Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

"Verden ser aldrig et nyt Guns N' Roses"

Populær
Updated
"Verden ser aldrig et nyt Guns N' Roses"

En ego-centreret generation har efterladt rockmusikken i en sørgelig forfatning, siger Guns N' Roses' tidligere guitarist Gilby Clarke, der for første gang optræder som solist i Danmark. Men vil han egentlig hellere stå på scenen med sit gamle band, der genforenes i april? Vi spurgte den sympatiske guitarist.

8. april sker det i Las Vegas. Begivenheden, som fans verden over har ventet på i mere end to årtier. The most dangerous band in the world træder igen sammen op på scenen.

Eller i hvert fald gruppens mest tre kendte ikoner.

Hvem der fylder pladserne ud på trommer og rytmeguitar og slutter sig til Axl, Slash og Duff står stadig hen i det uvisse. Manden, der stod bag størstedelen af deres udødelige klassikere, Izzy Stradlin, har udtalt, at han ikke er en del af gendannelsen. Og guitarsten, der afløste ham i 1991, har heller ikke fået tilbudt milliontjansen.

Gilby Clarke ville ellers gerne slutte sig til sine gamle bandkammerater, udtalte han tilbage i oktober, før gendannelsen var officiel og stadig på rygtebasis.

I dag virker han tøvende over for spørgsmålet. Nærmest træt af det, da vi fanger den 53-årige guitarist på Skype fra hjemmet i Los Angeles, dagen før han flyver til Danmark og starter sin korte turné i Europa torsdag på Godset i Kolding og dagen efter gæster Viften i Rødovre.

Der er gået ni år, siden Clarkes sidste soloplade udkom, men det ikke, fordi musikken har stået stille. Tværtimod har han i de sidste fire år optrådt med gruppen Kings of Chaos, der spiller kendte numre skabt af alle de forskellige ikoner, som på kryds og tværs skiftes til at udgøre musikhistoriens mest organiske supergruppe.

Desværre har konstellationen, hvis faste kerne består af Clarke og vennerne Duff og Matt Sorum, aldrig været forbi vores breddegrader. Ligesom Clarke heller ikke selv har i to årtier, hvilket først går op for den sympatiske rockstjerne midt under vores samtale.

Det giver mening, at du ikke har travlt med soloplader, når du har været involveret i Kings of Chaos. Hvordan kom det projekt i stand?  

”Det er faktisk Matt Sorums band, og han forstår virkelig at hive folk med sig. Vi taler ikke om Mikkel Middelmådig her. Vi står på scenen med giganter som Steven Tyler (Aerosmith), Billy Gibbons (ZZ Top), Glenn Hughes (Deep Purple) og Robin Zander (Cheap Trick) bare for at nævne et par stykker.

For mig er det toppen af kransekagen og blandt andet årsagen til, at de seneste syv år ikke har kørt på autopilot med at udsende en plade og tage på turné og leve i den cyklus.”

Dem, du nævner, stammer fra generationen før dig. De må have været dine idoler. Føles det surrealistisk?

”Billy Gibbons har altid været min store guitarhelt. Det er en enorm ære at stå ved siden af ham på scenen og se ham spille. Det samme med Robin Zander, der stadig synger helt fantastisk.”

Du har også i årevis coveret Cheap Tricks hit 'Surrender’ til dine shows. Har de betydet meget for dig?

”Jeg så dem første gang i 1977, hvor de åbnede for Kiss. Det var en af de sjældne oplevelser, hvor opvarmningen blæste hovednavnet af banen. Cheap Trick spillede lige præcis den rå, bluesede og melodiske stil, jeg havde i tankerne og søgte efter selv at spille.

De har været en stor inspiration for mig. Og jeg går stadig til deres koncerter og bliver blæst bagover. Du har måske selv oplevet dem og ved, hvad jeg mener. Men de spiller vist aldrig rigtig i Europa, gør de?”

Nej, Cheap Trick er faktisk ikke så ofte på de her kanter.

”Cheap Trick er et virkeligt stort navn i staterne. Så det er jo ret besynderligt. Men sådan findes der jo en række amerikanske bands, som aldrig har fået samme modtagelse i Europa. Van Halen og Aerosmith er selvfølgelig ikke små navne i Europa, men de har slet ikke samme status i Europa som i USA. Man bliver sgu mindet om, at verden er større end som så.”

For få år siden spillede Tom Petty i Danmark. Der var 25 år, siden hans sidste show i landet.

”Seriøst? Det er jo for underligt.”

Men det samme gælder jo også næsten dig? Du har aldrig gæstet Danmark som solist.

”Jeg kan ærligt talt ikke huske, hvornår vi sidst spillede i Danmark. Men jeg er ret sikker på, vi var forbi for nogle år siden.”

I dele af Skandinavien. I var ikke forbi Danmark.

”Vi spiller så mange koncerter, at det er svært at holde styr på, men jeg kan tjekke det lige her i mit arkiv. Vi var i Skandinavien i 2012. Finland, Sverige, Norge ... wow. Du har ret, det er vist temmelig længe siden, jeg har været i Danmark.”

Jeg er ret sikker på, at sidst du spillede her, var med Slash’s Snakepit på Roskilde Festival i 1995 og før det med Guns N’ Roses i 1993.

”Det er sgu da rigtigt. Var du der?”

Jeg er født i 1981. Så desværre. Men lad mig sige det sådan: Guns N’ Roses er nok den største indflydelse på min identitet.

”Det er du ikke ene om. Guns N’ Roses havde den effekt på utrolig mange. Jeg er ikke i tvivl om, at det skyldes, at gruppen var så autentisk. Da jeg blev spurgt, om jeg ville erstatte Izzy, sagde jeg ikke ja, bare fordi bandet var succesfuldt. Et band kan sagtens bestå af dygtige musikere uden at slå igennem, fordi de aldrig connecter.

Jeg sagde ja, fordi vi var på bølgelængde, og fordi det føltes så ægte at være en del af Guns N’ Roses. Nu vil jeg aldrig prøve at tage æren for den betydning, han havde for succesen, med de numre, han skrev. Men jeg mener, at da Matt Sorum og jeg kom med, gav vi gruppen det sidste løft, de manglede på scenen.”

Savner du så at være med i et decideret band i stedet for at være solist og en del af kortvarige projekter?

”Absolut. Det gør jeg helt sikkert. Da Guns N’ Roses skiftede kurs i 90’erne og alle forlod Axl, vidste vi ikke i første omgang, om vores exit var permanent. Det startede som en dvale, og hverken Axl eller Slash var interesseret i de sange, jeg havde skrevet. Så jeg brugte pausen og de numre på mit første soloalbum ’Pawnshop Guitars’ og tog på turné med pladen.

Bagefter sluttede jeg mig til Slash’s Snakepit, og så begyndte det at stå klart, at Guns N’ Roses var et overstået kapitel. Så jeg skulle træffe et svært valg, om jeg ville fortsætte i mit solospor eller finde et nyt band. Situationen var bare, at på det her tidspunkt efter midten af 90’erne var rockmusik i krise. De tilbud, jeg fik fra etablerede navne, virkede ikke som det rette for mig. Så jeg endte på solovejen.

Når man første har haft stor succes, så er det svært at starte fra bunden i et helt nyt band. Jeg tager hatten af for Slash og de andre i Velvet Revolver, fordi det lykkedes dem at slå igennem med den første plade. Men det holdt så heller ikke i længden.”

Jeg har set Slash nogle gange som solist, og de fleste publikummer står altid bare og venter på, at han spiller Guns N’ Roses-sange. Du oplever vel også selv, at du altid får stillet spørgsmål om Guns N’ Roses?

”Hele tiden. Alle, der var en del af det band, bliver forfulgt af fortiden. Selv da Slash, Matt og Duff fik stor succes med Velvet Revolver, så fik de stadig kun spørgsmål, der fokuserede på Guns N’ Roses.

Men det er heller ikke så sært. Guns N’ Roses havde en enorm indflydelse og er blevet en større verden, end medlemmerne selv er herrer over. For nogle mere end andre. Jeg har for længst accepteret, at tiden i Guns N’ Roses er blevet et lod i livet, men jeg fordømmer det ikke. Det er helt fint, at folk vil tale om det, men der er altså også bare andet at tale om. Vi laver jo alle sammen stadig ny musik.”

Men man kan jo så endelig sige, at spørgsmålene om Guns N’ Roses er relevante. Om en måned står de genforenet på scenen.

”Genforenet og genforenet. Jeg tror, alle forventer at se Axl, Slash, Duff, Izzy og Steven sammen på scenen. Men lad os nu se, hvad det bliver til.”

Izzy har meldt ud, at han ikke er involveret. Din turné i Europa er færdig før april. Det bliver ikke dig så?

”Jeg ved ærlig talt intet om, hvad der sker bag kulisserne. Jeg kan ikke svare på det spørgsmål.”

Ville du ønske, du blev spurgt om at være med?

”Om jeg vil være med i Guns N’ Roses? Det ved jeg ikke. Det er jeg ubeslutsom angående. Jeg kan ikke svare på det. Altså, prøv og hør her. Jeg vil egentlig gerne fritages for de her spørgsmål om Guns N’ Roses. Det er et meget usikkert og følsomt område lige for tiden.”

Om gendannelsen ender med fortidens format eller med fiasko, så har nyheden i hvert fald stadig vist, at Guns N' Roses er et fænomen, der sammen med grupper som Metallica og AC/DC ser ud til at være rockens sidste giganter. Hvorfor tror du? Er det den digitale revolution, der har dræbt fremtidens rockstjerner?

”Der er ingen tvivl om, at den digitale verden har haft en massiv indflydelse på musikbranchen, såvel som på så meget andet. Men sådan er det. Det tjener intet formål at surmule og beklage sig og kæmpe mod fremskridtet. Man må justere sig efter udviklingen. Teknologien kan ikke rulles tilbage.”

Men ser du nogen bands, der kan løfte arven? I det seneste årti er Volbeat vel det tætteste, verden kommer på et nyt stort rocknavn.

”Sådan kan livet være underligt.”

Fair nok. Men du er fra den generation, der med en busbillet og en guitar tog til Los Angeles i starten af 80’erne og virkelig udlevede den amerikanske rockdrøm. Er det muligt for en ny generation i dag?

”Det kommer ikke til at ske. Det, historiebøgerne glemmer at skrive, er, at der var et stort sammenhold blandt bands i 80’erne. Man stod sammen om rock 'n' roll og supportede hinanden og spillede sammen på kryds og tværs.

Da jeg startede i Candy og senere Kill for Thrills spillede vi shows med alle fra Red Hot Chili Peppers til London. Jeg var til Mötley Crües allerførste koncert, og seneste nytårsaften var jeg til deres afskedsshow. Og jeg har kendt dem igennem alle årene.

Det ser du ikke længere. Jeg hører ofte om bands, der holder showcases hemmelige for andre grupper. Selv kontaktinformationer holder folk tæt ind til kroppen. Med berømmelsen er der selvfølgelig egoer fra vores generation, der er stødt sammen. Men i 80’erne var vi en generation, der dyrkede fællesskabet.

I dag er der en mig-generation, der kun har sig selv for øje. Du ser det især på de sociale medier, hvor folk poster hundredvis af billeder af dem selv.”

Så groft sagt kan man sige, at teknologien har drænet økonomien, mens nutidens narcissisme har destrueret fremtidens ikoner?

”Det er spøjst, du vil ind på det. Hjemme hos mig har vi ofte den her diskussion. Min datter på 21 år er startet på high school og vil gerne spille i et band. Jeg startede selv med at spille i et band, da jeg begyndte i high school. Og dengang var der 20 trommeslagere, 20 bassister, 20 guitarister og cirka tre sangere.

Da min datter nu her prøvede at samle et band, kunne hun knap nok finde en bassist eller trommeslager. Men der stod 300 sangere i kø. Den er den forandring, der gør, at verden ikke oplever et nyt Guns N’ Roses, Metallica eller Rolling Stones.

Guns N’ Roses er jo netop ikke bare Axl Rose. Det var summen af Axl, Slash, Duff, Izzy og Steven, der tilsammen gjorde gruppen fantastisk. Som det også er med U2, Van Halen og alle de store navne. Et band kræver dygtige musikere, der deler en fælles vision. Det sker ikke blandt en generation, hvor alle ville være i front.

Alle vil være stjernen, men ingen vil være de bærende elementer, der skal til. Det har ført rocken ud i den sørgelige forfatning, vi oplever i dag.”

Menu