De purunge københavnske retrothrasheres ærinde er dybt sympatisk. Det gør det så meget desto sværere at erkende, at de ikke lykkes med det på debutalbummet. Med speederen i bund banker det forbi én uden at efterlade indtryk af andet end god vilje.
Fra skolegården, hvor to drenge trippede over ‘Angel of Death’, over Wacken Metal Battle og en ruslandsturné er Demolizer nået frem til debutpladen. Der bliver taget fra alle de store thrashnavne, de unge er vilde med det – men de hvide sneakers og det tekniske lir gider de ikke.
De spiller flænsende thrash med ét eneste formål – at fortsætte bølgen, som bl.a. Slayer, Anthrax og Nuclear Assault begyndte. Mød Demolizer, der for alt i verden ikke vil ende som Metallica, men som til gengæld gerne vil ende på Wacken til sommer ved at vinde Wacken Metal Battle i Danmark.