Flere roser end pistoler

Populær
Flere roser end pistoler

Et overflødighedshorn af covers. En unødvendigt stram perfektionisme. Det blev en tand mere rosenrødt end giftigt. De lange epics blødte dog op og viste, at Guns N' Roses stadig tør leve sig ind i numrene, når de tager sig tiden til det.

Kunstner
Dato
06-06-2018
Genre
Trackliste
1. It´s So Easy

2. Mr. Brownstone

3. Chinese Democracy

4. Welcome To The Jungle

5. Double Talkin´ Jive

6. Better

7. Estranged

8. Live And Let Die (Wings-cover)

9. Slither (Velvet Revolver-cover)

10. Rocket Queen

11. You Could Be Mine

12. New Rose (The Damned-cover)

13. This I Love

14. Shadow Of Your Love (Hollywood Rose-cover)

15. Civil War

16. Guitar solo

17. The Godfather Theme (Nino Rota-cover)

18. Sweet Child Of Mine

19. Coma

20. Wichita Lineman (Jimmy webb-cover)

21. Wish You Were Here (Pink Floyd-cover)

22. November Rain

23. Black Hole Sun (Soundgarden-cover)

24. Knockin On Heavens Door (Bob Dylan-cover)

25. Nighttrain
Encore

26. Don´t Cry

27. The Seeker (The Who-cover)

28. Paradise City
Koncertarrangør
Forfatter
Karakter
3

Der var engang. Året var 1992, og den store kamp blandt rockgiganterne stod til offentligt skue, da Guns N' Roses og Metallica annoncerede en fælles USA-turné. Det hele endte ud i en stor farce for begge bands, men det var især Guns N' Roses, der tabte ansigt med timers forsinkelse gang på gang, Axl Rose, der flere gange spontanbrækkede sig på scenen, og Duff McKagans familie, der sendte ham på rehab. Der var ingen definitiv vinder i den store kamp, men til gengæld var der ingen tvivl om, hvem der levede mest på kanten.

Myten går på, at Axl Rose backstage havde stillet resten af bandet i det ultimatum, at han kun ville gå på scenen, hvis han fik rettighederne til bandnavnet. Sandheden i dette postulat står ganske vist fortsat hen i det uvisse, men med selv et begrænset kendskab til Axl Roses personlighed er det ikke svært at forestille sig, at der kan være noget om snakken. Eftermælet fra '00erne med Guns N' Roses-turneer og den helt legitimt udskældte 'Chinese Democracy' udelukkende drevet af Axl Rose, mens resten flirtede med Scott Weiland i Velvet Revolver, bidrog blot til at holde myten i live, men som bekendt er luften i mellemtiden blevet renset med Slash og Duff.

Spørgsmålet er så, hvad denne samling af tre af bandets grundpiller suppleret med hired guns er drevet af – lyst eller penge? Ganske vist er der endnu ikke kommet nye bidrag til diskografien i løbet af de efterhånden to år, 'Not In This Lifetime'-touren har været i gang. Ikke desto mindre er det de færreste bands, der 30 år inde i karrieren spiller mere end tre timer lange marathonkoncerter på stribe, og det er nærliggende at tænke, at de kunne have valgt blot at spille for eksempel to timer, uden det ville ændre væsentligt, om overhovedet, på deres hyre. Livet på kanten er også forlængst fortid, ingen offentlige skandaler, ingen forsinkelser, og stofferne er lagt på hylden.

Inden pistolerne blev ladt
Før vi fik muligheden for at konkludere videre, var der to opvarmningsbands på programmet. Vi var på forhånd bevidste om, at fornøjelsen af Greta Van Fleets ikke så lidt 'Led Zeppelin II'-inspirerede hard rock blev umuliggjort af arbejde. Myldretiden forhindrede os derudover i at se hitrockerne fra Manic Street Preachers på andet end lang afstand, mens vi havde travlt med at gennemskue stadionets infrastruktur. Det var dog tydeligt, at deres velkendte hitskæringer, som det meste af den halve times tildelte sendetid bestod af, aldrig rigtig kom til sin ret, delvis på grund af lav lyd, men også fordi de virkede helt fejlcastede i dette lineup. Bagtanken kan have været, at de mere sirligt eksekverede hitskabeloner blot skulle bidrage til at fremhæve Guns N' Roses' mere pikrockede approach, og i så fald lykkedes missionen efter bogen!

På vej ind i junglen
Med denne blot anden koncert på Europa-turnéen var skepsissen solid ovenpå de hårde udmeldinger om lyden ved turnéens første koncert i Berlin i søndags. Alle bands havde fra starten været en halv time forsinkede, og efter yderligere en unødvendigt lang intro med kanonskydning på bagbeklædningen indtog de scenen med 'It´s So Easy' og fyrværkeri, og så var festen startet! Dagslyset stjal delvis intentionerne bag de ikke så lidt gennemarbejdede visuals, men nu var vi jo ikke kommet bare for at kigge på, og musikalsk leveredes varen så tro mod studieversionerne som muligt. I sig selv en målsætning, som samtidig nemt forfladiger den farlige nerve, som præger bandets storhedstid, men numrene fik dog også deres eget liv udenfor de vante rammer, især når Slash tog sig extra tid til at lire derudaf i forlængede soloer galore. Guns N' Roses er klart bevidste om, hvor længe ventet det har været at høre dem live, og selvom guitarliren var dominerende, er det jo en grundlæggende præmis i Guns N' Roses' lyd, som blot bidrog til genkendelsens glæde. Slash jammede for eksempel et minuts tid med pedalerne indstillet til en lyd, der tydeligt indikerede, hvad der var i vente, og da Axl Rose kom med den klassiske udmelding ”You know where you are? You´re in the jungle, baby!” glemte man et sekund, at 'Appetite for Destruction', som ikke overraskende var meget prominent på sætlisten, har over 30 år på bagen. Den tidsløse essens var intakt, og bandet var, uanset den uheldige start på turnéen i Berlin, i topform og hvilede ikke blot på laurbærrene. Gudskelov.

Bagmændene
Slash virker ikke til at være blevet en dag ældre siden storhedstiden, måske også delvist fordi solbrillerne, den store manke og den høje hat stadig skjuler, hvem der gemmer sig inde bagved. Han ligner og lyder som sig selv, lige så vel som Duff McKagan, der fortsat er cool, calm & collected og ser ud til at have lagt ekstra vægt på vægtstangen for at tilføje macho coolness til attituden. Behovet for at lægge damer ned på stribe er næppe som dengang, men charmen er intakt, lige så vel som det naturlige midtpunkt, Axl Rose, har oppet sig gevaldigt og erstattet det ufokuserede, fedladne udtryk. han havde for blot fem år siden, med en tilpas buff og uforceret charme, som bliver hjulpet godt på vej af de vuggende hofter, flirtende moves med hovedet og store armbevægelser, vi alle kender så godt fra bandets heyday. De resterende medlemmer er ikke helt så markante i udtrykket, omend keyboardist Melissa Reese med coolnessfaktor strålende ud af det blå hår også havde momenter, hvor hendes vokal tilføjede flere lag til de velkendte skæringer.

Kvantitet over kvalitet?
Forsinkelsen satte en naturlig begrænsning på spilletiden, men taget i betragtning, at de oprindeligt var sat til at spille tre timer og 40 minutter, gjorde det ingen nævneværdig forskel, at de afkortede det med 40 minutter.  Tværtimod undrer det, at de prioriterer at inkludere intet mindre end ti covers i setlisten, når de ikke engang spiller en fjerdedel af numrene fra 'Use Your Illusion'-pladerne. 'Wichita Lineman', 'Wish You Were Here', 'Black Hole Sun' og 'Knockin on Heaven´s Door' (som godt nok netop er fra 'Use Your Illusion II') forekom som helt aldeles unødvendig spildtid hen mod slutningen af sættet, udelukkende løftet op af klaveret, der som en afveksling blev rullet ind til den selvskrevne 'November Rain' midt i coverafsnittet. Den var fantastisk storladen og stadig en af Slash' absolutte stjernestunder. Man kunne så tænke sit til, at Axl Rose absolut skulle bruge en motorcykel som klaverstol ...

Det var i det hele taget i de store epics som 'Estranged', 'Civil War' og 'Coma', at bandet tog sig de største friheder til at lege med sangene, hvor numrene fra 'Appetite For Destruction' overvejende blev spillet lige efter bogen. Det gør selvfølgelig heller ikke noget, hvis man godt kan lide bogen, men når man kender til den gnist og kant, de havde for 30 år siden, så blev det indimellem så skamløst perfekt, at glansen overgik biddet, og nostalgiens glæde blev det primære trækplaster. 

Axl Roses tidlige udmelding om ”Maybe not fill up your beers with PISS!”, efter et par fyldte ølkrus var fløjet henover de forreste rækker, viste på betryggende vis, at temperamentet har fået en anden form over årene. Ellers var det ikke mange bemærkninger, der blev luftet undervejs, og Guns N' Roses kunne snildt have sløjfet et par covers til fordel for mere interaktion med publikum. Det lugtede til tider lidt af kvantitet over kvalitet, selvom alt gik op i en højere enhed, når de tog sig tid til at leve sig ind i numrene. Det måtte de gerne have gjort lidt oftere. Det kan godt være, at det er lysten, der driver denne genforening, men tvivlen nager fortsat.