Mød bookeren - Becky Laverty, Roadburn Festival

Om kun en uges tid er det atter tid til Roadburn Festival, der for mange står for det årlige indslag af ny og spændende musik og koncerter, der går ud over det normale. Kom med bag om scenerne i vores interview med Becky Laverty, en af bookerne på festivalen.

Vi sætter fokus på bookerne bag de festivalprogrammer, vi glæder os til år efter år. Fra de små, lokale festivaler, der alene eksisterer i kraft af ildsjæle, til de store og tunge festivaler på musikscenen. 

De fleste af årets dage er bookeren den usynlige hånd, der kuraterer et festivalprogram. Men når programmet offentliggøres og billetterne sættes til salg, er resultatet af det hårde arbejde synligt for alle. Festivalbookeren er en person, som alle har en holdning til. Enten har bookeren valgt det helt rigtige eller det helt forkerte. 

Nu lader vi hovedpersonen komme til orde, og giver festivalgængerne et indblik i de overvejelser, erfaringer, oplevelser og evner, der tilsammen udgør “Bookeren”. 

Hvorfor blev du booker? 
– Det var en naturlig progression fra de andre roller, jeg havde på Roadburn. Det var ikke et mål, jeg satte fra starten som så blev realiseret, men mere en fortsættelse af det arbejde, jeg allerede varetog, og så passede det godt til mine evner og min passion.

Hvordan blev du booker? 
– Jeg begyndte at arbejde for Roadburn i 2014 i rollen som presse- og kommunikationsansvarlig og hen over årene udvidede det job sig til at omfatte stadig flere elementer, indtil jeg til sidst blev spurgt, om jeg ikke ville være en fast del af bookingteamet. Og selvfølgelig sagde jeg ja.


Hvad er du inspireret af i dit arbejde som booker? 
– Jeg er mest af alt inspireret af de kunstnere, vi får lov at have på Roadburn. Når musikere fortsætter med at skubbe til deres egne og den omgivende verdens grænser, er det meget inspirerende at være vidne til, og endnu mere når vi får lov til at være en del af det og spille en lille rolle i at hjælpe dem med at realisere deres vision.


– Jeg er også inspireret af at arbejde sammen med Walter (Hoeijmakers, Roadburns kunstneriske leder, red.); han har lavet det her i 26 år nu og er altid forudseende, altid på udkig efter nye måder at værdsætte og fremvise kunst på.


Hvordan beslutter du, hvilke bands du vil booke? Er der begrænsninger, som du skal tage hensyn til, når du booker? I hvor høj grad booker du med afsæt i festivalens musikalske profil? 
– Vi er tre i bookingteamet - Walter, mig selv og Daan (Holthuis, musikchef på 013-venue, red.). Meget af det, vi booker, er baseret på mavefornemmelser, og nogle gange læser vi også tendenserne, forsøger at få en fornemmelse af noget nyt, der kommer vores vej, før det bliver fuldt realiseret, så vi kan være med fra begyndelsen.

– Roadburns omfang er ret bredt, og jeg tror, at grænserne for, hvad der udgør et Roadburn-band, altid er i bevægelse og kan variere fra udgave til udgave. Vi arbejder ikke efter kønskvoter, genrekvoter eller andre betingelser. Vores opgave er at sammensætte en velafbalanceret, multigenre-festival, der fanger, hvad der sker i nutiden, fejrer vores rødder og fremmer fremtidige talenter.


Oplever du en ændring i musikindustrien i dag i forhold til, da du startede?
– Jeg har kun været booker på Roadburn i et par år, men jeg har været involveret i musikindustrien i lang tid i forskellige roller. Jeg tror ikke, at du vil have nok plads til at udgive det essay, jeg kunne skrive om ændringerne i branchen i de cirka sytten år, jeg har været involveret. Teknologi – især streaming – har ændret vores forhold til musik på en måde, som jeg ikke er sikker på, kan fortrydes eller endda fuldt ud forstås. Det har en afsmittende effekt på alle områder af industrien og vores forventninger til kunstnerne. Jeg tror dog ikke, at der er nogen vej tilbage nu, så det er nødvendigt at fortsætte med at se fremad. Så længe der bliver lavet kunst, vil folk finde en måde at fremvise den på – det er instinktivt og nødvendigt. Hvordan vi opnår det kan ændre sig afhængigt af ydre kræfter, men den optimistiske del af mig tror på, at god kunst altid vil finde sit publikum.

Hvornår er det rigtig fedt at være booker? 
– Det føles virkelig godt, når du booker noget helt efter mavefornemmelse, og det betaler sig – når andre slutter op, og deres mavefornemmelser stemmer overens med dine. Som da vi bookede Couch Slut sidste år til Roadburn.



– Jeg var meget nervøs, før Chat Pile spillede på Roadburns hovedscene for første gang. Når jeg ser tilbage, ved jeg egentlig ikke hvorfor. Men i timerne før showet fik jeg pludselig tvivl, mens jeg i de tidligere måneder havde været fuld af selvtillid. Alligevel var hovedscenen fyldt. 3000 mennesker fuldt engageret med Chat Pile. Det føltes bestemt godt.

… og hvornår er det mindre fedt at være booker? 
– Jeg tror, det er, når det modsatte sker. Nogle gange er timingen forkert, eller budskabet nåede ikke de rette personer, eller noget andet forhindrer, at showet falder ud som forventet.
Det føles ikke godt, når folk antager ting om os som bookere – at vi booker for at opfylde en kvote, eller at vi bevidst ikke booker et band af en tænkt grund. Det er umuligt at behage alle, det ved jeg. Roadburn er sammensat med megen omhu og opmærksomhed, med kreativitet i fokus, men nogle gange taler folk om os, som om vi er et stort, ansigtsløst, multinationalt selskab. Det er bizart, og det føles ikke godt.

Hvilken booking er du allermest stolt af?
– Dette år er jeg virkelig glad for, at vi har Genital Shame. Det er ikke let for et bedroom-black metal-band at komme til Europa på en DIY-turné. Det er dyrt, logistisk svært og intet er givet. Så det føles godt, at stjernerne stod rigtigt, og alle involverede samarbejdede for at få det til at fungere.
Hvis vi taler om nogensinde, så måske Khanate sidste år. Det har altid været mit drømmeband at booke til Roadburn, så det var ret specielt, at det faktisk blev til virkelighed.

Er der et band, du aldrig nåede at booke, før de forsvandt eller blev for store?
– Udover Khanate har jeg altid virkelig ønsket at booke Botch. Vi kom meget tæt på, men dengang kunne det ikke lade sig gøre. Jeg fik ikke set dem tidligere, men jeg så dem et par gange, da de gendannedes, og det er jeg tilfreds med, selvom vi ikke formåede at få dem til Roadburn. Jeg føler ikke, at der noget, der er uafsluttet, og jeg tror, de er tilbage i dvale nu.

Hvad er den største chance, du har taget (med succes)?
– Jeg tror, det afhænger af, hvordan du definerer succes! Vi tager nogle gange chancer ved at invitere bands, der måske er uden for vores liga, og hvis de overvejer, hvad vi foreslår, kunne det være en markør for succes. Nogle gange bliver jeg bedt om at skrive meget personlige, hjertelige invitationer til kunstnere, og til sidst bliver showet ikke til noget, og vi får at vide, at timingen ikke er rigtig, for eksempel. Når vi får positiv feedback om, at kunstneren er interesseret i at komme på et tidspunkt, eller at de satte pris på vores forslag og tilgang, føles det som en succes, selvom resultaterne af det ikke kan ses offentligt.

– Jeg ved, at det ikke sætter navne på, hvilket nok var, hvad spørgsmålet var beregnet til at gøre. I mit daglige liv er jeg en meget utålmodig person, men Roadburn har lært mig at være tålmodig, fordi nogle gange tager de bedste ideer meget lang tid om at komme tilbage og få deres øjeblik i rampelyset. Men ofte, hvis du er tålmodig, kommer den tid!

Hvad skal der til for at få succes som booker?
– Det er et vanskeligt spørgsmål for mig at besvare, tror jeg. At bygge en succesfuld festival, som Walter har gjort, er en helt anden opgave end den, jeg har, som er at arbejde sammen med ham, mens vi fortsætter med at bevæge tingene fremad og forblive tro mod hans vision for Roadburn.
Nogle gange kan jeg ikke fatte, hvor heldig jeg er. At dette er mit job, og at jeg får mulighed for at tænke på de her ting hele dagen, hver dag. Og andre gange giver det perfekt mening; der er intet andet, der ville give lige så meget mening for mig at lave. Siden jeg begyndte at interessere mig for musik som barn, har jeg haft en konstant udviklende konstellation af information om musik og kunst i mit hoved. Gennem det arbejde, jeg laver nu, føles det, som om jeg har fundet et formål med al den data, som kan bruges til gode formål; at tegne linjerne mellem tilsyneladende forskellige ting og bringe dem ind i hinandens kredsløb. Det føles som en succes for mig, men jeg ved ikke, om det ville udgøre succes for alle bookere på alle festivaler!


Har du nogle gode råd til bands, der gerne vil spille på din festival?
– For at din egen kreative vision skal lykkes, skal du være tro mod dig selv. Jeg ved, at det måske lyder som en undskyldning, men jeg mener oprigtigt, at hvis du holder fast i dine værdier og overbevisninger, mens du skaber, vil du finde den rette vej. Hvis du laver noget fremragende, som ingen andre kunne gøre, så er det en ret god start.

– På et praktisk niveau bliver vi ofte spurgt, om et band skal have en bookingagent for at spille på Roadburn – svaret er nej. Vi booker mange bands direkte. En bookingagent er ikke strengt nødvendig, men at spille live øger bestemt chancerne for at være på vores radar. Vi holder øje med, hvad der sker, og har folk, der fortæller os, hvad der foregår, der, hvor de er. Hele tiden.

Og sidst men ikke mindst: Hvad er den underligste oplevelse du har haft? 
– Intet dukker op i mit hoved – undskyld! Mit hoved er fuld af de allersidste Roadburn-forberedelser i øjeblikket. Måske har min mærkeligste oplevelse endnu ikke fundet sted.