Morgendagens stjerner: Everything Is Terrible

Everything is Terrible

For to år siden så vi potentialet, men meget har ændret sig siden. Derfor bringer vi en andenudgave af 'Morgendagens stjerner' med Everything is Terrible, der i år håber på at ende med at spille på Wacken – hvis altså de ender med at vinde Wacken Metal Battle Danmark.

Titel
Wacken Metal Battle 2019
Forfatter

Hvem er med i bandet?
Adam Hansen på trommer, Cornelius Qvist på vokal og guitar, Uzay Dinç på bas og Lui Broch Larsen på guitar.

Hvordan startede bandet?
Det hele startede i 2014, med at Cornelius og Dennis (tidligere bassist i bandet) sendte dårlige Guitar Pro-idéer til hinanden over internettet uden nogensinde at øve sammen. Cornelius fik en dag overtalt Neema Rad, fra DTHRNR, til at booke en koncert på Råhuset, hvor de havde tænkt sig at spille til midi-trommer og uden vokal. Det var plane,n indtil vi mødte Adam, som er Dennis’ gamle folkeskolekammerat, i byen, og han tilbød at spille trommer for os uden at have hørt så meget som en tone af musikken. Vi havde lige en lille måned til at øve et livesæt op, som fik en fuldstændig ny energi af Adams input og generelle groove.

Kort tid efter indspillede vi en ep hos Chris Kreutzfeldt, hvorefter vi begyndte at arbejde meget med at udvikle vores stil og finde frem til dens kerneelementer. Vi eksperimenterede lidt med forskellige virkemidler og tuninger, fandt frem til drop F og 7-strengede guitarer og begyndte at skrive til et album.

Cornelius mødte Lui tilfældigt til en fest, og hans små, tykke guitarfingre og joviale personlighed overbeviste resten af bandet om, at han skulle være det fjerde medlem i bandet. Og så kunne han også godt lide musikken, hvilket jo også var meget fint.

I 2018 forlod Dennis bandet, og Uzay begyndte i rollen som livebassist. Den stoiske, tætte, styrkeløftende mand havde allerede i meget høj grad imponeret os med sine musikalske færdigheder. Inden for kort tid havde Uzay løftet opgaven så godt, og vi var kommet så tæt på ham, at vi inviterede ham til at blive permanent medlem af bandet, da det allerede føltes, som om han var en del af det.

Hvor var jeres første øver?
Scarred by Beauty lånte os deres lokale i Kirk1 i Vanløse, som vi benyttede til at øve op til den allerførste koncert. Tak, venner.

Hvor var jeres første koncert?
På Råhuset i november 2014, hvor vi spillede sammen med Cartographs, Between Oceans og  Disfunction. Vi optog hele koncerten og finder den nogle gange frem fra gemmerne, når vi er i det nostalgiske hjørne eller har brug for en påmindelse om, hvad der startede det hele, og hvor meget vi har udviklet os siden da. Og hvor meget fucking amok Adam gik til den koncert. Og hvordan Johan (Pedersen, Cold Night for Alligators), der var med på det sidste nummer, kan vælte et helt spillested uden at have skrevet lyrik eller øvet med bandet på forhånd.

Hvem har fået øje på jer?
Vi er stadig et meget nyt band, og ved vores første fuldlængde blev der slet ikke sat nok kræfter ind på at få ordet ud. Det har vi lært meget af, og vi arbejder hårdt på at planlægge release af det nye materiale, som ser dagens lys i år.

Hvad har været jeres største koncert?
Det har nok været et udsolgt Huset sammen med de dejlige drenge i Ghost Iris her d. 22. februar. De tog os med, da de var klar over, at selv i København er der mange, som ikke har hørt om os. Og så forhåbentlig også, fordi de tænkte, at vi kunne rykke nogle røvhuller. Eller i hvert fald sparke en ung kvindes øl op i øjnene på hende. Vi er virkelig taknemmelige for, at Ghost Iris valgte at tage os med, og så var det bare en hyggelig og sjov dag og aften.

Hvad er det sværeste ved at være ny i gamet?
Vi valgte at lave alt benarbejdet selv i forhold til udgivelse og promovering af vores debutplade, hvilket var meget udfordrende for os, da vi var helt på bar bund, i forhold til hvordan man markedsfører sit band i 2017. Især har vi skullet vænne os til, at det praktiske har fyldt mere end musikken det første lange stykke tid efter pladen og stadig optager rigtig mange ressource, som vi egentlig hellere ville bruge på musikken. Der har helt klart også været mange ting, vi skulle lære, og som vi aldrig har prøvet før, men vi er kommet ud af det med en følelse af, at vi er vokset som band af det. Det er en helt anden måde at samarbejde på, end når man “bare” spiller og skriver musik.

Hvordan har det været at indspille jeres debutplade?
Vi indspillede albummet hos Chris Kreutzfeldt. Vi kunne rigtig godt lide hans hund, men Chris ødelagde stemningen lidt, og så mistænker vi ham også for ikke rigtigt at vide, hvad han laver med alle de der knapper.

Udover det var det lidt en hård proces. Cornelius var lige begyndt også at lave vokal – lyrikken og timingen var ikke engang helt færdig, før vi gik i studiet, og han måtte derfor kæmpe lidt med stemmen. Lui var ny i bandet, havde stort set lige lært numrene og var derudover stadig i gang med at skrive leads og soloer.

Alt i alt var det dog en kæmpeoplevelse, som vi lærte meget af, ikke mindst på grund af det gode samarbejde med Chris. Vi endte med et album, vi er stolte af, og som nu fungerer som et springbræt for udviklingen af vores lyd. Vi ser meget frem til fortsat at arbejde sammen med Chris om det nye materiale.

Hvad er jeres inspirationer?
Vi fik alle en kærlighed til aggressiv musik, da vi var teenagere (hvilket Lui & Uzay stadig er), og er alle interesseret i moderne progressiv musik. Som man udvikler sig og bliver ældre, begynder man også at droppe sine elitære holdninger angående især metallen og åbner sig for mange andre genrer og indtryk. Derfor er det er svært for os at pege på nogle specifikke bands, da vi hører så mange forskellige genrer. Det er nok derfor, at vi tager inspiration fra alt muligt. Vi har alle en forkærlighed for det skæve i musikken, og vi tror på kontrast som en grundsten, for at de forskellige elementer rigtig kan få lov at gøre det, de skal gøre.

Hvad er jeres drømme?
At få lov til at blive ved med at lave plader, komme på turné i udlandet og fortsætte med at udvikle os musikalsk.

Hvordan vil I nå dem?
Ved at blive ved med at være produktive og lave noget, vi kan stå inde for. Det er samtidig vigtigt, at vi har det sjovt under processen.

Hvordan vil I virkelig ikke ende?
Som nogle dovne, arrogante og utaknemmelige røvhuller.

Hvor meget opbakning har I fra baglandet?
Alle vi kender, bakker op om bandet, selv hvis de ikke kan relatere til musikken, og det sætter vi virkelig pris på, da der er lagt så mange tanker og følelser i det fra vores side.