Hvaffornmageddon?

demolizer-thrashageddon

De purunge københavnske retrothrasheres ærinde er dybt sympatisk. Det gør det så meget desto sværere at erkende, at de ikke lykkes med det på debutalbummet. Med speederen i bund banker det forbi én uden at efterlade indtryk af andet end god vilje.

Kunstner
Titel
Thrashmageddon
Genre
Trackliste
Copenhagen Burning
Cancer in the Brain
Ntc
Bloodshot Eyes
Litany of Poison
Gore
Until I Die
Lost in Torment
Built on Slavery
Msw
Karakter
2

Der er få ting, jeg hellere ville end at elske Demolizer, og de har alle sammen med Penelope Cruz at gøre: Det er en fuldstændigt bizar situation, at Danmark efter 15 års retrothrashbølger stadig ikke har kunnet skabe bare ét fuldkommen perfekt thrashband i dette årtusind. Det er ikke meget, jeg forlanger, ikke nyskabelse, ikke velovervejethed, ikke overraskelser. Bare den fede thrash. Gode hooks. Mindeværdige riffs. Breaks, der pakker én helt sammen. Tåbelig voldsforherligelse. Afsindige guitarsoli, trommer, der snubler over sig selv, råbekor, lyden af litervis af dåseøl. Jeg er en taknemmelig lytter på den måde.

Jeg ville virkelig, virkelig, virkelig gerne have Demolizer til at være det band i stedet for at være endnu et dansk thrashband, der har fat i alle de rigtige idéer, har de rette referencer og læssevis af god vilje, men bare ikke kan komme det sidste stykke med det. Ingen nævnt, alle glemt. 

Demolizer er bare ikke det band. I hvert fald ikke endnu, de er trods alt stadig et ungt band. Deres debutplade er lige så sympatisk, som den er forglemmelig. Uanset hvor mange gange jeg har prøvet at høre den, bliver jeg ved med at glemme at høre efter musikken, når den spiller. Sangene banker forbi med speederen i bund, men jeg kommer ikke rigtig med. Jeg bliver hele tiden i tvivl om, hvilken sang jeg er i gang med at høre, fordi der ikke er den store afveksling i hverken lyd, udtryk eller opbygning. Og når pladens 35 minutter er ovre, sidder der ikke et eneste riff, ikke en eneste melodi, fast i hovedet.

Lemmedaskerthrash
Det er forstemmende, og det er det så meget desto mere, fordi Demolizer ikke er en flok korthårede posers, der prøver at spille poleret moderne thrash med radiotække: Demolizer er lige så slidte, uvaskede, lemmedaskende og umiddelbare som deres musik. De vil bare gerne spille rå og gadesmart thrash metal, som var det midten af 80’erne igen, midten af 00’erne igen, midten af 10’erne igen. Municipal Waste er det navn, man gerne ville trække frem, men Havok er nærmere den åbenlyse, mindre crossover- og breakdownbaserede, mere groovemindede og teknisk kompetente reference blandt retrothrasherne. På 'Thrashmageddon' lykkes det bare ikke Demolizer at gøre thrashen vedkommende igen på samme måde, som Havok gjorde det i midten af 10’erne.

Skylden ligger flere steder. Lasse Ballades produktion er klar og skånselsløst tydelig, men mixet er sært spagt i det. Det ligger til genren, de klassiske plader med Exodus, Vio-Lence og alle de andre havde den samme diskantede lyd, og det er sådan set klædeligt, at lyden ikke er blevet bøffet op til ærgerligt moderne standard. Det betyder bare også, at der ikke er noget til at maskere det unge bands svage sider: Først og fremmest vokalen, der er monotont bjæffende, selv i den sang, bandet gerne ville have haft til at være en powerballade, ‘Until the Day I Die’, der ikke får lov at folde sig ordentligt ud. 

Resten af bandet spiller upåfaldende: Der mangler det musikalske overskud, der kunne tilføje sangene et skud imponade, der mangler lir, tricks og indlevelse. Det hele bliver spillet, som om bandet lige akkurat magter at gøre det, men hvor det ideelt set kunne have tilføjet et charmerende usikkerhedsmoment, betyder det hos Demolizer, at alt bliver holdt på den sikre side. Ingen skejer ud, ingen lader sig bare rive med af, hvor fedt det er at thrashe.

Usikre roller
Selv dét ville have været tilgiveligt, hvis sangskrivningen bare havde været stærk nok til, at det ikke gjorde så meget, at udførslen ikke sad helt i skabet, fordi musikerne ikke var helt sikre i deres roller endnu. Men sangene på ‘Thrashmageddon’ er sært forglemmelige. De thrasher af sted det bedste, de kan, men gør heller ikke mere end dét. Skifter tempo, når de skal, uden at det skaber nogen større dynamik. ‘Lost in Torment’ skiller sig ud hen mod slutningen af pladen i midtempo med råbekor og et riff, der er lige ved at sidde fast. ‘Gore’ skiller sig positivt ud ved at være nænsomt kort, og det går op for én, at problemet med flere af pladens sange er, at de strækker et tyndt materiale ud over fire-fem-seks minutter. Af samme grund skiller 'NTC' sig positivt ud med sine knap tre minutters spilletid. Det ville have klædt Demolizer at holde det kort, indtil de lærer at skrive sange med afveksling og melodisk overskud nok til at bære det længere format.

Det er mandag aften, fire dage før ‘Thrasmageddon’ udkommer, halvanden måneds tid efter jeg hørte den første gang. Jeg har hørt pladen to gange i dag: Én gang i bilen, hvor børnene nærmest demonstrativt sank hen i apati. Én gang her til aften, da jeg for en stund havde huset for mig selv og igen kunne prøve at fordybe mig i den. Og igen indse, at der bare ikke var mere at komme efter. Og ærgre mig over, at det heller ikke denne gang skulle lykkes.

Jeg tvivler ret meget på, at jeg kommer til at finde den frem og høre den igen. Og jeg ville have elsket, at der var sådan en plade, jeg kunne gøre det med.