En blacket vækkelse med stilistiske spredehagl

Efter et års venten var det tid til at se, hvad festivaldebutanten Anthem of the Awakened kunne præstere, med bl.a. Naglfar og Whoredom Rife på førstedagens program på Gimle.

Det er ikke så ofte, vi drager til Roskilde i skribentens gerning. Altså med mindre det er Dyrskuepladsen der lokker, men i dag er det en ganske anden, mere nichet anledning, der trækker.
Det er et lille år siden, at nyheden kom ud om en ny black metal-festival, der er kommet til landet – og en ganske særlig en af slagsen. En to-delt affære ved navn Anthem of the Awakened, der både udspiller sig på Eksercerhuset i Fredericia, og så her på Gimle. Alle dem, der spiller i Roskilde fredag, spiller dagen efter i Fredericia og vice versa. På den måde bliver både fastlandet og Djævleøen tilgodeset, og med den stigende orientering mod black metal, vi oplever herhjemme i disse år, skal det da også vise sig at være en fornuftig beslutning. Allerede fra vi træder ind på Gimle et kvarter før showstart er fremmødet solidt, også selvom mange af dagens navne ikke ligefrem er velkendte spillere i miljøet.

Eller måske netop derfor.

Eksklusivitetsfaktoren skal aldrig undervurderes, og Whoredom Rife er da også en sjælden oplevelse på disse kanter. Faktisk har trondheimerne kun gæstet Danmark en enkelt gang på Aalborg Metal Festival tilbage i 2018, og det er derfor et glædeligt gensyn, der venter. 'Curse of the Moon', åbningsnummeret fra 2021s 'Winds of Wrath', lyder over højttalerne, inden de selv overtager styringen i nådesløst drabelig stil. Der er absolut intet halvhjertet over de her nordmænd. Ikke en mine bliver fortrukket. Kjell Rambech er en brute af en frontmand; det ene øjeblik skumler og skuler han rundt på scenen som for at udse sig sit næste offer – et øjeblik senere står han foran dig i hjørnet af scenen og brøler dig ind i bærret, mens han symbolsk indikerer din kommende halshugning. V. Einride, gruppens ultimative hovedperson, der skriver det hele, står som en urokkelig søjle, med blot et sort skudhul i panden til at bryde med den hvide ansigtsmaling. Alt skriger fare, også i det nådesløst bastante tempo Whoredom Rife gør sig i.


Whoredom Rife

Når melodiske undertoner endelig sniger sig ind, som i et par tremolo-sektioner i 'Gospel of Hate' eller en endnu mere dyster udgave af den fremragende 'Cursing the Storm to Come', tilføjer det kun ekstra gnister til lydbilledet, og vi må atter engang give Whoredom Rife fuld plade for at sælge deres drabelige take på black metal-traditionen. Et kompromisløst frontalangreb fra start til slut, råt for usødet i en lydmur, der er præcis lige så brutal og overdimensioneret som den uruk-hai-fremtoning Rambech fængsler os med fra første blik – og så den der afrunding med 'Beyond the Skies of God'. Åh gud, hvad kan vi dog kræve mere?!?

Well – hvis ikke kræve, så kunne vi da i det mindste ønske os nogen, der kunne opretholde et vist momentum ovenpå sådan en åbningskoncert. Et modigt valg at lægge Saor i kølvandet, som det mere anderledes indspark her på førstedagen. For de uindviede snakker vi en skotsk énmands-hær i form af Andy Marshall, der på plade laver alt selv, men som har et live-band i baghånden til at udleve sine folk-inspirerede black-hymner med vægt på at udtrykke sit skotske habitus – herunder også i brugen af fløjter og sækkepibe.


Saor

En fløjte-hook line fra første sekund er unægteligt et modigt valg. Nærmest offensivt, men også lige lovligt folk-kitsch. En præmis, man må anerkende for at få det fulde udbytte, fordi det netop er de folkede elementer, der for de rette modtagere får materialet til at løfte sig. Personligt må jeg hurtigt konstatere, at genhøret med Saor, som jeg primært har haft under huden dengang 'Guardians' (2016) var dugfrisk, hurtigt taber gnisten. Deres mere polerede, raffinerede lydbilleder smager som letkøbte voksenpoints, og alt det, som Whoredom Rife havde i gnist, erstatter Saor med sækkepibe og fløjte. Faktisk usandsynligt meget fløjte. Og hvis så bare hun i det mindste mestrede instrumentet mere versatilt end blot at køre den hjem på middelmådige, dansable refræner, så ville jeg være mere overbærende, men det virker bare sjælsforladt. Kræver det virkelig ikke mere end at tilføje fløjten og sækkepiben til sin black metal for at udtrykke sit skotske blod i årerne?

Lidt momentum henter de ind på den afrundende, +10 minutter lange 'Aura', hvor tonerne får mere plads til at hænge og flyde i ét, men det er for lidt for sent. Hvor jeg tidligere har været mere modtagelig for Saors patosladede folk/black-univers smager det i dag af 80% flødeskum – måske jeg (og alle dem, der har fortrukket til forhallen under koncerten) bare mangler det der skotske blod i årerne ...


Naglfar

Efter en længere pause er det de rutinerede kræfter fra Naglfar, der står på dagsordenen. Et band, der gør sig i en svenskklingende, små-melodisk black/death-hybrid. Den slags, hvor de rullende Necrophobic-vibes ikke ligger dem alt for fjernt, og det glider straks mere overbevisende ned med både viljestyrke, pacede twists og enkelte refræner til at bryde med de mest hidsige indslag i sættet. 'Vortex of Negativity' skyder mere tyngde og schwung ind tidligt i sættet, mens titelnummeret fra samme 'Cerecloth'-album nærmest står som den diametrale, flænsende kontrast i Naglfars univers.

Ikke at kontrasterne spænder så vidt – det fjerneste vi kommer er vel nærmest det gennemgående Hypocrisy-groove i 'Harvest' sidst i sættet – men det kræver vi nu heller ikke. Man husker ikke sangene så meget, som man husker deres seje, in-your-face attitude – ikke mindst fra sanger Kristoffer Olivius, der konstant har de forreste rækker i sin hule hånd. Naglfar har både kant og drive nok i aften til at få det til at glide udover black-stepperne, uden de taber os på halvvejen – og så behøver det i bund og grund ikke være mere højtragende end det.

Mere højtragende bliver det bestemt heller ikke med Archgoat. Vi snakker en finsk trio, der blev grundlagt i de tidligere 90ere af brødreparret Lord Angelslayer (bas/sang) og Ritual Butcherer (guitar), og med Goat Aggressor som den seneste tilføjelse bag tønderne. Med kunstnernavne som disse og udgivelser som 'Penis Perversor', 'Angelcunt' og 'Worship the Eternal Darkness' bag sig kan det næppe overraske nogen, at vi er ude i den mest rallende first-wave ende af black-spektret, og på den måde står de lidt ud i aften. Som det mere primitive, punchy alternativ, hvor beton-doomen i 'Nuns, Cunts and Darkness', de punkede undertoner i 'Lord of the Void' og de enkelte nedslag tilbage til den dødsmetalliske eftersmag fra 'Angelcunt'-EP'en fungerer som musikalske pejlesnore.


Archgoat

Helt uden al mulig unødig musikalsk omsvøb er det tydeligt, at de udnytter trio-formatet bedst muligt, vel at mærke indenfor genrens snævre rammer. Goat Aggressor lægger et bastant beat og har også sans for mere kaotiske fills undervejs, når brødreparret holder riffgamet mere simpelt, så trommerne kan skeje mere ud – og tilsvarende forstår han selv at holde slagene mere on point, når Ritual Butcherer flænser endnu en dissonant solo ud af ærmet ( der i øvrigt naturligvis er erstattet af armbånd med 10cm lange spikes). Black metallen har ændret sig enormt, siden Archgoat kom til verden – men Archgoat er stadig umiskendeligt sig selv og den klassiske black metal-tradition tro, og det har uden tvivl sin charme, når de bærer det så stærkt som de stadig gør her +30 år inde i karrieren.

Bare fordi alle andre følger med udviklingen må man jo godt selv stå ved rødderne, og det er tydeligvis Archgoats mærkesag. En mærkesag, de sælger glimrende på Gimle i dag foran et godt bedugget publikum.
Vi krydser fingre for, at publikummet har kræfter til føljetonen senere, hvor der står Moonsorrow og Tsjuder på Gimle-programmet – og ja, det brødrene folk i Fredericia har bestemt også rigeligt at se frem til.


Whoredom Rife: 5
Saor: 2
Naglfar: 4
Archgoat: 4