Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Thrash og mysticisme

Populær
Updated
Thrash og mysticisme

Devilution mødte Dez Fafara - foresangeren i DevilDriver, da de varmede op for Machine Head, hvor vi fik en snak om alt andet end musik.

Kunstner
Spillested
Dato
08-11-2011
Distributør
Genre

Devilution har lavet et temainterview, hvor hvert spørgsmål er stillet ud fra en titel fra hver DevilDriver plade, som jeg håber, du har lyst at svare på?

- Ej hvor cool!

Første album fra 2003 ’DevilDriver’- sang otte 'What does it take (to be a man)' - så mit spørgsmål er, hvad mener du definerer en 'rigtig' mand?

- Hmmmm...ærlighed i de forretninger man gør, i forhold, vær tro mod din kvinde og familie - tænk på dem først. Det er i måden du gør disse ting på - man kan kalde det ens arbejde, og jeg arbejder rigtig hårdt. Du skal altid forsøge at gøre dit bedste på et højt niveau og vær et forbillede for andre i den branche du befinder dig i. Og når det gælder venskaber, skal du være en, som man kan stole på og have tillid til. Det er vigtigt!

Fra det andet album fra 2005 ’The Fury of Our Maker´s Hand’ - sang 12 - The Fury of Our Maker’s hand - Er det raseri, som rammer os fortjent og hvem bringer os det?

- Ja der er helt sikkert nogle mennesker, som fortjener det. Hele den sang handler i øvrigt om karma. Du former selv din karma her på jorden. Hvis du bliver slået i ansigtet af gud, er det nok fordi du har brug for at vide, at du har ting at lære, og at du kan forbedre dig.

Og 'skaberen' er det gud, som du ser det?

- Guder - i flertal!

Jeres tredje album fra 2007 ’The Last Kind Words’ - sang 2 - Clouds over California - Hvordan er det, når der er skyet i solrige Californien, og hvad laver man på sådan en dag?

- Haha...vi har været her i ni dage og jeg savner virkelig solen derhjemme! Den sang er inspireret af mange forskellige ting som for eksempel de vilde brande i Californien, som sendte kæmpe røgskyer op samt om kærestforhold. Den sang er inspireret af så mange forskellige ting - men helt grundlæggende for sangen er vores budskab 'giv aldrig op'. Hvis det er sådan tingene må være, er det noget man må acceptere - det gælder alt i livet. Hvis din sti tager en negativ drejning, må du selv gøre, hvad du kan for at få den tilbage i en positiv retning. Det handler den sang om!

Jeres andensidste album fra 2009 ’Pray for Villains’ sang tre Fate stepped in. - Hvad er dit syn på og holdning til 'skæbne'?

- Hmmmm...åhhh at den er en uundgåelig medspiller i dit liv. 'Skæbneskortet' er ægte og tilstede i livet. Tag for eksempel det at Machine Head ringer til os og spørger, om vi vil med dem på tour - det er god skæbne. Når vilde naturbrande tvinger dig ud af dit hjem, er det dårlig skæbne.

Kan man så sige, at karma og skæbne er direkte forbundet?

- Det vil jeg helt sikkert mene! Hvis din karma er god, så vil din skæbne blive bedre. Så de er absolut forbundet. Men når så skæbnen træder ind, kan den vende dit liv på hovedet på grund af eet kort og 'puf', så står du i en helt anden og ny situation - hvor en ny vej eller dør åbnes. Jeg vil sige, at hvis en dør lukkes, så vil der åbne sig en ny.

Men siger du så også, at man lige så godt kan læne sig tilbage, afvente og lade skæbnen herske?

- Nej aldrig...bryd igennem dine vægge! Nogen gange skal man sidde og meditere og manipulere sin hjerne og tænke på, hvad du må gøre. Men du må aldrig sidde og vente for lang tid på, at tingene skal ske for dig...

Okay så du mener ikke at skæbne må blive en sovepude?

- Nej det mener jeg ikke. Skæbne må ikke blive en sovepude. Hvis du bliver passiv i dit liv og hviler på den pude, så vil skæbnen ramme dig hårdt i ansigtet!

Jamen jeg tænkte mere på, om du mener, at man kan eller skal stole på skæbnen?

- Ja hvis du stoler på den og tænker skæbnne har alligevel altid faldet ud til min fordel, så vil du vågne op med meget kraftige tømmermænd en dag!

Jeres sidste album fra 2011 ’Beast’ sang 4 Shitlist - hvad står der på din top tre 'lorteliste'?

- Åhhh....jamen jeg er jo alt for meget en gentleman til at fortælle dig det her, men jeg kan fortælle dig eller sige til dig - der er jo altid nogen eller noget på din 'lorteliste' ikke?! Det er der...

Men er det så ting eller mennesker på din?

- Det kan være ting, det kunne være...nogen hader majonæse så er det på deres 'lorteliste'… Nogle mennesker vil ikke have, at nogle bestemte mennesker kommer til deres fest - hvor man kan sige ' lad være med at ringe til dem, for de er på min 'lorteliste'. Andre gange føles det som om, man selv er på nogens 'lorteliste' - så altså det kan være ting - det kan være mennesker. Men ordet 'lorteliste' er ligesom bare blevet brugt ved forskellige lejligheder i flere år, og jeg har altid brugt det. Det er ligesom 'grinfuck' - det er kort, men det siger så meget præcist. Så hvis jeg skal nævnte tre ting på min 'lorteliste' - ikke at få sovet, at skulle undvære min kone i lang tid, og den sidste og tredje ting skal forblive hemmelig.

Men kan man så ikke sige, i forhold til hvad vi snakkede om før - hvis du har god karma, så burde der ideelt set ikke være nogen 'lorteliste' - eller hvad?

- Hmmm du ved, at der altid vil være mennesker som fucker op omkring dig, og derfor vil de være på ens 'lorteliste'. Men du må kunne tilgive - det er din karma, hvor du siger - det er okay du er på min 'lorteliste', men jeg tilgiver dig. Det betyder ikke, at jeg vil invitere dig på middag, men hvis vi mødes igen vil jeg naturligvis hilse på dig. Sådanne mennesker har jeg en del af i mit liv men ikke på daglig basis mere...

Jeg ved ikke hvor lang tid vi har tilbage?

- Du skal bare stille mig dine spørgsmål - de vil lade dig vide, hvornår din tid er opbrugt..haha!

I har turneret med Machine Head før - hvordan er de?

- Åh ja…Machine Head turnerede med Coal Chamber før i tiden og Machine Head åbnede for Coal Chamber i USA før i tiden. Så da jeg ringede til Rob og han sagde, at vi skulle på tour med dem så....De er fantastiske gutter, de er nede på jorden, nogen af dem har familie mens andre er singler. Machine Head ved hvordan de behandler de andre bands - de er gode, og jeg elsker at være på tour med dem.

Jeg har læst at du er fan af Lemmy fra Motörhead - Devilution får måske muligheden for at interviewe ham snart - har du noget vi bare må spørge ham om fra dig?

- Du kan bare fortælle ham, at han er min helt og tak for, at han er blevet i branchen så længe. Det tror jeg motiverer os alle til at fortsætte med at spille musik. Han er en kæmpe inspirationskilde. Han lever sit private liv lidt anderledes end mig, men hans rock n' roll liv er legendarisk - den måde han turnerer på. Det lader jeg mig inspirere af - hans 'take no shit attitude'....ja...Han er en af de mest venlige mennesker, I ville kunne møde - faktisk er hele bandet bare fantastiske.

Jeg har også læst, at dine bedsteforældre introducerede dig til italiensk heksekraft - hvordan har det påvirket dig liv?

- Hmmm...altså jeg er faktisk vokset op med mange forskellige religioner, og det har påvirket mig på den måde, at jeg tror på, at magi kan indtræffe, og at du kan skabe din egen fremtid, karma og skæbne. Det handler om mental styrke. Den ene af mine bedsteforældre var også kristen, og jeg voksede op med en stedfar, der var katolik, og min biologiske far var lutheransk. De sendte mig på en baptistskole - en kristen skole - så jeg er opdraget med religion hele mit liv. Jeg læser rigtig meget om religionsfilosofi og historie - det øger min søgen, som jeg altså er opdraget til at bevare. Og spørgsmålet om hvad religion er, jeg vil mene, at når man splitter det ad, handler det om karma....

Det vil jeg så tænke over...

- Du kan så også tænde et lys og ringe med en lille klokke og bruge fjer nu og da...

Haha...gør du det?

- Ja det gør jeg. Mine tarotkort fortæller mig mere end nogen nogensinde vil kunne fortælle mig som fx vores manager, pladeselskab og kone. På en god dag får jeg via mine kort indblik i fremtiden, og det er jeg velsignet med at kunne - at energien kommer gennem mig på den måde!