CMF 24: Torsdag - Den sorte dag
Black metal er temaet på førstedagen af årets udgave af Copenhagen Metal Fest – et line-up i mange afskygninger af sort!
Fra de andre år på Copenhagen Metal Fest kan Zebu desværre være en lidt blandet fornøjelse. Et lille, mørkt rum, hvor akustikken ofte tenderer til det buldrende, og med en køkultur, der kræver, at man går derind i god tid.
Som flittig bruger af Amager Bio er det egentlig også pudsigt, at jeg aldrig har oplevet denne scene i brug til andet end netop Copenhagen Metal Fest – det er nu også mere oplagt at ty til BETA i nabobygningen, hvis man ønsker at stable noget mindre på benene, men nu er det nu engang her, hvor hele førstedagen løber af stablen.
Det sætter også sine naturlige begrænsninger for fremmødet i dag, hvor flere venner desværre har måttet gå forgæves efter billetter, og hvor flere har købt såkaldte partout-billetter – som så i virkeligheden ikke var mere partout end, at den ikke inkluderede denne torsdag.
Nuvel, denne udfordring aside, så må vi tage hatten af for, at Copenhagen Metal Fest tager temabrillerne på her på på førstedagen, hvor de lægger den danske black metal-scene under luppen. En scene, der lever frodigt i mange varianter, hvor Slyngel i aften byder ind med et mere speed-inficeret take. Mathias Selin (også fra Shamash) hvæser og hisser i front, understøttet rablende overgearet af guitarist Chris Rostoff, som mange sikkert vil genkende som forsanger i Steel Inferno. Her må guitaren naturligt sætte en dæmper på de store armbevægelser, men stadig er energien fyrig fra Rostoff, ikke ulig Anders Jørgensen (ex-Slægt). Trommerne blaster nådesløst derudaf, hvor lidt Dark Funeral’sk kompromisløshed er at spore, mens resten af bandet gør sit til at holde udtrykket mere skramlet, og på den måde er Slyngel et vildt foretagende, konstant ude på speed/blackens overdrev. 
Slyngel (foto: Neil Poulsen)
Forcen er uden tvivl deres attack – omend det også har sin bagside, for kan de andet end at udtrykke ungdommens kåde aggression, og er der også noget, der bider sig fast her? I aften er svaret desværre overvejende på nej-siden, for charmerende utekniske som de er i deres fræsen, så er der dog intet, der sætter sig dybere på nethinden, andet end oplevelsen af et band, der stadig er i det formative stadie, på vej til at finde en identitet – og glimtet i øjet fejler bestemt intet. Der mangler bare stadig den der ekstra gnist, der sælger varen, men mon ikke tiden og erfaringen vil gå Slyngels vej?
Tilsvarende i den uprøvede afdeling venter det kutteklædte projekt Sjæleangst. Debutkoncerten fra den københavnske duo, der med ekstra live-sidekicks bevæger sig udi den mere atmosfæriske post black-disciplin. Med varslingen om, at dette er musikere fra diverse andre, metalliske konstellationer er det svært ikke at bryde sit hoved med, hvem der mon gemmer sig bag de dybe kutter, men efterhånden som sådanne bagateller er tilsidesat kan vi fokusere på at lade os bjergtage af deres intense take på subgenren.
Den selvbetitlede EP fra tidligere i år er på dagsordenen, og lydbilledet viser sig utroligt nok fra sin taknemmelige side som noget af den bedste, mest nuancerede lyd, jeg har oplevet på Zebu til dato. Det virker fortræffeligt, da guitaren et par numre inde åbner med en let vævende melodilinie, inden lydmuren med ét kommer stormende, som taget ud af Ole Luks sangbog. Omvendt bliver opskriften også lige lovligt forudsigelig, som da samme sang runder af med et minuts cheesy keyflader, og næste nummer åbner på præcis samme vis – flere minutter, der snildt kunne være brugt mere effektivt. Bedst fungerer det, da det hele kulminerer i torpedoløb på trommerne, mens frontmanden tager de teatralske midler i brug med hævet sværd, og den primale tonalitet får mørket frem i helheden.
En habil debutkoncert, når alt kommer til alt, omend mæthedsgrænsen så småt var nået ved 30-minutters-mærket.
Sjæleangst (foto: Neil Poulsen)
Som det første gensyn i aften venter Offernat efterfølgende. Et herligt gensyn, der tidligere har overbevist om deres doom-tunge eskapader, hvor det ikke mindst er blackens skrig, den slæbende bas og de uforudsigelige kompositioner, der sætter dynamikken i spil. Tungt på tungt, drevet af mørke energier og med kemien mellem Kaspar Luke (bas) og Jonas Bangstrup (trommer/sang) som det fundamentale holdepunkt. Et par gange fanger jeg dem i at fængsle hinanden med øjnene, mens de låser sig i en tricky taktart. Det er også stadig imponerende at mærke afrundingen på titelnummeret fra ‘Where Nothing Grows’-pladen fra tidligere i år, hvor de massivt distortede toner får lov at hænge. Meeeeget længe. Lige på grænsen af at få det hele til at falde sammen, men stadig uden at tippe over, før ‘Funeral Fantasy’ titlen tro bevæger sig tilsvarende dybt nede i funeral doomens skatkammer, med stålsat præcision fra Bangstrup og flere af de snørklet Lovecraft’ske strukturer til at underbygge det hele. 
Offernat (foto: Neil Poulsen)
Offernat er det længste, vi kommer fra blacken i dag, set i den puritanske forstand, men sortsynet er bindeleddet, der får dem til at passe ind i torsdagens puslespil. Et sortsyn, de bærer med både nerven og misantropien i førersædet, og sådan som de leverer varen i dag, kan det kun blive spændende at følge, hvor Offernat har bevæget sig hen 3-4 år frem i tiden.
Som det åbenlyst største navn torsdag finder vi interessant nok Lamentari. Interessant ikke mindst, fordi de hurtigt har dannet sig et navn på kunstnerisk store armbevægelser, hvor det symfoniske får frit løb, og hvor de bl.a. sidste år bevægede sig ud i et større korarrangement til at underbygge ambitionernes vingefang. Ambitioner, der uden tvivl må komme lidt til kort i disse Zebu-rammer, og det er derfor i dag et Lamentari, der skærer prætensionerne ind til benet, uden alskens teater og udenomslir. 
Lamentari (foto: Neil Poulsen)
Deres live-erfaring taler for sig selv – snævre rammer aside, så er de tydeligvis kommet for at sejre med en gejst og iver, der tager os alle som gidsler. Prætentiøst og overvældende, og med det teknisk velspillede som holdepunkt og et væld af toner til at holde hjernen aktiveret. Selvom de åbenlyst har deres chops i orden, så mangler der dog stadig flere momenter i musikken til naturligt at fængsle. Bedst virker det i den banger-venlige ‘Tragoedia in Domo Dei’, hvor både et episk pre-chorus og Jamie de La Senceries bassolo effektivt bryder formlen op.
Lidt buldren slipper vi desværre ikke for i de intime rammer, men mest af alt må jeg dog tilstå, at Lamentari fremstår en smule jævne, når alt omsvøben er pillet væk, som tilfældet er i dag. Husker jeg koncerten for noget særligt? Ingenlunde, men derfor er Lamentari nu stadig et spændende band at følge, og jeg er ikke i tvivl om, at de kan mere, end vi så i dag. Det kan jeg bekræfte fra flere tidligere anledninger – men med udgangspunkt i deres materiale til dato, så er de stadig mere afhængige af at kunne folde det fulde show ud, for ikke at fremstå skrøbelige, når showet skæres ind til benet. Måske det ikke helt var det rette valg at placere dem her på førstedagen, men ikke desto mindre en interessant ramme at se dem i, som et velkendt holdepunkt for den nye black-generation herhjemme.
I morgen har vi en helt anden dag i vente, med både Amager Bio og BETA i spil, og med flere afskygninger af den danske metalscene i spil – det kan kun blive godt!