Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

VMF’22: Lørdag – tiden går…

Populær
Updated
Baest-8
Paradise Lost-3
Fleshgod-6
Mercenary-14
Konkhra-10
Trold-2
Demolizer-2
Bloodgutter-10

Lørdag i Viborg var fyldt til bristepunktet med musik, og tidsplanen skred lidt, men heldigvis var humøret godt fra både publikum og bands, der måtte vente.

Titel
+ Fleshgod Apocalypse + Baest + Mercenary + Konkhra + Trold + Demolizer + Bloodgutter
Spillested
Dato
05-03-2022
Fotograf
Neil Poulsen/Min By Nyt
Karakter
4

Nyt spillested. Lang corona-pause fra flere bands. Der var lidt rust, der skulle bankes af rundt omkring og det gjorde, at lørdagens afvikling af koncerterne tog lidt længere tid, end man normalt er vant til på danske metalfestivaler. Alligevel blev det en succes og hovednavnet Paradise Lost leverede varen i Viborg.

Først skulle vi dog vågne fra fredagens fest. Denne anmelder havde valgt at gøre brug af den sovesal, der lå på den modsatte side af gaden fra Tinghallen. Godt nok er der også hotellet Peak 12, der lokker med både morgenbuffet og alverdens andre lækre tiltag, der kan forsøde tilværelsen, men Viborg Metal Festival havde også lavet en sovesal, hvor man kunne få to overnatninger for 100 kroner. Man skulle selv have luftmadras, sovepose/dyne m.v. med, da det vitterlig blot var en plads på gulvet, man betalte for. Det skulle prøves, så der blev smidt en luftmadras op, og det foregik i en lounge ved Viborg Stadion. Så med udsigt over fodboldbanen blev sengen redt op, brugt og næste morgen vågnede jeg med omkring 20 andre festivalgængere. Masser af plads, igen gode toiletfaciliteter og intet at klage over. Jeg havde forudset, at ørepropper skulle bruges, hvis nu der lå 100 fulde folk og snorkede i kor, men det var intet problem.

Første band er Bloodgutter fra Silkeborg. Et par stykker fra Dawn of Demise + godtfolk har lavet et band, der godt kan lide guitaren når den lyder som et savværk fra Göteborg, og forsangeren er veloplagt og med masser af jysk, selvudslettende humor. De får hurtigt startet en moshpit, og der bliver kørt på trods det, at folk havde festet igennem fredag. Efter ni egne numre som ’Artillery Supremacy’, ’Jaws of Death’ og ’Down the Gutter’, er der også lige akkurat tid til at klemme et Entombed-cover ind til sidst. Så Viborg får ’Wolverine Blues’ som ekstranummer.

Tiden går...

Allerede her glider tiden så nogle få minutter. For da Demolizer går på, er det 5 – 10 minutter over tid. Det unge band har hørt masser af Metallica og i særdeleshed Pantera, så thrashen flyder og de tunge breakdowns får lov at løbe frit. Masser af god melodi på guitarerne. De spiller naturligvis ’Copenhagen Burning’ og ’Until the Day I Die’ fra deres debutplade ’Thrashmageddon’, mens der også bliver plads til nyere sange som ’Ghoul’ og ’Get Out of My Way’ fra deres seneste EP ’Upgrade’. De får også givet deres nyeste sang ’Kabul’ en debut i Viborg, og pga. tidspres må de skære en enkelt sang fra og lukker hurtigt ned med ’Cancer in the Brain’ fra førnævnte plade fra 2020. Unge kræfter, der gerne vil have fart på.

Trold vil ikke have fart på. De vil have eventyr, fløjte og bare tæer på Viborg Metal Festival. Med deres helt egen folkemetal får de alligevel hvirvlet en stemning op blandt publikum, der velvilligt danser med og frontmand Astór Palsson får sunget, fløjtet og spillet guitar til den helt store guldmedalje, mens han hopper rundt som en trold fra de dybe skove. Det er tilpas gakket til, at alle lader sig forføre. Der bliver sunget på dansk og mens Trold ikke er Huldre, så kan man ikke lade være med at tænke på, at hvor et birketræ falder i folkemetalskoven, der rejser der sig et nyt. Ikke det samme, men helt sit eget. Præcis som folkemetal er og skal være.

Sådan er det også med Konkhra. De er og har også alle dage været dem selv. Anders Lundemark og resten af Konkhra kommer lidt forsinket på, men kan kvittere med old school dødsmetal, som man spillede det i halvfemserne. Konkhra har for nylig turneret med fokus på ’Sexual Affective Disorder’-pladen, som vi bl.a. så på Aalborg Metal Festival i november 2021, men denne aften i Viborg har de lidt af hver med fra deres udgivelser. Det er faktisk ’Spit or Swallow’ fra 1995, der er den plade, vi får flest skæringer fra lørdag aften. Titelnummeret, ’Life Eraser’ og så lukker de ned med den klassiske ’Facelift’. Godkendt indsats fra Konkhra.

Når der skal bankes lidt rust af

Der må Mercenary kæmpe lidt mere for at nå i mål. De er også glade for at være i Viborg, men man kan godt mærke, der har været for lidt tid til at øve alt igennem. I deres lille medley af ’11 Dreams’ og ’Isolation (The Loneliness in December)’, bliver overgangen mellem de to numre noget usikker og funky, men de finder da melodien og får færdiggjort nummeret. Med sig har Mercenary også et par nye numre, deriblandt ’From the Ashes of the Fallen’ og den helt nye ’Where Darkened Souls Belong’. De bliver taget godt imod, og igen brillerer Viborg Metal Festival med crowdsurfing, som var vi tilbage i halvfemserne. Både unge og gamle svæver hen over publikum. Folk har en fest. Mercenary lukker ned med ’Firesoul’ og hjælper til med at få lørdagen brugt.

For nu er tidsplanen skredet. Mercenary går af scenen på det tidspunkt, hvor Baest skulle være gået på. Baest går derfor først på en halv time forsinket, men så eksploderer Paletten og Viborg Metal Festival da også. Det er én lang energiudladning fra både publikum og band. Der bliver crowdsurfet fra start til slut. På alle tidspunkter undervejs er der mindst én koncertgænger på vej hen over hovedet på folk og ned til sikkerhedsvagterne, der i den grad har noget at give sig til. Hver enkelt koncertgænger modtages med stærke arme og et efterfølgende kram. Når ikke lige publikum har kræfter til at surfe, så har forsanger Simon Olsen. Flere gange kaster han sig ud og bliver båret rundt mens han growler videre. Det bidrager til vildskaben.

Udover surfing, så kan folk også godt lide moshpits og circle pits. Det hele bliver afprøvet, mens Baest svinger øksen over numre som ’Wormlord’, ’Towers of Suffucation’, ’Meathook Massacre’ og den tonstunge ’Gula’. Baest får også sendt en hilsen til Ukraine før ’Genesis’, og lukker så ned for festen med titelnummeret fra den seneste plade ’Necro Sapiens’, der for få dage siden sikrede dem endnu en Gaffa-pris til samlingen. 

Så bliver det lidt mere teknisk og afmålt med italienske Fleshgod Apocalypse. De er klædt ud, har operasanger og klaverbokser med. Dødsmetal med opera har et overraskende godt tag i publikum og de leverer varen. Folk er dog ved at være brugte, så en del bruger tiden i foyeren til at hygge sig.

92 koncerter med Paradise Lost!

For de venter på hovednavnet. Det ubestridte hovednavn på Viborg Metal Festival 2022. Paradise Lost. Et band, der for nogle er en flygtig størrelse, for andre en religion. Denne anmelder snakker med nogle fra publikum, der ikke har set dem siden halvfemserne, mens der er en svensker blandt publikum, for hvem dette bliver koncert nummer 92 med bandet. Det er ganske imponerende. Paradise Lost er da heller ikke et band, der gæster Danmark hvert år. Sidst vi så dem i Danmark, var på Voxhall i Aarhus og Pumpehuset i København tilbage i 2017, og generelt har man historisk skulle til hovedstaden for at opleve dem på dansk jord. Denne gang er de dog i det midtjyske, og de har en fest.

Selvom Paradise Lost går på scenen over en time forsinket, så mærker man det ikke på dem. Publikum er også blevet. Salen er fyldt og de har en god lyd. Her lørdag aften har Nick Holmes ikke solbriller på, og har mere interaktion med publikum. Han smiler sågar. Paradise Lost er et etableret og rutineret band, der har spillet sammen i årtier, og det kan høres. Sætlisten er enhver fans julegave, hvor næsten alt er vinget af, men desværre kniber de lige et enkelt nummer af, og det er helt forståeligt. For da de lukker ned med ’Ghosts’ fra deres seneste plade ’Obsidian’ er vi et godt stykke inde i søndagen, og alle er trætte.

Viborg Metal Festival kan dog klappe sig selv på skuldrene for en veludført festival. Aldrig har forholdene på en indendørs metalfestival været så gode. Bevares, både bands og afviklere skal lige lære stedet at kende, og så bliver tidsplanen nok kørt lidt strammere næste år. Vi var i hvert fald underholdt hele vejen igennem og kan kun anbefale, at man deltager fremover. Devilution er i hvert fald på pletten igen næste år!