelse fra kæresten og så videre er også super essentielt. Men for os er musikken og turnéer en naturlig og selvfølgelig prioritering, for det er jo det, vi har kæmpet for gennem flere år, og vi forfølger og udlever drømmen nu. Praktiske udfordringer skal da ikke få lov at blokere alt det fede, vi har gang i.

Jeg antager, at Malrun en dag kaster sig ud i det tredje album - har der overhovedet været tid til at arbejde med det i løbet af et travlt 2012? Og er den nærmeste fremtid også sat af til at turnere for at promovere 2eren?
- De mange ture har været topprioriteten i 2012, så sangskrivningen har været sat på stand by. Vi spillede i Horsens sammen med Pretty Maids her i december, og det var afslutningen på et hektisk koncertår. Men nu går vi i gang igen med at skrive nyt materiale, og det kommer til at blive topprioriteten i første halvår 2013, inden vi går i studiet igen til efteråret. Vi føler, at de mange ture og internationale erfaringer har modnet og skærpet os markant, så vi glæder os til at se, hvordan dét kommer til at påvirke sangskrivningen. Personligt tror jeg, at vi kommer til at skrive et konge tredje album, for vi er blevet ultrabevidste om, hvad der virker i praksis.

Ved siden af Malrun og et advokat-job (!) er du også forsanger i Boil - hvordan prioriterer du mellem de to bands? Kan man forvente samme tur-aktivitet med Boil som med Malrun?
- Boil har været i skyttegraven i meget lang tid, men det skyldes, at vi der har taget os tid til at brygge på et ultraambitiøst konceptalbum 'aXiom', der er baseret på omfattende interviewsamtaler, sin vi har afholdt med psykisk syge mennesker. Og samtidig har vi indgået international pladekontrakt, bookingaftale og managementaftale, så jeg tror, der kommer fart på Boil også, når albummet udkommer d. 15. februar 2013.

Vi spiller releasekoncerter i Århus på Radar d. 2. februar 2013 og i København på Lygten Station d. 8. februar 2013, og derudover har vores bookingselskab planer om både svenske releasekoncerter, festivaller og europatours. Så jo, du har formentlig ret i, at jeg får ret travlt, når både Malrun og Boil turnerer i udlandet. Men hey, man skal jo ikke brokke sig over, at alle de mange års hårde arbejde i øveren pludselig giver pote. Dét skal da nydes og udleves til fulde.



Har du forskellige roller i Malrun og Boil? Jeg tænker primært på sangskrivningen, men selvfølgelig også på hvor stort et arbejde du gør for bandsene i form af promotion og den slags arbejde?
- For så vidt angår sangskrivning, så kan man vel lidt forenklet sige, at de vokalmelodier jeg laver i Malrun er baseret meget på følelser og stemninger, hvorimod vokalmelodierne i Boil mere er baseret på tanker og koncepter. Så for mig er det to meget forskellige måder at arbejde med musik på, og netop derfor synes jeg, det er sjovt at være med i begge bands. Hvad angår interne arbejdsopgaver, så er begge bands struktureret ret professionelt med arbejdsgrupper og ansvarsområder for alle bandmedlemmer, hvor opgaverne er fordelt efter individuelle kompetencer.

I begge bands har jeg rollen at stå for alle kontakter udadtil, dvs. al networking med andre bands og med branchefolk, indgåelse af kontrakter osv., og det skyldes jo nok, at det langt hen ad vejen er den slags ting jeg arbejder med i mit daglige job, så derfor giver det også mening at gøre det i bandregi.

-------------------------------------------

Jacob Løbner og Boil afholder københavnsk releaseparty for deres andet album 'aXiom' fredag den 8. februar på Lygten Station sammen med Defecto og Broken Hand Charity - Facebookevent