SRF '18: Torsdag
PopulærRotting Christ, Body Count, Kreator og Coven var nogle af de navne, der fyldte i vores første alkoholpåvirkede dag på årets Sweden Rock Festival.
Egentlig havde vi intentioner om at køre tidligt om morgenen fra København til Sverige for at starte festivalen med Dark Tranquillity, der gik på til middagstid, men realiteten blev desværre en helt anden. Det er jo ingen hemmelighed, at hovedparten af Devilution, og også årets SRF-udsendte, er en anelse oppe i årene, hvorfor køreturen blev udskudt nogle timer grundet Guns ‘N’ Roses-koncerten aftenen forinden.
Da vi endelig nåede frem til Mörrum, hvor vi havde lejet en lille og idylisk hytte, var klokken også for mange til at kunne at nå Nazareth, hvorfor vi besluttede os for at tage hul i festlighederne i hytten. En flaske stærk portvin, lidt whisky og nogle øl senere var vi endelig på vej.
Bandet, der for vores vedkommende fik lov til at åbne festivalen, mens vi testede barens udvalg, blev svenske Gaupa på den overdækkede Rockklassiker Stage. Med rødder i stoner rock bevægede musikken sig alligevel i flere af metallens afkroge, men dens helt særlige karakteristika var dog forsangerinde Emma Näslunds Björk-lignende vokal, der gjorde deres musikalske univers interessant.
Herefter tog vi en hurtigt runde på festivalpladsen, hvor vi ved VIP- og presseområdet stødte ind i nogle af folkene fra Copenhell, der udfordrede os til drikkekonkurrence; kunne Devilution eller Copenhell mon drikke en Falcon-øl hurtigst? Denne udfordring tog vores åndelige leder Jacob Dinesen naturligvis, men samtidig med Toke Holt (Copenhell-repræsentanten) måtte han give op. Svenske øl indeholder åbenbart for meget skum …
For undertegnede blev det tid til at bevæge sig mod festivalens mindste scene, 4SOUND Stage, for at overvære hovedårsagen til at deltage i årets Sweden Rock, nemlig de græske legender Rotting Christ – for ikke noget med, at de de sidste mange år har udsendt utrolig stærke plader: De er også blevet til et af ekstremmetallens absolut bedste livebands. Deres værd blev da næsten også bevist denne eftermiddag.
Med godt og vel tre kvarters pause til dagens næstsejeste band blev det tid til at finde noget fast føde. Efter et besøg på et af festivalens to eneste veganske madboder var undertegnede klar til at kaste en masse håndtegn til Body Count, mens Devilutions anden udsendte anmelder Jacobh Hansen tog sig af Helloween, der kan kåres til festivalens helt store festkoncert – Copenhell-publikummet kan godt gøre sig klar!
Body Count vist sig at være en ambivalent oplevelse; ikke på grund af bandet, men mere på grund af det tørre skandinaviske publikum, der var til stede til koncerten. Men ingen kan stå for Ice-T’s gangstacharme. Et godt stykke inde i koncerten bukkede alle under, og der blev headbanget og kastet fysiske og verbale fuckfingre til overmagten og samfundets tilstand.
Efter koncerten blev tingene for alvor interessante og utrolig dumme. Jacob Dinesen og undertegnede blev af uforklarlige årsager stoppet af en nordmand ved navn Andreas, der senere på aftenen viste sig at være forsanger i bandet Skallbank. Snakken udviklede sig, øllene blev mange, og flere danske cigarer blev røget, og inden vi så os om, var Iron Maiden gået af scenen. Man kan sige, hvad man vil, men handler festivaler i bund og grund ikke om at hygge sig og se en masse god musik? Iron Maiden har alle jo set en million gange, og der er ikke just noget nyt at komme efter i deres liveshows.
Lidt af Kreator blev det heldigvis til, og der blev sunget med på ‘Satan Is Real’, før vi i samlet flok bevægede os videre til Coven. For hvad er bedre end okkultrock ved midnatstid?
Bandet, der er fra sen-60’erne og debuterede med kultalbummet ‘Witchcraft Destroys Minds & Reaps Souls’, ledes af forsangerinde Jinx Dawson, som efterhånden er meget oppe i årene. Det lod sig imidlertid ikke mærke på Sweden Rock, hvor sange som ‘Wicked Woman’ og ‘Black Sabbath’ (udgivet før Black Sabbaths debut) blev leveret med kuldegysende overbevisning og forvandlede et lille afkrog af festivalpladsen til én stor heksesabbat.
Bedre kunne førstedagen næppe have været.