Whiskeyslynger rock
Populær
Updated
Der er plads til både Rage Against the Machine, Deep Purple, Muddy Waters og AC/DC i Clutchs stener rock univers. Clutch er ikke en helt normal størrelse. Da de slog igennem i midten af 90erne blev de slået i hartkorn med bands fra nu-metal-bølgen. Umiddelbart var (og er) det bestemt unfair at plastre dén mærkat på Clutch. Deres groovy musik var bedre beskrevet som Rage Against the Machine parret med et af de samtidige stener rock bands.
I dag lyder Clutch mere som Deep Purple end Rage Against the Machine - ikke mindst på grund af deres brug af det karakteristiske orgel, der øjeblikkeligt sender tankerne hen på Jon Lord (idag ex-Purple). Måske også fordi Clutch’s riffs ikke er så lidt inspireret af førnævnte bands.
Det er næsten præcis to år siden, Clutch udgav det fortrinlige ”Robot Hive: Exodus”, der – om noget – sad godt i skabet den sommer, og nu er de altså tilbage med ”From Beale Street to Oblivion”, der er deres 7. album.
Fra Jon Lord til Little Walter
Clutch stikker i mange retninger, og frontmand Neil Fallons tekster gør bestemt ikke sagen værre. Han har netop udtalt, at dette er det mest ”live” album, Clutch har lavet, og den tilbagelænede stemning er da også til at mærke; en stemning som til tider også bliver for tilbagelænet.
Der bliver lagt stærkt ud med ”You Can’t Stop Progress” samt stenerrockeren ”Power Player”, og så kommer Purple-orgelet for alvor frem i billedet i ”The Devil & Me”.
Som et nyt tiltag, har man hyret en mundharmonikaspiller, Eric Oblander, der sætter et ubeskriveligt Little Walter-præg (Walter, legendarisk bluesmundharpespiller - red.) på en håndfuld af sangene. Tjek fx hans solo i ”Electric Worry” - der i øvrigt er stærkt inspireret af Muddy Waters’ ”Trouble No More” både musikalsk og tekstligt. Så har man hørt det med.
Nye grænser
Men som nævnt bliver stemningen lige en anelse for lallet nogle steder undervejs, og så er det godt, at vi får et suverænt højdepunkt som den spidsfindigt titulerede ”When Vegans Attack”, der lyder som AC/DC på en god dag.
Clutch har haft det fortrinligt i studiet - det kan høres, men det er altså lige før man kan se hængekøjen foran sig, og der mangler lidt tighthed, som den, der var at finde på forrige udspil. Dog kan der ikke ændres på det faktum, at Clutch har afsøgt nye grænser på dette udspil, og Fallons fabulerende tekster er altid underholdende lytning.
OG: Findes der noget bedre end et band i konstant udvikling, som samtidig er uhyggeligt godt at slynge whiskey ned til?
NB! Clutch lægger vejen forbi The Rock, Kbh. mandag den 29. april.
I dag lyder Clutch mere som Deep Purple end Rage Against the Machine - ikke mindst på grund af deres brug af det karakteristiske orgel, der øjeblikkeligt sender tankerne hen på Jon Lord (idag ex-Purple). Måske også fordi Clutch’s riffs ikke er så lidt inspireret af førnævnte bands.
Det er næsten præcis to år siden, Clutch udgav det fortrinlige ”Robot Hive: Exodus”, der – om noget – sad godt i skabet den sommer, og nu er de altså tilbage med ”From Beale Street to Oblivion”, der er deres 7. album.
Fra Jon Lord til Little Walter
Clutch stikker i mange retninger, og frontmand Neil Fallons tekster gør bestemt ikke sagen værre. Han har netop udtalt, at dette er det mest ”live” album, Clutch har lavet, og den tilbagelænede stemning er da også til at mærke; en stemning som til tider også bliver for tilbagelænet.
Der bliver lagt stærkt ud med ”You Can’t Stop Progress” samt stenerrockeren ”Power Player”, og så kommer Purple-orgelet for alvor frem i billedet i ”The Devil & Me”.
Som et nyt tiltag, har man hyret en mundharmonikaspiller, Eric Oblander, der sætter et ubeskriveligt Little Walter-præg (Walter, legendarisk bluesmundharpespiller - red.) på en håndfuld af sangene. Tjek fx hans solo i ”Electric Worry” - der i øvrigt er stærkt inspireret af Muddy Waters’ ”Trouble No More” både musikalsk og tekstligt. Så har man hørt det med.
Nye grænser
Men som nævnt bliver stemningen lige en anelse for lallet nogle steder undervejs, og så er det godt, at vi får et suverænt højdepunkt som den spidsfindigt titulerede ”When Vegans Attack”, der lyder som AC/DC på en god dag.
Clutch har haft det fortrinligt i studiet - det kan høres, men det er altså lige før man kan se hængekøjen foran sig, og der mangler lidt tighthed, som den, der var at finde på forrige udspil. Dog kan der ikke ændres på det faktum, at Clutch har afsøgt nye grænser på dette udspil, og Fallons fabulerende tekster er altid underholdende lytning.
OG: Findes der noget bedre end et band i konstant udvikling, som samtidig er uhyggeligt godt at slynge whiskey ned til?
NB! Clutch lægger vejen forbi The Rock, Kbh. mandag den 29. april.
Kunstner
Titel
From Beale Street to Oblivion
Label
Distributør
Genre
Forfatter
Karakter