Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

"Det er vigtigt at huske sangene fra det her band"

Populær
Updated
"Det er vigtigt at huske sangene fra det her band"
"Det er vigtigt at huske sangene fra det her band"
"Det er vigtigt at huske sangene fra det her band"
"Det er vigtigt at huske sangene fra det her band"
"Det er vigtigt at huske sangene fra det her band"
"Det er vigtigt at huske sangene fra det her band"
"Det er vigtigt at huske sangene fra det her band"

Devilution i samtale med en frustreret og trist Glenn Hughes, sanger og bassist i Black Country Communion, som just har udgivet deres tredje album, 'Afterglow'. Læs her om den tidligere Deep Purple-bassists frustrationer. Er bandet på vej mod en opløsning?

Titel
"Afterglow"
Distributør
Forfatter
Karakter
5

"Read between the lines, my friend."

Devilutions udsendte medarbejder opfordres hele tre gange i løbet af mindre end en halv times telefoninterview til selv at regne 'den' ud. 'Den' er, hvad der mon skal blive af hardrockens redningsband, supergruppen Black Country Communion. Bandet har just udgivet album nummer tre, 'Afterglow'.

For optakten til udgivelsen af  Black Country Communions tredje studiealbum på to år har været temmelig voldsom. Så voldsom, at Glenn Hughes i flere internationale interviews såede tvivl om bandets fremtid. Årsag: Superguitarist Joe Bonamassa har så travlt med at forfølge en solokarriere, som peaker på verdensplan lige nu og her, at han ikke har tid til at turnere med Black Country Communion. Glenn Hughes' offentligt luftede frustrationer har undervejs i forløbet fået Bonamassa til at gå modoffensiv og sige, at ingen skal presse ham til at spille live. Og til at sige, at alle i Black Country Communion på forhånd vidste, at Bonamassa ville topprioritere sin egen karriere det næste års tid.

Da Devilution en halvsen aften får Glenn Hughes i røret fra Los Angeles, har Bonamassa endnu ikke sat sin modoffensiv ind. Til gengæld vil Hughes gerne nedtone konflikten. Derfor opfordringerne til at læse mellem linjerne.

Egentlig et Hughes-soloalbum

Vi starter lidt forsigtigt ved at nærme os det prekære emne ad omveje. Glenn Hughes har skrevet stort set hele 'Afterglow'. Så ...

- 'Afterglow' skulle egentlig have været et Glenn Hughes-soloalbum. Hvad fik dig til at ombestemme dig?
"Det er et meget følsomt emne, vi bevæger os ind på. Sidste sommer foreslog Kevin (Shirley, bandets producer og bagmand, red.), at vi lavede et tredje album. På det tidspunkt havde jeg egentlig mest lyst til at lave et soloalbum, men Kevin overtalte mig. Jeg kunne jo i princippet godt vente et års tid med at lave et nyt soloalbum," siger Hughes til Devilution.

Den 61-årige bassist og sanger, Glenn Hughes, har indtil nu udgivet 11 soloalbum plus en del livealbum oveni. I 1973 blev han sammen med David Coverdale, som grundlagde Whitesnake i 1976, headhuntet af Deep Purple, som havde sagt farvel til bassist Roger Glover og sanger Ian Gillan. Inden da spillede Hughes bas og sang i den anerkendte funky hard rock-trio, Trapeze.

Efter Purple og de tre fænomenale klassikere, 'Burn', 'Stormbringer' og 'Come Taste the Band', forsøgte Glenn Hughes - samtidig med, at han holdt liv i et omfattende kokainmisbrug - at få liv i en solokarriere. Det blev desuden til indspilninger og optrædender med Black Sabbath, Gary Moore, Phenomena, Hughes/Thrall og mange andre. Først med dannelsen af Black Country Communion i 2010 fandt han et nyt musikalsk ståsted.

Og det er lige præcis det, der gør ham så frustreret og trist, forklarer han til Devilution: Han kan ikke komme ud og turnere med det band, som han har viet sit liv og sit hjerte til.
"Jeg har jo prøvet lidt af hvert, også genremæssigt, hvor jeg jo i perioder har spillet meget funkrock. Men jeg kan nu sige, at det at skabe rockmusik er det vigtigste for mig, og Black Country Communion har været hele mit liv de sidste tre år. Sangene på 'Afterglow' er meget specielle for mig," fastslår han.

Går i gang med andre ting

- Er Afterglow' reelt det sidste album med Black Country Communion?
"Jeg ved det ikke. Men jeg ved, at jeg nu må i gang med at lave andre ting. Joe (Bonamassa, red.) bruger al sin tid på solokarrieren, og så er det tid for mig at tage et break og lave noget andet," forklarer Hughes. "Men jeg elsker det her band så meget, og jeg ønsker at spille live med bandet. Men nu må vi vente og se. Jeg har altid lavet ting i bundter af tre - uden at jeg ved, hvad jeg skal lægge i det. Men jeg lever og ånder for det band her."

- Hvad er det for nogle andre ting, du så går i gang med nu?
"Det kan jeg ikke tale om. Men jeg er sgu trist over hele situationen, for vi er jo i gang. Lige nu burde vi jo fejre, at vi har udgivet det bedste album med Black Country Communion. Der er så meget dybde på det her album. Men de nye ting ... I bund og grund går jeg jo kun i gang med dem, fordi vi ikke skal turnere med Black Country Communion. Men lad os tale om albummet. Jeg har ikke så meget mere at sige om det andet."

De stærkeste øjeblikke

- På hvilken måde er 'Afterglow' anderledes i forhold til de to første med Black Country Communion?
"Bandet er bedre nu end på etteren og toeren. 'Afterglow' er det af vores album, der har den bedste lyd. Vi indspillede det live i studiet. Ikke noget med at fucke rundt med Pro Tools og lave om på det hele."

- Hvad er efter din mening de stærkeste øjeblikke på 'Afterglow'?
"'Big Train', fordi vi startede albummet på en helt anderledes måde end tidligere. 'This Is Your Time' for det store omkvæd. 'Dandelion', jeg elsker det nummer. Det er en af de bedste tekster, jeg nogensinde har skrevet. 'The Giver', som handler om at være født i The Black Country (Nordengland omkring Birmingham, hvor bands som Led Zeppelin, Black Sabbath, Judas Priest - og Black Country Communion delvist - er fra, red.)," siger Hughes og fortsætter: "'Afterglow', sangen, er nok et af mine mest stolte øjeblikke som sangskriver. Nummeret er bygget op til det store, heavy omkvæd. Og titlen, den er dynamisk og handler om der, hvor jeg er lige nu i mit liv. Jeg skrev sangen i november 2011, og ingen hørte den, før vi var i studiet. Det var den sidste sang, vi indspillede på den sidste dag i studiet. Der er sket en masse 'crazy' ting for mig i mit liv, men nu er jeg et sted fyldt med fred og ro. Sangen handler om at komme tilbage på sporet, om at blive et bedre menneske, om følelsen af frihed."

Ingen erstatning for Bonamassa

- Blev Black Country Communion,hvad du forventede, at bandet skulle blive - og hvad var det egentlig, du forventede?
"Hmm ... Læs mellem linjerne, min ven. Derek (Sherinian, keyboards, red.), Jason (Bonham, trommer, red.) og jeg ønsker at spille live. Joe er så fantastisk, så begavet og så talentfuld, og vi ønsker alle tre kun det bedste for ham."

- Hvad med at hente en erstatning ind til en turné?
"Det kommer ikke på tale. Vi er jo venner, allesammen. Og så skal der ikke ske noget dumt. Vi har allesammen andre ting at give os til. Black Country Communion så jo godt ud på papiret. Da vi så indspillede den første sang, så vidste jeg bare, at vi sad på noget sprængfarligt. Mange af de nye bands skriver jo musik ud fra den model, vi har skabt," siger Glenn Hughes, og fortsætter sin evaluering: "Jeg er virkelig lykkelig over det, som jeg har bidraget med over fire årtier. Jeg er med i det her fantastiske band, som jeg virkelig ønsker at spille live med. Jeg er sikker på, at vores fans kan læse mellem linjerne."

- Så hvad er fremtiden for Black Country Communion? Er 'Afterglow' virkelig bandets svanesang?
"Jeg kan sige dig én ting: Jeg vil ikke lyve for at sælge albummet. Jeg ville elske at fortælle dig, at vi kommer til Danmark - og det gør vi formentlig. Men jeg kan jo ikke sige det med sikkerhed," understreger Glenn Hughes og slutter med en sætning, der lader alle fortolkninger åbne: "Mit hjerte og min sjæl er lagt i det band her. Musikken er det eneste, der betyder noget. Det er meget, meget vigtigt, at vi husker sangene fra det her band. Der er så mange rygter lige nu, og jeg er lige midt i skudlinjen, så det er begrænset, hvad jeg kan sige. Men læs mellem linjerne, min ven."

Et kuriøst efterspil: KB-Hallen

Da interviewet egentlig er slut, spørger Devilution Glenn Hughes, om han har hørt, at KB-Hallen er brændt. KB-Hallen var det sted, hvor han sammen med David Coverdale debuterede for Deep Purple. Det var den 9. december 1973.

- Vidste du, at koncerten i KB-Hallen med Black Country Communion 12. juli 2011 var den sidste koncert i KB-Hallen? Og vidste du, at jeres sidste nummer, 'Burn', ironisk nok var det sidste rocknummer, der blev spillet i hallen? Inden den brændte ...
"Det er løgn! Nej, det vidste jeg ikke, det med 'Burn'. Men min danske guitarist, Søren Andersen, fortalte mig, at hallen brændte ned et par måneder efter vores koncert. Det er jo sørgeligt. Så mange store bands har spillet der: os, Deep Purple, Led Zeppelin ...."

Vil du vide meget mere, ja, alt, om Glenn Hughes, så gå om bord i hans selvbiografi, som blev udgivet i maj 2011, 'Deep Purple And Beyond: Scenes From The Life Of A Rock Star'. Her spares der ikke på afsløringerne.

Menu