MMF21 – Lørdag

Lørdag1200_72A5815
Lørdag1200_72A5838
Lørdag1200_72A6037
Lørdag1200_72A6093
Lørdag1200_MG_7895
Lørdag1200_MG_8060
WS_MG_8006
WS_MG_8002

Journalisten disses fra scenen og får senere en lur under det, mange betegnede festivalens bedste koncert. Det er ikke let at være på festival.

Dato
10-07-2021
Forfatter

Jeg føler mig ret brugt på tredjedagens morgen. En mental træthed, som jeg tilskriver manglende koncerter mellem efteråret 2019 og årets Metal Magic. Det er let opslidende at være på festival. Øl, festivalmad, sodavand, larm, snak, at være på, mens man snakker, få for lidt søvn. Den slags.

Men heldigvis begynder musikken først ud på eftermiddagen, så man kan slappe af på hotelværelset så længe og ... kigge på gamle Twitter-beefs mellem Dave Mustaine og Chris Barnes og lytte til Six Feet Under sammen med værelseskammeraterne og chokeres over, hvor dårligt det er, mens man samtidig opbygger en nagende mistanke om, at ikke-metallere forestiller sig, at al metal lyder som Six Feet Under. Man er ikke ret konstruktiv her på tredjedagen, det handler om at finde lidt ro og kunne slappe af. Vi spiser smørrebrød på Kahytten, et værtshus, der har lagt hus til et par Metal Magic-koncerter i gamle dage. Det afbræk gør os godt. Vi misser Ascendency, som jeg egentlig godt ville have set, men kommer op til Altar of Oblivion. Det danske doom-band spiller på indendørsscenen. Som vanligt er der ikke noget stort sceneshov. Siden jeg sidst så dem, har de fået en keyboardspiller med, der i mine øjne får udvidet lydbilledet i fin stil, giver bandet en større lyd, som klæder dem. Vi får et sæt med en god blanding af nyt og gammelt, hvor især 'Graveyard of Broken Dreams'  får de forreste rækker med.

Derefter prioriterer jeg skyggefulde træer og et par samtaler langt væk fra scenen, hvor mexikansk-svenske Nigrum ellers spiller bloddryppende black metal på udendørsscenen, fulgt af Drukner på indendørsscenen. Til gengæld er jeg klar til svenske Ultra Silvam, der også har masser af teaterblod på overkroppen. De spiller fræsende hurtig og intens black metal, kan minde om Watain og Marduk, et mindre kaotisk Nifelheim, den slags black. Og de er gode til det. Men jeg kan alligevel ikke helt leve mig ind i det, for jeg er træt her på tredjedagen, ikke vant til at være ude så meget, og samtidig er eftermiddagssolens varme stråler ikke den optimale setting for den slags black metal, der gør sig bedre i mindre hyggelige omgivelser og lune omgivelser.

Egentlig havde jeg planlagt at se hele Withering Surfaces koncert, men jeg skal lige have noget mad, og min telefon er løbet tør for strøm, og jeg skal også lige snakke med et par makkere, og så går tiden. Godt, min hund ikke også spiste min fristil. Så jeg går glip af en venlig disning fra forsanger Michael H. Andersen på scenen, da han korrekt konstaterer, at jeg ikke har hørt bandets nye album. Og mig, der elsker at være i centrum.

Men jeg når ind og ser en fire numre, og det er jeg glad for. Ud over at Andersen er underholdende på scenen (og heldigvis ikke iført samme makeup som back in the day), er bandet godt sammenspillet og lyder tighte. Og selvom de aldrig nåede at lave et egentligt hovedværk, så har de nok gode sange på deres album, til at de kan lave en virkningsfuld sætliste. Her gør 'Dancing With Fairies' og 'Scarlet Silhouettes' sig især godt. Jeg er måske lidt usikker på, om andre end medlemmerne selv sådan for alvor har efterspurgt den reunion, men det er ikke dårligt, når man sidder og hører det, og jeg får helt lyst til at se dem på Copenhell i 2022. Jeg lover at have hørt den nye plade til den tid, ama'r og halshug.

Helvetets Port spiller derefter udenfor, og de er utroligt nok ikke gendannet, men ser bare sådan ud. De har styr på deres 80'er-metalreferencer, og det virker mest på mig, som om de går efter at hylde den tidlige svenske metalscene. Af og til ret medrivende, andre gange så corny, at jeg pænt må stå af, og en lidt ujævn oplevelse, det, jeg når at se, inden øl og mad trækker mere.

Festivalens indtil da største publikum har Ole Luks band Afsky på den store indendørsscene. Afsky har fået et massivt gennembrud i Danmark, og der er mange inde for at høre dem. Bandet er ikke helt min kop te, det virker fuldt af atmosfære, men også lidt stillestående på mig. Samtidig tvivler jeg på, at jeg har givet dem en ærlig chance. Det skal være løgn, skal det, og jeg sætter mig ind med alle gode intentioner. Der er vildt meget røg på scenen, men man kan godt se, at Luk står i power stance med spredte ben gennem hele koncerten. Men denne småbarnsfar er slet, slet ikke vant til at ude tre dage i træk og ... falder i søvn lidt inde i sættet for at vågne mod slutningen. Der står Ole Luk i samme power stance. Den lur er ikke Afskys skyld, det er bare kroppen, der ikke gider mig mere og beder mig om at slukke. Da de sidste gentagende toner runger ud, sidder værelseskammeraterne og taler om festivalens med afstand bedste koncert. Suk.

Husbandet Turbocharged med Gehennas Ronnie Ripper, nyskaldet og uden langt, tyndt hår, spiller derefter op til en slags moshpit for voksne udenfor, men jeg er alt, alt for træt til musik, der går hurtigt. Det var jeg vel egentlig også til musik, der går langsomt, og måske i det hele taget til musik. En kollega får lov at anmelde Illdisposed, som jeg helligbrødeagtigt nok heller ikke har noget forhold til. I stedet de sidste øl og de sidste snakke, før turen går mod hotellet og hjem igen næste dag.

Og selvom årets Metal Magic savnede de internationale bands – det bliver for insulært med næsten kun danske bands – som festivalen af gode grunde havde svært ved at skaffe, var det i bund og grund tilfredsstillende med en del gode koncerter og masser af godt selskab. Og i det hele taget var det en fornøjelse at være til festival igen, selvom man er sløvet af nedlukning, hjemmearbejde og familieliv. Festivalen var som altid meget velorganiseret, skønt det af og til var lidt svært at finde ud af, hvad for noget mad man egentlig kunne få i madboden. Men der var hurtigt afviklede køer, når køerne en sjælden gang dukkede op, usædvanligt god lyd, smilende og veloplagte frivillige, der var generøse med deres gode humør.

Til næste år er Metal Magic tilbage i vante rammer ved Monjasa Park i Fredericia, hvor pladsen skulle have fået en opgradering. Det er svært ikke at glæde sig. Især når man har fået sin værkende krop lidt på afstand.