Fortidens moderne stemme

Einar "Kvitrafn" Selvik er hjernen bag Wardruna og en lang række andre projekter i krydsfeltet mellem folkemusik og metal. Alle har de et dybt forhold til norrøn kultur til fælles. En interesse, Selvik gavmildt deler ud af i dette interview.

Han er en mand af mange talenter, hvis drivkraft altid har været den oldnordiske historie, tradition og kultur. Multi-instrumentalisten og sangeren Einar Selvik startede for alvor sin musikerkarriere i verdens mest kendte black metal-miljø, hvor særligt hans medvirken som trommeslager i Gorgoroth fra 2000-2004 gjorde ham til et kendt navn i metalverdenen. Med tiden begyndte han dog at bevæge sig mod den nordiske folkemusik og dannede det internationalt kendte projekt Wardruna, der i april gæstede DR Koncerthuset.
 
Det var i denne forbindelse, at undertegnede havde æren af at møde den ydmyge kunstner, der flere gange undervejs i interviewet bortviste sin manager fra lokalet, fordi vi ikke var færdige med at tale sammen, selvom en forholdsvis stram tidsplan skulle følges inden showtime. For for Einar Selvik er fordybelse vigtigt i alt, hvad han foretager sig; en mentalitet, passion og disciplin, der udover flere folkemusikalske projekter end Wardruna også har ledt ham til at afholde forelæsninger om det nordiske univers, han holder så meget af.
 
Og netop derfor blev det nordiske også interviewets omdrejningspunkt, selvom vi også berørte andre aspekter af hans liv, baggrund og musik.
 
Der er mange i black metal-miljøet, der på den ene eller den anden både også er involverede i folkemusiske projekter. Hvorfor tror du, at så mange musikere har så stor interesse i disse to så forskellige genrer?
Jeg tror, at de fleste som er til metal og særligt ekstremmetal, har en fascination af både klassisk og folkemusik. Især black metal er jo meget melodisk, og så tror jeg, at skandinavisk folkemusik er meget mørk.
 
Kunst defineres af miljøet, det kommer fra, og vi lever jo i det samme miljø [metal- og folkemusikere, red.]. Naturen er en stor del af, hvordan et kultur udformes, og dermed dets indhold. Naturmystik har altid været en stor del af vores folkemusik i Norge, det samme er gældende for naturromantik. Man finder de samme elementer i black metal. Jeg føler derfor, at det er en meget naturlig og logisk ting, da begge musikgenrer jo stammer fra samme sted – det dystre univers, vi lever i her i Norden, og vi har en stor forkærlighed for melankoli, som hele tiden er med os.
 
Folk fra andre steder i verden finder nordisk folkemusik som værende meget mørk, men det gør vi jo ikke. For os er det naturligt.
 
Hvordan begyndte denne folkemusiske rejse for dig? Du har jo arbejdet med genren i mange år. Var nordisk folklore noget, du voksede op med, eller noget du fik interesse for hen ad vejen?
Siden jeg har været lille har jeg både nydt klassisk- og folkemusik, og selvfølgelig også metal. Jeg blev introduceret for det i en meget ung alder.
 
Jeg har været heldig i den forstand, at mange i min nærmeste familie kender meget til historie, folkesagaer og så videre, hvorfor jeg altid fik fortalt disse historier, når vi var ude på tur eller ude at besøge bestemte steder – jeg fik altid fortalt historier om det specifikke sted. Når man gør det som barn, skaber det et meget stort indtryk, og man får en stor sans for historie, en sans for tid.
 
På daværende tidspunkt var det ikke noget, jeg tænkte særlig meget over eller værdsatte meget, men det har jo tydeligvis sat sine indtryk, hvilket jeg med tiden har forstået – historie har altid været tæt på mig, og jeg har altid været fascineret af det.

Nordisk kultur, gamle skikker og den ældre historie er meget fragmenteret, så det er noget af et puslespil, hvilket er meget anderledes fra vores lineære og firkantede måde at se verden på; historie er meget mere cirkulært, meget mere menneskeligt og, ja, meget mere naturligt ville jeg sige. Der er ingen almægtige væsener, og der er ingen mennesker eller væsener, der enten er gode eller dårlige. Alt interagerer med hinanden, tid er en cirkel, hvor alt påvirker hinanden. Sådan er livet, og sådan er naturen.
 
Men netop det, at det er så fragmenteret, gør det også svært at gribe det an. Der er mange oversimplificerede og nærmest tegneserieagtige versioner af nordisk mytologi, og i norske folkeskoler er det dét, de underviser børn med om vores historie. Det er så oversimplificeret, at det er umuligt at tage seriøst. Alligevel kan jeg godt forstå, at det bliver grebet an på den måde, da det jo er et kompliceret emne, og der er ikke ressourcer nok til ordentlig viden – men heldigvis er tingene ved at ændre sig.
 
Den massive interesse i resten af verden for vores kultur gør, at vi igen bliver stolte af vores kultur. Vi er igen ved at indse dens værdi, og at det er noget helt unikt, der ikke findes andre steder.
 
På hvilket tidspunkt i dit liv besluttede du dig for at gå ad denne vej? Her tænker jeg også på din tid i black metallen.
Jeg begyndte med black metallen ret tidligt og blev involveret i en masse projekter, der aldrig blev til noget. Allerede på daværende tidspunkt var jeg ret interesseret i visse typer folkemusik, og spillede faktisk også med i en gruppe, som vi udgav en ep med.
 
Visionen om at gøre de ting, jeg laver nu, har dog været med mig siden mine tidlige teenageår. Jeg kunne se og høre det for mig og var både inspireret til og følte, at det skulle være forskelligt fra det, der tidligere var set i folke- og verdensmusik – og for den sags skyld også metal – hvor disse emner og historier skulle fortolkes ud fra deres egne præmisser i stedet for blot at inddrage det i teksterne eller have en violin i baggrunden; jeg ville hellere bruge oprindelige ord og sprog, instrumenter og lyde. Det har fulgt mig hele vejen, og for mig var Gorgoroth ikke noget personligt. Flere af de andre metalprojekter, jeg har været involveret i, var dog, men hele den der “metal og satan”-ting har aldrig været noget for mig. Min tilgang til det var nærmere som en udtryks- og kunstform, der har fungeret som et arbejde.
 
Trangen til at lave noget, der kom helt indefra, og som virkelig betød noget, var der. Det var noget, jeg havde brug for. Allerede i 2002 opstod Wardruna, og det var der, jeg begyndte at optage musikken – selvom jeg havde haft ideen til det i mange år. Jeg fortsatte dog med at spille med Gorgoroth i nogle år, og så følte jeg bare, at jeg blev nødt til at stoppe med det hele og begynde forfra med noget nyt. Det var ikke noget, jeg kunne undslippe, for det var det eneste, jeg havde lyst til at lave, og det er det stadigvæk.
 
Gennem de seneste år har du arbejdet sammen med mange nordiske musikere, blandt andre Ivar Bjørson og Eivør, og du har også udgivet ‘Snake Pit Poetry’, musik fra din medvirken i tv-serien ‘Vikings’. Hvorfor er det så vigtigt for dig at genoplive nordisk kultur og holde det ved live? Og hvorfor netop nu?
Jeg tror ikke, at ens rødder er vigtige, bare fordi det er ens rødder. For mig har det altid været vigtigt ikke at prøve på at kopiere fortiden, da det ville gøre det uinteressant. Det er noget, museer og historikere kan gøre.
 
For mig skal det have en relevans. Der er mange ting fra fortiden, som vi kan lære af, og som vi i dag har brug for. Så det handler ikke om at romantisere eller genskabe fortiden, men derimod om at tage noget gammelt, der stadig har relevans, og skabe noget nyt.
 
Og hvad er din vision med alt det her, hvad er det præcis, du vil skabe?
Jeg ved ikke, om jeg har et specifikt mål med det. Men det handler i hvert fald ikke om at prædike eller fortælle en endegyldig sandhed, nærmere om at give en stemme til gamle tanker og ideer, som stadig er relevante – de opstod i naturen, hvilket vi jo stadig er omgivet af, og netop derfor er det relevant. Der er mange ting, vi kan lære fra den gamle kultur, i forhold til hvordan vi har adskilt os selv fra naturen. I fortiden havde de jo ikke et romantiseret billede af naturen, men bekæmpede den derimod. Men da vi nu om dage er så fjerne fra naturen, kan vi netop tillade os at romantisere den.
 
Den måde, hvorpå vi møder andre menneskers kulturer, kan vi også lære fra vores forfædre; det betød ikke noget, hvad andre troede på, og man var ikke bange for andres trosretninger og kulturer, hvilket vi er i dag. I fortiden følte man sig ikke truet af andre; man var åben og nysgerrig over for andres tro.
 
Selvfølgelig havde vores gamle kultur også sine skyggesider, men det, vi for alvor kan lære af det, er at behandle andre med respekt. Det, der i gamle dage for alvor kunne få en dræbt af sine egne, var, hvis man ikke opførte sig hæderligt, specielt over for ens fjender – og det er noget, vi virkelig har brug for i vores nutidige samfund.
 
Du har tidligere udtalt dig om, hvordan den ekstreme højrefløj har det med at bruge den gamle nordiske kultur og ikke mindst dens symboler, og hvordan disse dermed bliver fejlfortolket. Men over de seneste år er nordisk folklore, mytologi og symbolik blevet introduceret til populærkulturen og endda meget, meget hurtigt; eksempelvis har tv-serien ‘Vikings’ haft stor international success, Netflix har produceret film som ‘The Ritual’, og nordisk identitet hersker over medier som Instagram. Hvorfor tror du, at denne pludselige interesse for dette univers er opstået, og tror du, at det kan gå hen og blive så populært, at det kan blive overromantiseret og misfortolket på en anderledes måde end tidligere, altså som det er blevet af dele af den ekstreme højrefløj?
Selvfølgelig kan det det. Der er eksempelvis mange, der kritiserer ‘Vikings’, men man skal jo huske på, at det er et tv-show, der er skabt for at underholde masserne – og det gør den på fremragende vis. Det er ikke lavet for at please folk som mig, altså historienørder. Og uanset hvad er det jo et skridt i den rigtige retning. Det nuancerer og afbalancerer den meget stereotype forestilling om fortiden. Selvfølgelig kredser serien om nogle af de her stereotyper, men det er for at tilpasse sig sit Hollywood-format.
 
Der vil altid være kritikere, men kigger man på størstedelen af de mennesker, der er blevet fascineret af den oldnordiske kultur – om det er gennem musik, film eller fjernsyn – bliver sultne efter mere viden. Og i denne tid, hvor information aldrig har været mere tilgængeligt, er det efter min mening en sund ting. Det er ikke længere subkulturer eller politiske ekstremister, der er interesserede i vores gamle kultur og historie, men alle slags mennesker fra hele verden.
 
Under både det romerske imperium og pavedømmet blev vi her i Norden efterladt til os selv i meget længere tid end resten af Europa. Vi fik lov til at beholde og bevare en masse, som andre mistede, i næsten tusind år. Og derfor tror jeg, at mange europæere anser vores kultur som en vej ind til deres egen gamle kultur – det er gennem den nordiske kultur, at de kan se tilbage på deres. Det er jo det samme, der sker, når man eksempelvis skal studere gammel heksekunst; man tager hen til det sted, hvor det stadig eksisterer, for at drage paralleller.
 
Uanset hvad anser jeg det, der sker i øjeblikket, som en god ting.
 
Det sjove ved de her højreekstremister, der er besatte af racer og gener, er, at det er baseret på en offermentalitet: “Vi er ofre, vi bliver truet, vores kultur bliver truet!”. De tror, at de vinder og vokser ved at have den attitude, men det er jo stik modsat. Hvis man selv og ens holdninger skal vokse, bliver man jo nødt til at se fremad og ikke tilbage. Man skal ikke kigge på alt det, man er imod, for hvis det er ens fokus, er det netop det, man ender med at pleje i stedet for. Det er så ulogisk.
 
På mange måder er de jo interesserede i mange af de ting, jeg også er interesseret i, blandt andet at folk skal kende vores historie og være stolte af den – men de gør det ved at skabe fjender i stedet for at respektere dem. Hvis man for alvor kender sin historie og kultur, burde man føle sig sikker og ikke truet. Men det er jo bare min ydmyge holdning.
 
Afslutningsvis bliver vi jo nødt til at runde Wardruna. I har haft meget success de seneste år, hvor i blandt andet også har turneret i USA. Sidste del af jeres ‘Runaljod’-trilogi blev udgivet for to år siden. Er i ved at skrive ny musik?
Ja, helt bestemt, jeg får faktisk skrevet en masse musik. På nuværende tidspunkt er jeg i gang med at arbejde med to ting; et nyt Wardruna-album med et helt nyt koncept, som jeg desværre ikke må komme nærmere ind på, og så en anden Wardruna-plade, der snart bliver udgivet, med materiale, jeg laver alene – altså skjaldisk materiale, som jeg opfører til mine solokoncerter og forelæsninger.
 
Hvordan er arbejdsprocessen egentlig i Wardruna? Du er jo et af projektets originale medlemmer, men Ii er mange musikere involveret.
Lindy [Fay Hella, red.] har næsten været med siden begyndelsen, vi begyndte vist at arbejde sammen omkring 2005. Jeg skriver det meste, men i den kreative proces samarbejder vi om visse ting. Nogle gange er hun med til at lave arrangementerne, og andre gange er hun også med til at skrive sangene. Mange sange udspringer faktisk fra hendes ideer om vokalarrangementer. Det er primært hende, jeg arbejder sammen med, selvom jeg jo laver meget af musikken alene.
 
Mange af vores livemusikere har været med siden de første koncerter tilbage i 2009 og har mere eller mindre været med lige siden. De er en stor del af Wardruna, jeg anser dem bestemt for at være en del af projektet. De har også medvirket på vores plader, især den sidste. I fremtiden kommer de måske til at være involverede i langt højere grad, hvem ved.
 
Men jeg er lidt af en control freak, når det kommer til musik, da jeg har en klar vision om, hvordan jeg vil have tingene. Jeg nyder at arbejde alene og involverer først andre, når jeg kan se, at der er plads til det.

Det skjaldiske Wardruna-album, Einar Selvik nævner i interviewet, bliver udgivet d. 23. november og har fået titlen ‘Skald’.

 ">