WOA '15: Lørdag

Lørdag var en dejlig dag på Wacken, hvor solen endelig, endelig kiggede ordentligt frem, mens Kataklysm kunne stå for oplagt morgengymnastik, og Judas Priest senere var metalguder, mens Obituary egentlig bare var det sejeste og vigtigste i verden.

Lørdag kom vi så endelig til den anden halvdel af Wackens notoriske motto: "shine". Hurra! Sol fra en skyfri himmel og den lille del af redaktionen, som havde fundet vej til de hellige muddermarker kunne sidde i hver sin campingstol og nyde morgenmaden og tale om gårsdagens oplevelser og dagens planer. Mudder syntes ikke at være hovedingrediensen i fotografens planer, for i hvert fald blev telt pakket ned og smidt i sportsvognen, så Danmarks faste underlag kunne nås hurtigst muligt, når Obituary forhåbentlig havde leveret varen engang efter midnat.

Dagens musikalske indslag startede med Kataklysm, hvis bøllede dødsmetal var lige, hvad der skulle til for rigtigt at komme i gang. Det var dog ikke uden ærgrelse over, at man gik glip af Khold, som spillede på Black Stage samtidig, men sådan er vilkårene jo på en festival som Wacken. En anden del af den udsendte redaktion havde planer om Breakdown of Sanity på teltscenen, men en kop kaffe, der blot skulle have været med i farten, fik hurtigt ændret på dét skema, da der ved morgenmadsteltet sad et par stykker fra WOA Metal Battles dommerpanel, som absolut måtte besnakkes.

Fotografen blev spottet nærmest arm i arm med Blastbeasts Weiss til Powerwolf, som må være fotografens nye yndlingsband. I hvert fald smilede han, og kender man ham, så vil man vide, at (især på fotos) smiler denne travlt knipsende mand nærmest aldrig. Fra V.I.P-baren, hvor man kunne få sig en stol og komme væk fra pladsens mudder, lød bandet dog en kende fjollet. "Fjollet" som i "stensikker garanti for succes i Tyskland".

1994 holder bare

Således opfrisket og optanket i baren blev det igen tid til at begive sig ud at besigtige jordbundens tilstand. Og ikke mindst et særdeles væsentligt band fra Finland. Ingen ringere end Amorphis, der stod for festivalens andet af tre "yes, 1994"-øjeblikke for skribent Villumsen, da 1994-skiven 'Tales From the Thousand Lakes' blev hyldet i sin helhed. Det første øjeblik var naturligvis Samael med deres hyldest til 'Ceremony of Opposites' aftenen forinden. Det tredje? Såmænd Dan Swanø på vokal for Bloodbath i nummeret 'Eaten'. Den betydningsfulde svensker stødte Villumsen nemlig på for første gang i 1994, da hedengangne Edge of Sanity udgav 'Purgatory Afterglow'. 1994 var i sandhed et vigtigt år.

Men tilbage til nutiden, hvor vores skribent Signe droppede Finland til fordel for Wales og Skindred. Efterfølgende var der igen samling i baren, inden fotografen skyndte sig ud og knipsede lidt af Danko Jones og skrev sms'er til de to skribenter med ordlyden "Tabere! Kom og skriv!". Han gav dog hurtigt op og udtrykte en slags forståelse for vores ugidelighed, da han måtte sande, at Danko Jones ikke var, hvad det var engang.

Selfies? Nej, tak

Biohazard inviterede i den grad til gymnastik ved Party Stage og fik lokket mange med til det. Det foregik samtidig med Rock Meets Classic med Dee Snider og et symfoniorkester samt flere prominente gæster og ikke mindst prominente numre. På vej fra afsluttet hardcore-koncert på Party Stage mod en god plads til Bloodbath nåede man lige at høre ham harcelere over "selfies", hvis man ikke allerede havde læst hans  "no selfies"-budskab på hans t-shirt. Selfies er ifølge Twisted Sister-frontmanden roden til alt ondt. Ikke desto mindre fik det straks flere til lige at nuppe en selfie med ham i baggrunden. Sådan fungerer det jo – det er ligesom at bede folk om ikke at crowdsurfe, så går der straks "Breaking the Law" i den! Det klassiske rock-ensemble sluttede dog ikke af med Judas Priest, men med hvad Dee Snider kaldte den ultimative heavy metal-hymne. Og det var så 'Highway to Hell'.

Bloodbath havde lovet særligt besøg i anledningen af, at det var 10 år siden bandets første koncert nogensinde, der tilfældigvis var på Wacken. Det er allerede tidligere nævnt, hvad det gik ud på, og kontrasten mellem den saligt vandrende Nick Holmes og den ivrigt headbangende Swanö, som på få minutter kom mere rundt på scenen, end Holmes havde brugt en koncert på, var stor. Swanös stemme var ikke, hvad den har været, men bedre end frygtet, for manden har netop ytret angående growl i hans projekt Witherscape, at han højst kan growle og indspille 5 linjer, før han mister kraften i stemmen og må vente en dag, før forsøget atter genoptages. Han kom gennem 'Eaten' med respekten i behold.

Der var plads til mere død i redaktionens plan for dagen. Cannibal Corpse spillede på Party Stage med fantastisk lyd og en performance, som vel efterhånden kan kaldes forudsigelig. Men det var nu stadig ganske godt.

Vi er vel alle enige om Obituarys vigtighed?

Der var igen uenighed om prioriteterne i den kun tre mand (ret beset 2 mand og 1 kvinde) høje flok, så Suicide Silence blev optakten til Obituary ved teltscenerne, mens der også blev plads til flertallets valg: Judas Priest, de mægtige metalguder. Efter den koncert var der i den grad opbrud, og selvom natten stadig var ung, som bedyret i Judas Priests afsluttende 'Living After Midnight', var det tydeligt, at her sluttede festivalen for mange. Der var dog stadig mulighed for Cradle of Filth, hvis man ikke valgte det bedste valg: at haste til teltscenen og høre Obituary ødelægge alt med blandt andet 'Don't Care' og 'Slowly We Rot' med en frontmand, der i den grad havde taget det fede growl med.

Men så kunne vi heller ikke mere for denne gang. Som nævnt ventede motorvejen for 2/3-dele af flokken, mens den sidste mand fandt vej til teltet for at være frisk nok til også at æde noget asfalt, så tidligt som friskheden i kroppen nu ville det, ovenpå dage i mudder med godt med Beck's øl m.m. samt ikke mindst diverse mere eller mindre fornuftige fødevareindtag.

Devilution skal være de første til at indrømme, at vi havde en luksus-udgave af dette års plørehelvede. Vi tog for det første på festivalens anvisninger senere af sted end planlagt, derefter åd, drak og overnattede vi i ordentlige senge i Hamborg, før vi endelig ramte Wacken fredag. Der skal derfor lyde en stor applaus til alle jer, der stod igennem mudderet fra tirsdag, eller hvor tidligt I nu end har ramt Wackens engang så grønne enge.

Anmeldelser af bands om lørdagen:

Kataklysm
Amorphis
Biohazard
Skindred
Bloodbath
Judas Priest
Obituary

Læs i øvrigt også vores fredagsreportage HER.