En sejr for os alle

I bund og grund var det publikum, som vandt ved at få serveret en fed pakke af bands. Men vor anmelder i Aarhus mente, at Exodus løb med æren som aftenens bedste band. Fik Obituary revanche dagen efter i København?

""Hvis det er tilfældet, bør den københavnske delegation tvangsopløses". En klassisk fejde mellem hovedlandet og København udspillede sig søndag eftermiddag på Devilutions redaktion. Udsagnet fulgte fra anmelderen bag artiklen "Obituary gode, Exodus bedre", da fotograf og (åndelig?) leder Dinesen spurgte, om det virkelig kunne passe, at ingen redaktionsmedlemmer havde vist interesse for søndag aftens brag med King Parrot, Prong, Exodus og Obituary.

Og man kan godt forstå den gode Kent. Hvis der skulle laves en kulturkanon for de to vigtige metalgenrer thrash og dødsmetal, så ville Exodus passe godt ind i den første, mens Obituary fint passer i den anden. En anden måde at sige, at her burde der være mødepligt. 

Ikke desto mindre var der ikke gang i responsen fra vor københavnske afdeling af Devilution. Jo, der var da lige undertegnede, som desværre var forpligtet med noget så voksent og kedeligt som et bestyrelsesmøde i ejerforeningen søndag aften. Men når ingen andre nu meldte sig, så fik ordkløveren her altså lov at tage med, selvom kun to af programmets fire bands kunne nås. King Parrot, som vor anmelder af koncerten i Aarhus grundet trafikale udfordringer ikke fik med, blev således også misset i København. Ærgerligt for flere har fremhævet dette bands bedrifter på scenen til disse to shows i Dannevang. Også Prong blev misset. Surt, surt, for med koncerten i 2014 på Wacken i hukommelsen, så havde det været dejligt at se dem i lidt mere intime rammer end under den åbne himmel på markerne syd for grænsen.

Battle-tid
Tour-pakken hedder Battle of the Bays under henvisning til det kendte Bay Area-område, der har fostret sin egen lyd og en række bands. Lidt som svenskerne på vore breddegradder har Stockholm Death Metal og melodød fra Göteborg. Så scenen er sat til battle, bandene siger det jo selv. Lørdag vandt Exodus ifølge vor udsendte. Og skal der tages udgangspunkt i de samme argumenter, så kan det sådan set objektivt set godt forstås. For 90 %, ja, måske mere til, af det skrevne om showet i Aarhus passer perfekt om showet i København også. I København var fx interaktionen med publikum også større fra Exodus end fra Obituary.

Men det ligger også lidt i genrerne. Alt med undtagelser, forstås, men thrash er ofte den udadvendte, kække festabe, mens dødsmetallen er mere indadvendt, gravalvorlig. Ond, tung, bister. Som anmelder prøver man at gå til sagen objektivt og se bort fra egne præferencer. Nu er denne artikel bare ikke en anmeldelse, som vi kender dem. Snarere subjektiv spekulation af værste skuffe. Jeg kan derfor godt røbe, at jeg overordnet nok foretrækker et godt dødsmetal- frem for et super thrash metal-band. Ikke at det udsagn skal forstås, som om Obituary nedrangeres til kun at være "godt".

Beskrivelsen af Exodus fra showet i Voxhall passede altså også godt i København. De var veloplagte, fik gang i pitten med egen musik, men også på adskillige opfordringer. Obituary derimod, signalerede via John Tardys simple signal med pegefingeren blot en enkelt gang, at nu skulle der danses. Musikken klarede opfordringer til den slags fint selv, men det faldt relativt senere i koncerten, end dansen brød ud ved Exodus. Måske fordi der ikke verbalt blev opfordret til det?

Men John Tardy og Obituary var i den grad også på. Der blev ofte smilet stort og bredt, selvom det kunne være svært at se bag de imponerende lokker af skæg og meterlangt hår. John Tardy slæbte i vanlig stil mikrofonstativet med sig rundt på scenen og fik også givet adskillige næver til publikum. Obituary ville også festen.

Dødslyden bedst
Lydmæssigt vandt Obituary. Det kan godt være, at bunden var temmelig voldsom for ørerne, men lyden var højere og mere pågående end ved Exodus, hvor specielt Steve Souza indimellem syntes at falde lidt ud og blive til en mudret mumlen. Men han var til gengæld munter og havde en tydelig gnist, så de samme bemærkninger og opfordringer som Aarhus, ifølge anmeldelsen derfra, også havde fået, ikke bare faldt tomt til jorden. Man troede på manden.

'The Toxic Waltz' fra Exodus gav massiv circle pit. Det samme skete under Obituarys version af 'Circle of the Tyrants'. At finde en vinder for aftenen er let, hvis man inddrager publikum. Publikum vandt, de fik det absolut bedste af to verdener: thrash og død. Og oveni det et nyere, interessant band i King Parrot og så groove-mestrene i Prong.

Men for at følge vort opslag på Facebook i går op. Det her med, at Obituary fik revanche. Så kommer det nok an på, hvor ens præferencer ligger. Set herfra i denne meget farvede "reportage", så var der tale om suveræn dødsmetal, og så trumfer det altså slet og ret suveræn thrash metal. Også selvom festen i form af dans, crowdsurf og nævetrykkerier mellem band og publikum var størst under Exodus. Men Exodus pointerede også selv festen: "Har vi det ikke godt? Er det ikke en god fest?" spurgte Souza. John Tardy sang passende i klassikeren fra 'World Demise': "I don't care what they say". Her var det ikke nødvendigt at spørge, om vi havde en fest. Det fremgik så tydeligt.