Copenhagen Metal Fest: Det uden om musikken

Hovedstaden blev fredag en metalfestival rigere, og den første inkarnation gik elegant udenom de værste børnesygdomme.

Det er ikke fordi, der længere mangler festivaler med fokus på stort og småt, død, doom og debutanter i det danske land, men alligevel blev der plads til en lille ny i denne weekend. Omkring det legendariske spillested Amager Bio ligger det efterhånden meget metalkoncerts-etablerede Beta og desuden den lille scene Zebu, hvor der fredag og lørdag blev afholdt den første udgave af Copenhagen Metal Fest.

Her er kun fokus på danske navne med en hel del upcoming bands samt Illdisposed og Artillery blandt de helt store fra scenen. Arrangørerne, der blandt andet tæller vores kære dødsfjender fra Heavymetal.dk, havde lagt væk på, at det skulle fungere som en platform, hvor mindre bands kunne afprøve sig foran et større publikum.

Men ét er musikken – Devilution er ikke kommet for at danse -  menhvad med selve festivalen? Spillede den? Skribent Anders Molin, som også fredag spillede med Electric Hellride på Beta, giver her sin bedømmelse af det debuterende arrangement.

Øl: Vi starter med det vigtigste: To guldøl for en halvtredser, som det er kutyme på Beta – det må siges at være mere end acceptabelt. Men det blev også noteret, at bemandingen var god og køerne aldrig katastrofalt lange for de hungrende.

Mad: Vi forsøger at glemme de første års madudbud på Copenhell eller det lige så grufulde menukort i Royal Arena, og alt det stormer Copenhagen Metal Fest elegant udenom allerede i debuten. Under halvtaget foran Beta nød vi godt af street foodens sejrrige indtog i byen, og tre foodtrucks udbød - baseret på gode råvarer - burgere, hotdogs/bacon og noget sydamerikansk med pandekager og umådelige mængder guacamole. Men skulle man gå ned med elendig mad i tarmen, ligger nærmeste 7/11 nu ikke mere end et Hammerfall-kast fra Amager Bio.

Logistikken: Maksimalt 200 meter fra scene til scene, og alligevel uden at lyden blandede sig. Det kan dårligt gøres mere perfekt. Amager Bio-komplekset med scener i tre størrelser er perfekt til formålet.

Programlægning: Der var ganske få overlap, og selv om undertegnedes eget ensemble delte spilletidspunkt med Silent Fracture, lod det til at publikum velvilligt fordelte sig og sikrede en fest begge steder. Det meste af tiden passede det dog ret godt med 5-15 minutter mellem hvert navn, og med de korte afstande var det rigeligt, selvom man selvfølgelig skal komme i god tid for at også at få et glimt af de optrædende, når Beta er pakket.

Metalgøgl: Satanskelov nærlæste arrangørerne ikke vores uhellige skrift med forslag til at cirkusificere den nye festival. Fokus var på drabelig musik og intet andet. Ikke et eneste pentagram eller nonne på omvendt kors. Ja, selv Jehovas Vidner afholder møder, hvor djævelen spiller en større aktiv rolle.

Publikum: Og fraværet af tonstunge klichéer satte muligvis sit præg på billetkøberne. Der var band-shirts, slagmarksveste (vi prøver lige en dansk udgave af et velkendt engelsk udtryk), 2-3 stykker med corpse-paint – og intet andet. Ingen ko-kostumer eller anden polterabend-relateret udklædning.

Til gengæld var folket ret omfavnende over for mindre bands (eksempelvist undertegnedes) og størstedelen af koncerterne på Beta og Zebu blev leveret for tætpakkede mængder, der gerne ville deltage i festen. I den store sal manglede der måske lige 50-100 mennesker mere til eftermiddagskoncerterne, men bandsene tog alligevel fat om opgaven og lod sig ikke påvirke synderligt af det. I øvrigt opførte folk sig som altid eksemplarisk og alt det der, som enhver dansk TV-kanal stadig synes er et scoop knap 50 år efter heavy metallens fødsel.

Transport: Man undres stadig over, at vindhekse-omsuste marker i Ørestaden har fået metro mindst 25 år før de tættest befolkede dele af Amager, men busnettet nyder stadig godt af Amagerbrogade, og trods fraværet af skinnebåren transport ligger Amager Bio godt placeret – selvom den Østerbro-placerede del af redaktionen er utilfreds med cykelafstanden.

Plads til forbedring: Der er ikke meget, som er helt oplagt. Færre brandalarmer end den ene, vi oplevede under Defacing God, og måske at man lukkede balkonen i Amager Bio, indtil nok mennesker havde indfundet sig. Og så måske et scoop til programmet – Brats genopstår, Dominus opfører ’View to the Dim’ eller måske noget mere ladsiggørligt, så som at Illdisposed havde fokuseret udelukkende på demoudgivelser fra før dengang, nogen sikkert mente, at de solgte ud ved at indspille til CD.