Roskilde '18: Torsdag - Mayonnaise, magtpræstation og motorsav
Torsdagen på Roskilde var præget af, at de guitardrevne bands først startede sent. Til gengæld var der mange af dem. Nok til at man kunne høre og opleve musik til den tidlige morgen.
Efter en nærmest ubehageligt varm onsdag på Roskilde Festival startede torsdagen heldigvis helt behageligt. De, der havde nydt Nine Inch Nails' magt-demonstration på Arena natten før, kunne lyne teltet op og sove videre i et par timer ekstra, inden solen for alvor fik fat. En behagelig start på en dag, der musikalsk var meget lang. Især hvis man nyder guitardrevet musik. Ikke mindst Oh Sees, Heilung og My Bloody Valentine, der stod som en tretrins-rakat, inden Motorsav og Ond Tro kunne spille natten helt sort.
Der skete heldigvis en helt masse andet godt, før natten meldte sit indtog. Det første og primære var et langt, velfortjent bad efter gårsdagens svedige ridt mellem scenerne. Generelt må Roskilde Festival roses for at have styr på planlægning. Der er bademuligheder flere steder fordelt fornuftigt ud over campingpladsen. Ligesom der er indkøbsmuligheder og adgang til strøm. Tre ting, der til gengæld overhovedet ikke er at opstøve på campingvognspladsen i Vest. Til gengæld var der tilstoppede toiletter og en vandslange, man kunne gå i bad under. Stærkt arrangeret, og der startede torsdag formiddag altså. Men så var de få tømmermænd også vasket væk, og livet var sjovere.
Med rent korpus er det på tide at fylde noget fornuftigt i maven. Uden mad og drikke duer helten ikke, siger det gamle ordsprog, og det er et ordsprog, man bør leve efter på Roskilde Festival. Festivalens food court har oftest været en udsøgt fornøjelse. Dagens første indkøb, en frikadellesandwich, ender dog hurtigt i skraldespanden. Der er ingen, der gider gnaske i 80 % mayonnaise. Det blev heldigvis lidt bedre efter et besøg hos Grød. En god svamperisotto, godt tilsaltet og med solide mængder ost, kan gøre de fleste i godt humør. Og så er det ellers på tide med noget musik.
Der var bare ikke så meget interessant musik at komme efter på det tidspunkt. Heldigvis er der også meget andet at lave på Roskilde Festival. En yndet sport er at observere folk. Fra de morgenglade teenagere, der allerede er godt på vej til endnu en fest, til de ældre, der har det bedre med at ligge og småsove i skyggen – når man observerer, bliver man mistænksom. Gennemsnitsalderen på publikum er måske nok faldet gennem årtierne, men der er stadig plads til alle. Udtagen dem der med det store techno-anlæg på campingpladsen, de må virkelig godt tage hjem.
Kl. 18:00 gik Chelsea Wolfe på scenen. Sidst hun spillede på Festivalen, var det på Gloria, denne gang var det på Pavilion. Selvom det var ubehageligt varmt dengang på Gloria, virkede det næsten, som om de indelukkede og intense rammer passede bedre til Wolfe end den mere åbne Pavilion-scene. Og ingen ville vel have beklaget sig, om Wolfe havde fået lov til at spille om natten? Så det rigtig kunne været blevet dystert.
Interpol vandt over Nelson Can. Det virkede som det rigtige valg, det var det desværre ikke. Et livligt post-punk-indspark til at sætte aftenen i gang havde nok været lige præcis, hvad der var behov for. Især med maven fuld af mad. Denne gang en burger, der var lige på sin plads. Fortæret på ingen tid. Og så var det tid til Stone Sour. Corey Taylor og ensemblet havde fået tildelt festivalens næststørste scene, og den havde de problemer med at tøjle. Især lydmæssigt. Der er vist ikke nogen grund til, at undertegnede bruger mere tid på den koncert. Stone Sour var der, Devilution var der, du var der måske, og der var især en masse blandede meninger om koncerten.
Oh Sees kl. 00:00 skulle have været en gennemført flot koncert. En koncert, der blev misset. Tiden blev brugt i mediebyen, så læserne havde noget at debattere samme aften. Man kunne nok havde nået sidste del, men sådan gik det bare ikke, og mens vores anmelder havde en suverænt fornøjelig aften til Heilung, så denne anmelder 30 minutter af Nephew, bare for at komme godt i stemning til My Bloody Valentine. Det lykkedes desværre ikke. Aftenen blev uhensigtsmæssigt forkortet af en uheldig ven, der måtte have lidt hjælp med at komme hjem i seng. Tilbage i campingvognen var der ikke meget overskud til at gå tilbage. Det er charmen ved at tage til festivaler. Især når den har en størrelse som Roskilde Festival. Man ved aldrig, hvad der sker, eller hvor man ender. Som anmeldere skal vi naturligvis være et bestemt sted fra tid til anden, som musikelsker er der mange steder, man gerne vil være, og nogle gange må man bare være en god ven og vinke farvel til alle planer.