Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Når doktorgrader møder knallert-black i Runeland

Populær
Updated
DSC08061-Edit

Wulfaz' Simon Nygaard er akademiker, vikingeforsker og black metal-musiker. Vi satte ham stævne for at snakke om runer, ritualforskning, black metal og en del derimellem.

Kunstner
Titel
Simon Nygaard
Fotograf
Hvergelmir Photography/ Kim Ries Jensen/ Svend Lokjær
Forfatter

Du har læst heltesagnene. Både Saxtorphs i udvalg og de nyredigerede fra Annette Lassen. Du har gennemtrevlet alle tegnerens noter i deluxe-genudgivelsen af Peter Madsens 'Valhalla'. Du har sateme høvlet bajere til det gamle med Amon Amarth, og du har set hele den der serie på HBO, hvor langhårede modeller flexer cum gutters. Jep, du ved noget om vikinger. Og metal.

Og alligevel skal der ikke meget til før du, eller jeg, finder ud af, at du virkelig ikke ved alverden. Et møde med Simon Nygaard, forsanger og trommeslager i Wulfaz og adjunkt i førkristen nordisk religion på Aarhus Universitet, skulle kunne gøre det. Netop sådan et møde satte vi os for en søndag eftermiddag, hvor solen stod højt og vinden stille, mens sneen i skovbunden knagede lystigt under vores fodtrin på en Corona-sikker gåtur i det nordlige Aarhus, hvor snakken kom omkring højpandet akademia, knallert-black, utilstrækkelig populærkultur og kristendommens uheldige forvanskninger.

Nygaard har netop fået tildelt en bevilling på 1,3 millioner kroner fra Danmarks Frie Forskningsfond, der skal understøtte hans fortsatte forskning i runedigtning og -ritualer i vikingetiden. Et emneområde, der kan synes svært at håndtere, når man tager i betragtning, at vikingetiden i høj grad var en kultur baseret på mundtlighed, hvor meget af vores viden kommer fra udenforstående andenhåndskilder eller senere nedskrevne sagn. Den mundtlige arv, som fandtes, er for længst gået tabt, og derfor er det begrænset, hvor mange troværdige kilder, vi rent faktisk står tilbage med.

7111

– Vi har ikke et væld af runedigte. Vi har reelt tre komplette, hvor vi kan genkende noget metrik og struktur fra de digte, vi kender fra den efterfølgende middelalder. Og dertil en del brudstykker. Men eksempelvis mange af vikingesagnene er blevet nedskrevet mange år efter, i middelalderen, af kristne, fortæller Nygaard.

– I min hidtidige forskning har jeg analyseret nogle af de norrøne digte performance-teoretisk og er nået frem til, at de er blevet fremført. Som digte og for et publikum. For mig er det interessant at finde ud af: Af hvem og for hvem? Hvilke konsekvenser har fremførelsen af de her digte haft? Hvad har de betydet for de mennesker, der hørte dem og oplevede dem blive reciteret?

– Jeg synes, det er vanvittigt interessant, hvad runerne har betydet for de mennesker, der levede på den tid, og man ved uendelig lidt om det. Runerne er det eneste overleverede skriftlige produkt fra en kultur baseret på mundtlighed, og derfor er der næppe nogen tvivl om, at det skrevne havde en stor betydning som noget specielt og ophøjet for folk i vikingetiden, fortsætter Nygaard entusiastisk.

En lille, men vigtig arv
Mens alle fra Heilung over Hollywood til Jim Lyngvild har givet bud på, hvordan hedenske ritualer foregik, er det reelt meget lidt, man ved med sikkerhed om vikingernes brug af runer i en rituel kontekst. 

– Man har en idé om, at religion i vikingetiden har været så stor en del af hverdagen, at den har været svær at skille fra resten af samfundet, fortsætter Nygaard. Derfor er det oplagt at læse runedigtene ind i en rituel, religiøs kontekst. Det har været meget få mennesker, der kunne såvel læse som skrive runer, og en af mine foreløbige konklusioner har været, at de mennesker, der faktisk har digtet runedigtene, også har haft rituelle evner. Samtidig er det interessant stadig at undersøge, om runeristerne har haft en rituel rolle i samfundet, og hvilken den i så fald har været.

En af de teorier, som Simon Nygaard bl.a. forsker i, og som han vil fortsætte med at undersøge, er, at der har været overlap mellem rollen som håndværkeren, altså runeristeren, samt digteren af runerne og/eller den person, der fremførte dem i en rituel sammenhæng. Altså at stenhuggeren, lidt fordummende sagt, også kunne have været enten præsten eller taleskriveren.

Man synes dog mere sikker på, at de fleste ristede runer i runesten har indgået i en form for ritualer. Runesten er ofte enten rejst i forbindelse med en begravelse, altså et ritual, eller som en mindesten, ligeledes med rituelle undertoner. Men hvilken funktion havde stenene for de læsere eller lytteren til runedigtene, som ikke var relaterede til en afdød?

– Jeg kan godt lide at tænke de almindelige mennesker ind i det. Det synes jeg netop også vil være interessant at vide mere om. Familien til den person, runestenen er rejst for, har nok haft et forhold til digtningen, men hvad med resten af samfundet? Hvordan kunne en runesten indgå i deres hverdag, og havde den en rituel betydning? Og hvad med de senere generationer? Det synes jeg vil være enormt spændende at lære mere om, slutter Nygaard foreløbig snakken om forskningen.

7112

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at vi i toppen af den redaktionelle pyramide på Devilution har en magtperson, der slet ikke kan være i sig selv af sydende, boblende glæde, hvis man begynder at tale om fænomener som magi og ritualer. Derfor virker det oplagt at forhøre sig hos Simon Nygaard, om der findes en hurtig trin-for-trin-guide til, hvordan vikingerne udførte deres ritualer.

– Der er ingen liturgi, nej, indrømmer Nygaard smågrinende. Der findes beskrivelser af datidens ritualer i kilder fra middelalderen, men de er få, og de har alle åbenlyse problemer: Et eksempel er en beskrivelse af en begravelse langs Volga-floden af en høvding, som man formoder enten er efterkommer af vikingerne eller decideret er en svensk vikingehøvding, der er død på et togt. Men beskrivelsen er nedskrevet af en arabisk handelsrejsende, Ibn-Fadlan, som er en kulturel outsider i samtiden i forhold til, hvad han beskriver, og derfor kan have svært ved at forklare fænomenerne.

– Andre beskrivelser er fra kristne i middelalderen, og de er i reglen sovset ind i kristendommens livssyn. Det bør man have med i baghovedet, når man læser dem, for de kan både være farvede eller endnu værre, dæmoniserende i forhold til de her hedenske ritualer. En god beskrivelse har vi eksempelvis i Håkon Den Godes Saga, hvor vi hører om et blót, dyreofring og et måltidsoffer, men selv her er flere detaljer omdiskuterede, eksempelvis brugen af blod til at smøre sig selv og templet ind i. Kort sagt: Vi har ikke faste, 100 procent troværdige beskrivelser af vikingernes ritualer.

Men når et band som Heilung eksempelvis beskriver deres koncerter som et ritual, hvor troværdigt er det så?

– Lige præcis Heilung er et vildt interessant band, netop på grund af, at de selv bruger betegnelsen ”ritual” på deres optrædener. Jeg er faktisk ved at udtænke et forskningsprojekt, som blandt andet skal kigge på, hvordan det kan være: Hvordan opfatter publikum det? Hvad mener bandet selv med det? Kan det analyseres som et reelt ritual? Men jeg er ikke længere end idé-fasen. Men når alt kommer til alt, så bruger Heilung en version af fortiden til at skabe mening i nutiden.

heilung-XJD4402-82-1576428800.jpg

Man er ikke i tvivl om, at entusiasmen og det gennemførte nørderi vælder ud af Simon Nygaard. Ikke mindst, da han afbryder vores samtale for glædesstrålende at udpege en lille stencil af Thor i sin vogn forspændt bukkene, der præger en gammel bunker fra 2. verdenskrig, som stadig ligger og skutter sig inde i skovtykningen. Et lille tegn på, at kærligheden til vikingetiden, dens sagn og runer stadig lever i bedste velgående den dag i dag.

DSC08056 1

Barnlig begejstring i det voksne arbejde
Simon Nygaard har taget den barnlige fascination, de fleste af os nok har haft på et tidspunkt, af vikingetiden, dens sagn, myter og mytologier, og finpudset den til et punkt, hvor han i dag arbejder med runerne på et anderledes ophøjet analytisk og akademisk niveau. Et niveau, hvor de færreste af os kan følge med, uanset hvor mange Unleashed-plader vi tygger os igennem, og hvor mange dokumentarer vi kan finde på internettet. Men hvor fik han selv den fascination fra, der indtil videre har udmøntet sig i et arbejdsliv i runernes tjeneste?

– Tja, fra populærkulturen, indrømmer han med et skævt smil og en let skuldertrækning. Nordisk mytologi var bare pisse-spændende, da jeg voksede op. Jeg har læst 'Erik Menneskesøn' (Lars-Henrik Olsens fantasyroman fra 1986, red.) mere end en håndfuld gange. Og det er sikkert sådan, det starter for mange. Men da jeg skulle vælge studie, tænkte jeg: ”hvordan kan jeg få lov at arbejde mere med det her?” Og så blev jeg religionshistoriker.

– Det skal siges, at jeg generelt har en fascination af mytologier, ikke kun den norrøne. Mytologier er spændende, fordi man her kan finde en kulturs verdensbillede i narrativ form. Gennem gode historier bliver nogle af de ting, der var vigtigt for en kultur formidlet videre. Mytologien bliver jo brugt i mange populærkulturelle sammenhænge også, hvilket gør det spændende at have et kendskab til, hvordan mytologien fremstilles i originalkilderne, så man kan se forskellige og ligheder mellem det og en almen forståelse. Men da jeg startede på Aarhus Universitet, havde de en af verdens ledende forskere, den netop pensionerede Jens Peter Schjødt, ansat, og det havde også en stor indflydelse på, at mit valg faldt på norrøn religion og nordisk mytologi.

Men er det muligt stadig at bibeholde den barnlige begejstring, som startede interessen for den nordiske mytologi?

– Ja, fuldstændig, udbryder Nygaard lynsnart. Det er den, der driver dig, for at du skal gide at sidde i timevis og oversætte oldnordiske tekster, forstå formerne, slå op i ordbøger og grammatikker og endelig finde ud af at, nåja, det her er den dativ-form, og derfor står den sådan her sammen med det der ... Har man ikke den oprindelige begejstring og entusiasme, så kommer man ingen vegne. Det er den, der driver værket, og for mit vedkommende bliver begejstringen kun større, jo mere jeg lærer.

Live1

Begejstringen for den nordisk mytologi matches hos Simon Nygaard af begejstringen for metallen. Som trommeslager og forsanger i ”runic black metal”-duoen Wulfaz, der sidste år udgav den ganske glimrende anden-ep 'Sotes Runer', blander han lo-fi black metal med crustet punk (tænk Darkthrone og Taake med hanekamme) og tilsætter tekster fra indskrifter på runesten. En særegen blanding, indrømmer Nygaard.

– Vores mål med Wulfaz har hele tiden været at skabe et clash mellem det her punkede, smadrede og skramlede metal (på Devilution har vi tidligere kaldt det ”knallertblack”) og så den seriøse tilgang til runeskrifterne. Vi vil gerne overraske folk med de her modsætninger, og modsætningerne har altid været tænkt konceptuelt, visuelt og lyrisk ind i bandet. Det er fedt at lave noget, der både er grimt og samtidig en smule ophøjet. Men selv om teksterne er baseret på min akademiske viden, er vi jo stadig lidt af en bastard på vej ud af en mellemvej. Jeg kan sagtens sætte mig op på min høje hest med al min viden om, hvordan tingene hænger sammen, men jeg vil heller ikke skrive romaner. Vores tekster skal stadig være simple og lette at huske, selv om det er 1000 år gamle indskrifter, griner Nygaard.

– Selv om meget vikinge-inspireret metal godt kan virke en smule bøvet, fordi de fleste bare lige researcher et par gratis artikler på nettet og dermed er 20-30 år bagud i forhold til den eksisterende forskning, så findes der virkelig også bands, der tager det seriøst. Árstíðir lífsins, hvis guitarist har en ph.d. i skandinaviske studier, har vitterligt hele litteraturlister i deres booklets. De har en meget intellektuel tilgang til det norrøne aspekt og udgav både et fedt album og en ditto split med Carpe Noctem i 2020 (hhv. 'Saga á tveim tungum II: Eigi fjoll né firðir' og 'Aldrnari', red.). Islandske Nexion, der udgav en ganske glimrende plade sidste år ('Seven Oracles', red.) har også et par medlemmer, der er ph.d.-studerende i nordisk religion og folklore. Der findes bands, der går seriøst til det, og som vi føler, vi har et artsfællesskab med.

Hvis det bare var lidt mindre bøvet
Man skal ikke have været til mange Amon Amarth-koncerter for at vide, at der findes bands, der med stor succes har en noget mere overfladisk og populærkulturel tilgang til den nordiske mytologi.

Kunne man som fagperson godt ønske, at hele tilgangen til runer og nordisk mytologi blev en smule mindre bøvet?

– Ja! Simon Nygaard griner hjerteligt, mens vi på den lille skovsti passerer et par spandexklædte fyre, der er ude og træne discgolf på den indrettede bane midt i skoven.

– Men det her med brug af vikingetiden i populærkulturen går kun én vej; opad og fremad. Men i takt med, at flere og flere får deres viden og information fra for eksempel en serie som 'Vikings', giver det også fagpersoner som mig mere at gå i kødet på. Og meget af den populærkulturelle tilgang er trods alt rimelig harmløs. Det er ofte bare et overfladisk forsøg på at fortælle en god historie. For mig er det langt mere problematisk, når brugen af den nordiske mytologi kammer over, og den bliver misbrugt til politiske formål af folk, der lidt eller intet ved.

Simon Nygaard hæver stemmen. Det er tydeligt, at det her betyder noget. At det her er vigtigt for ham.

– Der er ingen tvivl om, at det har været noget lort at leve i vikingetiden. Rigtig mange mennesker har haft det rigtig skidt; noget vi ikke kan genkende i det menneskerettighedsbaserede samfund, vi har i dag. Men der er ingen grund til at tage fat i de dårlige ting fra for 1000 år siden og bruge dem i dag.

Så som?

– Så som denne her ”danskerne har hjemme i Danmark, polakkerne i Polakland”-mentalitet. Sådan en ”blut und boden”-tanke, som man tillægger vikingetiden. Det skal man lade være med. For langt de fleste var grunden til, at de ikke tog ud og blandede sig med andre mennesker, at de simpelthen ikke havde muligheden. Dem der kunne, gjorde. Vikingerne tog jo ud, handlede med nye folkeslag, slog sig ned, blandede sig med lokalbefolkningen. Det er én ting, 'Vikings'-serien har fanget. Man rejste ud for at få det bedre, finde bedre landbrugsjord. Ikke primært for at underkaste sig andre folkeslag.

– En anden ting er det her nordiske renhedsperspektiv, som nogen påkalder sig. Det findes jo ikke! DNA-undersøgelser fra vikingetiden viser jo, at lyst hår ikke var standard for størstedelen af vikingerne. Og at vikingerne slet ikke havde ”rene” skandinaviske gener, der var mange asiatiske og sydeuropæiske gener blandt de skandinavere, der tog på vikingetogter.

– Og nu vi er i gang..., fortsætter Nygaard. Det er tydeligt, at der er nogle fejlslutninger, han er ekstremt træt af at blive konfronteret med. Kønsperspektivet i vikingetiden, hvor mændene udelukkende var de store krigere, og kvinderne udelukkende blev hjemme og passede hus, er formentlig noget, der er blevet trukket ned over hovedet på den periode langt senere. Man har haft en tendens til at regne med, at vikingegrave med sværd i sikkert har været mænd, og grave med kamme og perler i nok har været kvinder. Det viser sig eksempelvis, at den største og mest imponerende krigergrav, der er fundet i Birka i Sverige, faktisk var en kvindes grav. Andre grave med smykker og perler har vist sig at være gravet for mænd. Kønsperspektivet i vikingetiden har snarere været, at når du var i krig, var du kriger, uanset dit køn, og når du var hjemme, antog du huslige funktioner. Uanset køn. Det er, hvad forskningen antyder.

DSC08062 1

Mens vi stille og roligt når ud af skoven og fortsætter ud i de nærliggende villakvarterer, virker det oplagt at spørge forskeren Simon Nygaard, om metalmusikeren Simon Nygaard har yderligere planer om, gennem musikken, at uddanne en lytterskare, der til tider synes virkelig at trænge til ny og mere viden om vikingetiden, dens runer, ritualer, samfund og værdier.

– Absolut. Næste mål er en fuldlængde, muligvis omhandlende modsætningen mellem de mange tekster om den nordiske mytologi og de kristne, som nedskrev dem, svarer han, mens han udpeger den forladte børnehave midt i villakvarteret, der til daglig fungerer som Wulfaz' øvelokale. Nu satte Corona-krisen jo verden i stå i et stykke tid, men der er noget på vej.

Endnu et clash. Mellem vikingetiden og kristendommen. Mellem det skramlede og det ophøjede.