Morgendagens stjerner: Rot Away

Rotaway

Rot Away er parat til at sparke liv i den danske hardcorescene, og du skal fanme ikke stå med en tilbagelænet attitude og armene over kors, når kvintetten går på scenen. Under mantraet “Make Stagedives Great Again” skal hardcore tilbage på den musikalske dagsorden.

Hvem er med i bandet?
Jonathan Albrechtsen (vokal)
Andreas Andy Albrechtsen (trommer)
Christian Hammer Mattesen (guitar)
Ole Palm Schwartz (bas)
 
Hvordan startede bandet?
Ideen om Rot Away blev til dels startet på en lille ø i stillehavet. Jeg (Ole) havde gennem mange år spillet i forskellige bands og var på daværende tidspunkt i band med Christian, men valgte at stoppe da jeg havde et ønske om at komme ud og opleve noget andet. Efter at havde været væk fra musikken i et års tid, var jeg ude at sejle i Polynesien og lysten til at spille begyndte at vise sig igen. Da jeg kom hjem efter et par måneder ringede min telefon en dag og det var Christian, der ringede i en ordentlig brandert og fortalte at han havde lyst til at starte et band igen - og det passede jo lige med mit ønske. Vi teamede op med Andy, der også havde været væk fra musikken i noget tid og Christian fik hurtigt skrevet nogle skitser, som vi prøvede af i øveren. Til at starte med var det ideen, at vi skulle havde været en trio, men da Jonathan hørte det, spurgte han om han ikke godt måtte joine os. Han havde selv været væk fra scenen i nogle år og syntes at det var fedt det vi havde gang i. Det hele gik ret stærkt og vi bookede studietid før vi havde skrevet numrene færdige - resten blev skrevet færdig i studiet. Ep'en 'Rot Away' udkom i 2019.
 
Hvor var jeres første øver?
I Andy’s fars øvelokale i Vanløse. Legendarisk øvelokale, der desværre ikke ligger der længere.
 
Hvor var jeres første koncert?
Vores første koncert var i Ungdomshuset i maj 2019. Vi havde ikke offentliggjort bandet endnu og vi inviterede bare de nærmeste venner. Blot for at prøve vores materiale af og se om vi overhovedet kunne finde tilbage til liveformen.
 
Hvem har fået øje på jer?
Forhåbentlig alle dem der har set os live. Og så har vi jo lige signet med Jimmy, der er har startet Last Mile Records, som hjælper os med at udgive vores kommende debutplade.
 
Hvad har været jeres største koncert?
Venuemæssigt har det været Amager bio, men det tæller ikke helt, for det var med corona restriktioner. Det bedste show vi har spillet har nok været udsolgt Stengade som support for Cabal. Det var godt pakket.
 
Hvad er det sværeste ved at være ny i gamet?
Eftersom vi alle har været en del af gamet tidligere, føles det ikke som at være ny. Vi kender til spillereglerne, men gør kun, hvad vi har lyst til - og tager ikke alle shows der kommer til os. Vi bestræber os ikke på at blive den næste store ting, kun gøre de ting vi synes er sjove, hvilket er dejligt befriende.
 
Hvordan har det været at indspille jeres fuldlængde-debutplade?
Skriveprocessen startede under nedlukningen af Danmark, hvor vi alle var hjemsendt fra arbejde og flere af vores koncerter blev aflyst. Christian har et mindre hjemmestudie og her begyndte sangskrivningen. Han lavede i løbet af meget kort tid en masse skitser og det nye album begyndte at forme sig meget hurtigt. Da vi følte vi var parat, bookede vi studietid hos Peter Hove, der har Infinite White Studio, hvor vi også har indspillet vores tidligere materiale. Peter er en god kammerat af bandet og det er virkelig fedt at indspille hos ham. Med udgangspunkt i de indspillede skitser, har vi med Peter videreudviklet på lyden og numrene, og er kommet frem til en resultat vi er utrolig glade for. Vi glæder os til at kunne præsentere det for jer alle.
 
Hvad er jeres inspirationer?
Bandet blev startet på et ønske om at ramme noget der minder om engelske Brutality Will Prevail og amerikanske Trap Them. Det ved jeg ikke helt om lykkedes, haha. Generelt spænder vores inspirationer fra alle undergenrer af hardcore over til den klassiske metal og trash. Lyden på den kommende plade, er en viderebygning på vores lyd på ep’en, med en stærk inspiration fra thrash-metallen.
 
Hvad er jeres drømme?
Vi drømmer nok om at få gang i den danske hardcorescene, med et større fremmøde til koncerterne og et publikum, der ikke kun er andre der spiller i bands. Derudover har vi nok en våd drøm om, at koncerterne bliver ligeså vilde som man ser dem i udlandet, med stagedives og vilde moshpits - MAKE STAGEDIVES GREAT AGAIN!
 
Hvordan vil I nå dem?
Vi prøver at gøre vores til, at koncerterne er én stor energiudladning og vi prøver at involvere publikum så meget som muligt. Vi håber i hvertfald på, at publikum med tiden begynder at blive en del af showet, fremfor at stå med krydsede arme, sådan som tendensen desværre er til tider.
 
Hvordan vil I virkelig IKKE ende?
Som husband på High Voltage.
 
Hvor meget opbakning har du/I fra baglandet (forældre, skole, venner, job etc.)
Andy’s far har skaffet os et fedt og billigt øvelokale.