Morgendagens stjerner: Daycare for Jedi

Morgendagens stjerner: Daycare for Jedi

Daycare for Jedi spiller klassisk poppunk i stil med Blink-182 og Green Day. Her er den gode melodi i højsædet.

Genre
Forfatter

Hvem er bandet?

Jens Erik Keldmann - Guitar og vokal
Mikkel Rohde - Guitar og kor
Jacob Axel Nielsen - Bas og kor
Mr. Bluemountain - Trommer

Hvordan startede bandet? 

Mikkel og jeg (Jens Erik) har faktisk forsøgt, at starte et Pop punk band siden vi gik på efterskole, men det er åbenbart ikke så nemt her i Danmark. Så vi begyndte, at spille noget alternativ metal i stedet for. Det gik lidt nemmere med at finde nogen at lege med. Da nogle af metal projekterne begyndte, at dø lidt ud, fik vi samlet et hold, der gerne ville prøve det der skateboard musik fra de varme stater (Californien), som folk herhjemme ærgerligt nok kun forbinder med “Green Day, Blink-182, Good Charlotte” og de andre kopier.
Ikke dermed sagt, at vi ikke kan lide nogen af de ovenstående bands. Vi elsker Blink Vi havde nogle få øvere i 2013 og efter Søren (som var bassist i et lille år) og jeg (Jens Erik) havde været i Californien på en 3 måneders tur, blev gnisten genfødt, og bandet Daycare for Jedi blev født, og det var foråret 2014.

Hvor var jeres første øver?

Vi har faktisk kun haft den ene øver, som vi stadigvæk har. Den ligger ude i det berygtede, men dejlige, Gellerup. Første gang vi skulle ud og se øveren, stødte vi på en mand iført mili-bukser og turban, som red på en hest. Det var ret sejt. 

Hvor var jeres første koncert?

Vores første koncert spillede vi faktisk til Dirstortion Festival 14, kun et par måneder efter dannelsen af bandet. Det var det vildeste! Der stod vi, grønne som små ærter og skulle spille en hel gade op, og forsøge at drukne alt det bas, der var rundt omkring. Der følger en hel kronik med til den oplevelse, men den må I få til et eksklusivt interview. Alt der kunne gå galt gik galt, men det lykkedes os, at gennemføre koncerten, og vi stod alle bagefter og havde det så pisse fedt!

Og der skal lyde en stor tak til jeres kollegaer hos Dude Manor, som arrangerede det event, vi spillede til.
Hvem har fået øje på jer? 

Det er jo et spørgsmål uden et helt konkret svar. Vi var jo så heldige, at Prime Collective fik øje på os, efter vores EP udgivelse i 2015, og der startede vi et lille samarbejde, som siden har udviklet sig. Vores musikvideo til singlen “Next Chapter” blev set/hørt 20.000 gange de første 3 døgn, så i den forstand er der, om ikke andet nogle nye mennesker, som forhåbentlig har fået øje på os. Vores sange er kommet i radioen, Jesper Binzer har været så sød, at vifte lidt med os i sit podcast program på MyRock og vi får tilbudt flere og flere fede support jobs for større udenlandske kunstnere. Vi er blevet fuldtallige igen, så vi går stærkt efter, at rykke os videre herfra, og håber derfor, at vi kan tilføje nogle spændende navne på listen inden for den nærmeste fremtid.

Hvad har været jeres største koncert?

Det var helt klart da vi spillede support for You Me at Six på Vega. De har over 1 million følgere på Facebook, så det var fedt at få lov til, at præsentere os for deres danske fans - også selvom vi nok lander lidt forskelligt på lydspektret. Men vi har rødderne tilfælles.

Hvad er det sværeste ved at være ny i gamet?

For os har det, at skulle navigere sig rundt i SoMe verdenen, og selv tage den kasket på, været det mest udfordrende og forvirrende. Det er så svært, at komme ud og blive set. Tiden, hvor man bare kunne sende en demo afsted til pladeselskaber og blive signet, er død, og har været det længe, så det gælder om, at tilvænne sig en alternative tankegang i forhold til selvpromovering.

En anden ting er, uden at det skal misforstås, ganske simpelt bare det at “være” i et band. Det er ikke længere tilstrækkeligt, bare at møde op i øveren og drikke øl og lave pruttekonkurrencer. Man bliver nødt til at “være” bandet 24/7, og det kan være udfordrende. Man skal samtidig være en alt-mulig-mand i det her game, hvis man vælger at vil tage chancen, og se hvor langt man kan komme. Regnskab, Moms, Grafisk Designer, SoMe manager, møder, Pro-networker, Strategisk geni og så skal man kunne drikke sig i hegnet, uden at det kan ses på scenen. Den del kæmper Jacob stadigvæk med. Når man står til sin egen Release-Party og præsentere det næste nummer som  “Fra vores kommende album”, så har man ikke øvet nok hjemmefra.
Hvordan har det været at indspille jeres debutplade?

Det har været pisse fedt! Chris Kreutzfeldt(Ghost Iris, Scarred by Beauty, Cabal) producerede pladen, og resultatet blev lige hvad vi havde drømt om og mere end det.

Jeg tror vi lærte, at man ikke skal være så bange for, at få et andet hovede ind over som ekstra “medlem” i sådan en process - og generelt i en sangskrivningsproces. Det bliver vores kære manager, Mirza, nok glad for at læse! Aldrig gå i studiet med en færdig sang. Det er der, man skal give sig lov til, at lege lidt sammen med produceren.

Vi glæder os allerede til næste plade!

Hvad er jeres inspirationer?

Vi er inspireret af mange ting. Også ting som slet ikke har med musik at gøre. Når vi skriver sange, så kommer inspirationen tit ud fra en følelse, som man sidder med. Så selvom det nok lyder lidt corny, så er det nok hverdagens oplevelser, der danner rammerne, for hvad der inspirere os. I hvert fald hvad tekster angår. Det er altså lige fra sommerglade minder, til død og tab. Derfra kan man så tage den videre, og reflektere lidt over, hvilken verden vi lever i. Jeg tror, at vi er ret jordnære i vores tekstunivers. Det er lige fra de små emner til de helt store. Men det, der får hjulene til at køre rundt, er helt klart en bestræbelse på, at ville tage et skridt videre op ad trappen for hver udgivelse.

Hvad er jeres drømme?

Vores drømme minder nok om de fleste der spiller musik, og gerne vil det her utaknemmelig liv. Vi vil gerne det hele! At kunne leve af det, så man får den ultimative frihed til sin musik, spille de store scener og sgu ikke kun i lille Danmark. Men man starter jo altid et sted.

Hvordan vil i nå dem?

Vi kender ikke formlen, men vi ved, at hårdt arbejde betaler sig. Så noget med at sælge sine venner, og spørge Siri om man skal være kærester?

Hvordan vil i virkelig ikke ende?

Vi vil virkelig IKKE ende som et “sellout” band, som stræber efter at please flest mulige, og bare rider med på bølgen, for hvad der lige på pågældende tidspunkt er populært. Musikken skal først og fremmest være for vores egen skyld.

Hvor meget opbakning har du/i fra baglandet (forældre, skole, venner, job, etc..)?

Vi har ret stor opbakning fra familie, kærester og helt klart også venner. Også selvom de kan blive lidt trætte af, at man for femte gang aflyser en aftale, fordi man skal ud og spille, eller skal til noget andet band relateret. Job og skole får vi det altid til at passe med. Dem af os der arbejder, har heldigvis nogle ret seje arbejdsgivere, så hvis man er klar på at lidt flex, så er det næsten aldrig et problem.