Morgendagens stjerner: Pet the Preacher

Populær
Morgendagens stjerner: Pet the Preacher

Vi har tidligere rost Pet the Preachers debutalbum 'The Banjo', og i anledning af, at bandet i den forgangne uge er booket til Roadburn, fik vi os en snak med forsanger Christian Hede Madsen.

Genre
Fotograf
Uncle Allan
Forfatter

Hvem er med i bandet?
Torben Wæver Pedersen spiller bas, Christian Von Larsen spiller trommer, og jeg, Christian Hede Madsen, tager mig af guitar og vokal.

Hvordan startede bandet?
Bandet startede lidt i støvet fra et tidligere band, men der er en periode på 8-9 måneder før at vi får navnet Pet The Preacher, og stille og roligt arbejder os ind på,
hvad vi kan og vil som band. Jeg vil sige at vi rigtigt starter i 2011, da vi indspiller 'Meet The Creature', vores første ep.

Hvor var jeres første øver?
Det var på Øresundskollegiet i København.

Hvor var jeres første koncert?
Som Pet The Preacher var det på RUST.

Hvem har fået øje på jer?
Det er svært at svare på, men vores pladeselskab Bilocation Records fik jo øje på os. Og de har virkelig været fede. De elsker musik lige så meget, som vi selv gør. Jacob Bredahl er en del af det her bands historie og udvikling. Vi klikkede musikalsk og personligt, og når vi indspiller vores anden fuldlængde til august, er det igen med ham som producer, tov-holder og Papa Zen. Vores ting lyder aldrig ens, når vi forlader hans studie og det er næsten det vigtigste af alt: nysgerrighed og udvikling.

Vores brødre i By The Patient gav os tidligt et "ok"-tegn, og de er også et band vi selv har utrolig stor respekt for. Men jeg tror, der er mange, der er ved at "opdage" os, ikke mindst fordi vores nye materiale er pisse-godt, og vi presser os selv til det yderste for det her band. Der er også mange ansigter som vi ikke kender til vores koncerter, og det er vi helt utroligt taknemmelige for.

Hvad har været jeres største koncert?
De tre shows med Pentagram i København, Göteborg og Oslo var fantastiske. Men der har været mange. Baroness på et fyldt BETA, vores absolutte favoritspillested btw, og at supporte Kylesa. Forhåbentlig er hver eneste koncert stor på den ene eller anden måde.

Hvad er det sværeste ved at være ny i gamet?
Det sværeste er sgu nok at skille sig ud, men jeg synes, at vi efterhånden er kommet videre fra det stadie. Men det er en positiv ting, at det tager noget arbejde at blive etableret. Der er så mange bands i dag, og så mange gode bands, at det kræver en indsats at få folk til at lytte. Jeg forventer engagement hos de bands der vil noget.

Vi bløder for det her lort, og det er ikke bare et hjerne-dødt dansker-rock band, der bare vil være de fedeste i Kolding (sagt uden at provokere nogen, forhåbentlig). Vi mener selv, at vi med tiden har sangene og tålmodigheden til at lave noget virkelig fantastisk, dybtfølt musik på de præmisser, som vi selv vil. Det håber jeg også er det, som folk kan mærke. Det her er ikke en døgnflue. Vi elsker at spille med hinanden, vi elsker vores instrumenter, og vi elsker de lag som tung, bluesy rock-musik kan have.

Hvordan har det været at indspille jeres debutplade?
Siden debuten har vi jo indspillet endnu en ep, og er nu i gang med at skrive plade nummer 2. Først og fremmest, så var det virkelig lærerigt, og skide sjovt. Vi fik drukket os absolut ned i det århusianske natteliv, indspillet nogle gode sange (sikkert også nogle mindre gode) og fik en fornemmelse af, hvordan det er at begrave sig i et værk, som 'The Banjo' var tænkt som. Det var skide hyggeligt at være i Dead Rat Studio med Jacob, og i bagklogskabens lys, så har det givet en erfaring, der gør, at vores fremtidige ting kan indspilles på en lidt anden måde. Vi har i hvert fald lært at sige tingene som de er, give og tage imod kritik, og at du aldrig er bedre end det, der kommer ud af højtalerne. Dejlig oplevelse.

Hvad er jeres inspirationer?
Der er for mange til at nævne alle. Vi er jo tre personer med hver vores smag. Om det er rock, metal, klassisk, pop, jazz er sådan set ligegyldigt, hvis det bare sætter gang i følelserne. Vi har selvfølgelig alle en kæmpe kærlighed for et band som Led Zeppelin, der nok må siges at være kongerne i vores verden. De havde en alsidighed og en "greater than life"-følelse som ikke kan andet end at inspirere. Det har alle de klassiske sgu egentlig nok: Black Sabbath, Queen, Rush, Pink Floyd osv.

Der er selvfølgelig også mange moderne inspirationskilder som Kylesa, Baroness, Mastodon, Down, Sleep, Clutch, Graveyard osv. Der er også mange pop-ting, jeg personligt synes er inspirerende, om det så er The William Blakes, Robyn, When Saints Go Machine eller noget fjerde er ligegyldigt. Jeg kan finde noget fedt i det meste (gode) musik, og sådan tror jeg også de andre har det. Undtagen overproduceret amerikaner-rock. Det har jeg det lidt stramt med. Men jeg prøver ...

Hvad er jeres drømme?
Vores drømme er at leve fuldt og fast af det her band. Vi vil gerne drive det så langt som muligt og blive en garant for noget virkelig, virkelig fed musik. Vi har i hver fald tænkt os at lægge arbejdet i det, for at det skal lykkes. Derudover har vi mange del-mål som fx. Roskilde Festival, Roadburn (som vi jo skal spille på i år) og fede ture med store navne. The usual shit, haha.

Hvordan vil I nå dem?
Bare blive ved at spille så meget som muligt, og lave så gode sange, som vi kan. Vi går ingen steder.

Hvordan vil I virkelig IKKE ende?
Som et ligegyldigt band. Nogle, der bare er "ok". Det må være det værste. Hellere være et skide dårligt band. Så rammer man i det mindste et eller andet. At være metervare er sgu for irriterende.

Hvor meget opbakning har du/I fra baglandet (forældre, skole, venner, job etc.?
Jeg tror ikke, vi kunne ønske os mere støtte fra baglandet. Både min far og hans kone, mor og hendes mand (moderne familie, jo) og alle andre omkring mig er superstøtter i det her projekt. Nok også fordi de kan mærke, at der ikke er nogen vej tilbage eller nogen måde at stoppe mig på. Jeg føler, at Torben og Christian har det på samme måde. Der er vi fandeme taknemmelige og heldige.