OM 25: Fredag – Fyn ér fin

Gensynsglæde, optur og skuffelser – Fyns fineste festival har fundet sin form.

Odense Metalfest er allerede en fynsk tradition. At man pludselig støder ind i sin bankmand, der roligt og klædeligt står i sin Gant-trøje i kashmiruld og giver udtryk for egentlig ikke at “være til metal”, men gerne vil have “en på opleveren”, siger måske også noget om, at Odense Metalfest efterhånden er en begivenhed, der rækker længere ud end kun de sædvanlige metalhoveder som dig og mig. Det er en god ting, og det ér tydeligt – selv her fra start før bands – at festivalen har fundet sin form. Der er tjek på det hele, barerne har fast arbejde, og kendte ansigter åbnes i smil.

Foot To Face har æren af at åbne årets festival. En ære, der også indimellem kan indeholde halvtomme gulve; klokken er trods alt kun 14:45 på en hverdag – men sådan er det ikke i år. Gulvet er fyldt, forsanger Christian Berntsen flyver rundt, og i vaskeægte Peter AG (men typisk Christian Berntsen) stil vælter han vand udover sig selv mellem publikumskontakt og hans traditionelle workout på scenen. På gulvet er det en mindre kerne af dedikerede, der styrer festen, men hele salen er med, og det er praktisk talt også umuligt ikke at følge trop; for Foot To Face er i dag det perfekte, første band. Heldigvis er vi begyndt at se mere til dem, men hvor Foot To Face starter en fest, er det mindre festligt til Lotan, der skal leve op til det første bands energi. Devilutions udsendte er nødsaget til at finde noget mad, som en investering i de kommende 10 timer, og bliver mødt af et efterårsblæsende gårdmiljø med småregn og tobaksrygende venner. Lotan spiller alt hvad de kan, og de er teknisk vildt gode. Det hjælper bare ikke. Det føles som en meget velproduceret PowerPoint-præsentation, men sjælen blæser væk sammen med burgerpapiret.

Sjæl er noget spændende noget, for det er vel en relativt ædruelig analyse, hvis påstanden går ud på, at danske Guttural Disgorge ikke er synderligt originale? De lyder som 3741 amerikanske slam-bands, men sjælen sidder et andet sted. Den sidder i forsanger Anton Theilades joggingbukser, i bandets overaktive optræden, i medlemmernes lettere kiksede, men relaterbare attitude, samt det faktum, at de sparker røv som en kicker i amerikansk fodbold. Der er pakket, salen er voldelig, og ballet er nu for alvor i gang på årets Odense Metalfest. En super koncert med et superfedt band, der selvsagt spiller allermest materiale fra det aktuelle debutalbum ‘First Degree Murder’. Hvordan man kan veje så lidt og være så heavyweight er stadig et spørgsmål, der blæser i vinden. Tinnitussen efter den koncert er ikke den eneste kropslige fornemmelse, som rammer – hertil kommer også en undren og smertefuld tåkrumning, det indebærer at iagttage folk, der i bedste Amon Amarth-stil pludselig vælger at “ro” til Guttural Disgorge. Kunne armbøjninger i pitten forbeholdes shows med Frozen Soul – og roning Amon Amarth? Det ville være sejere, og så kunne man jo opfinde et originalt, og dermed mindre bøvet Guttural Disgorge-ritual. 

Det sker igen under Persecutor. Under en heftig wall of death har vi pludselig en enkelt ro-glad gut i midten af pitten, der overfaldes af de to høje bølger, der stormende vælter ham omkuld fra begge sider, Og ja ... det ér måske lidt sjovt. Fordi bølger, robåd. Fair nok. Men lad lige være, vi må simpelthen lave et overskægsritual til Persecutor, og så leve med de eventuelle sure, men sjove, kommentarer på Facebook, hvis man som person giver udtryk for gerne at ville reservere robåden til de svenske vikinger. Forsanger Christian Andrés Almanza rocker nemlig lige så godt et overskæg som han rocker bassen, og Persecutor rocker den store sal igennem – ikke fordi den er fyldt, for det er den naturligvis kun næsten, størrelsen taget i betragtning, men alle og enhver er med på gulvet. Min thrash-glade kammerat nævner, at det er årets første gang thrash, og han er ikke den eneste, der har en fest over det. Festen er god, der opstår circle pits, og Persecutor spiller overlegent fedt.

Men det er også nu, vi skal have årets første omgang hardcore.

Hardcore som genre er altid godt repræsenteret på Odense Metalfest, og vi forventer det. Tyske Torch It forvandler da også hurtigt gulvet til en frådende hardcore-pit – der er virkelig gang i den, og t-shirts bliver hurtigt gennemblødte. Det er lige, hvad vi trænger til. Et rigtigt hardcore-show med alt hvad det indebærer, også selvom Torch It måske ikke er synderligt særegne. Til gengæld er det et band i fuldt blus og overtænding, superfedt – og det ér en af de ting, som Odense Metalfest gør godt; den skønne blanding mellem genrerne. Især dødsmetal og hardcore. 

Men hvad sker der for Harm/Shelter? Undertegnede kender dem kun på lyd og endnu ikke på performance, da de træder på den store scene. Det er virkelig kedeligt. Virkelig energiløst og let. Som om al energi er forsvundet fra bandet – og nu også mig. Den mere rapmetal-agtige hardcore havde jeg set frem til, men det virker ikke. Forsangeren virker heller ikke synderligt begejstret eller i sit es. Til gengæld er der andre i publikum, der har det anderledes. Det er fint. Alkohol har det med at spæde til pittens energi, og da bandet ser ud til nærmest at have glemt, at publikum kigger på dem, giver jeg op og går på udkig efter noget mad og en pause.

Heldigvis får min kammerat genskabt energien og revet mig ind til Wretched Fate. De spiller enormt fedt, og de virker til gengæld tændte! Den svenske dødsmetaltrio kvitterer med en fyldt sal med hævede næver og en helt, helt anden kraft. Det er brutalt, men præcist, skiftevis hårdt og melodisk, og man står tilbage med fornemmelsen af, at man bør lytte op på dem bagefter. Et af de sjældne tidspunkter, hvor forventningens mellemrum fyldes ud. Vi er tilbage på sporet!

Neckbreakker er på mange måder generisk og gennemskueligt, men det virker, og det virker godt. Også denne aften har de publikum i deres hule hånd. Der er enormt godt gang i publikum, der tændes op for circle pit på circle pit, og man kan ikke andet end at blive imponeret. Det er med lethed en af årets allerbedste, i hvert fald mest energiske, koncerter overhovedet målt på publikums og bandets vigør. At det måske også er en triumf forklædt som trivialitet, kan du læse mere om i vores anmeldelse af showet.

Men Neckbreakker skal have, at der efter koncerten er dømt pause. Der skal simpelthen væske og ro på, før aftenens sidste shows skal overkommes, og Thus opleves derfor stille og betragtende med en øl i hånden. Thus kan deres håndværk, publikum elsker det, og det er rigeligt. Jeg finder mig selv i samtaler inden aftenens sidste og afsluttende show, som svenske LIK har æren af. Et band, der trods sine små ti års levetid lyder som gammeldags svensk dødsmetal, og som også tidligere har tændt grundigt op under Odense Metalfest.
Lik leverer præcist som man skal forvente – professionelt, enormt velspillende og med en facon, der ikke kan andet end at starte en fest. En erfaring og et overskud, der netop har evne til at få gang i et publikum, som naturligvis er ved at være trætte efter dagens bedrifter på en hverdag. Det lugter af blod, fadøl og fuld tilfredshed – en meget passende afslutning på en god fredag. Med mange mennesker, god lyd, fremragende rammer – og en stemning, der balancerer perfekt mellem lokal hygge og en international ambition.

Læs om lørdagen her.