Top 5 – Live(t) var en leg

Hvorfor egentlig høre liveplader? Jo, nu skal du bare høre. 

Efter en lang tørkeperiode er koncerterne og festivalerne for alvor i gang igen. Det er hjertens fedt, men til koncerter med den hårde musik er der i dag en tendens til at spille sangene for publikum, som publikum kender dem (og gerne vil have dem). Sådan behøver det ikke nødvendigvis at være, og engang var det endda ikke nødvendigvis forventet heller. 

For tilbage i de sagnomspundne 70’ere var der nogle bands, der havde en mere uorthodox tilgang til at spille live. Regler skulle brydes, og bluesen var stadig en central del af den hårde musik, og derfor så nogle bands mere deres materiale som et lærred, hvorpå de kunne udfolde sig og gøre hvad fanden, der passede dem. Det kunne enten resultere i at blive en omgang ustruktureret nørlen rundt, men det kunne også blive en totalt magisk leg på scenen. Ingen koncerter var ens, og derfor anede publikum egentlig ikke, hvad de gik ind til. 

Det er mange år siden, og mange af disse bands er enten ikke aktive længere, eller også har de nærmere tilpasset sig tidens trend, og spiller mere sangene som på pladerne. Men heldigvis blev mange af disse gamle koncerter optaget og er tilgængelige på streamingtjenesterne. Det giver os mulighed for et indblik i en anden tid, hvor tingene blev gjort anderledes. 

En anden god grund til at lytte til gamle liveplader, i det hele taget, er at produktionen faktisk kan være ganske glimrende og det, kombineret med at bandsene ofte gejlede hinanden op til at spille hårdere og voldsommere, gør at den gamle musik påtager sig en hårdere og mere metallisk kvalitet. 

1. Made in Japan - Deep Purple 1972

Måske den mest svulstige liveplade der nogensinde er optaget. Bandet havde fået ret begrænsede midler til at gennemføre optagelserne i henholdsvis Osaka og Bodukan, og regnede derfor ikke med at pladen skulle blive til noget. Derfor droppede de ambitionerne om den perfekte liveplade før koncerten og fokuserede på at lave et godt liveshow i stedet. Hvilket netop er hvor Made in Japans styrke ligger. Man opsnapper nemt masser af fejl hos bandet, men energien er totalt elektrisk og lyden af Lords’ orgel er massiv og gør alle optagelserne enorme og svulstige. 

Det sjove er, at det ikke lyder som om, at medlemmerne egentligt giver særligt meget plads til hinanden. Nej, de har nærmere gang i en slags sammenspilstektonik, hvor energien, aggressionen og niveauet bliver hævet ved at de kæmper om pladsen i lydbilledet. Derigennem gejler de hinanden op til bare at spille endnu vildere, hvilket eleverer oplevelsen til nærmest uhørte højder. Alligevel går det ikke udover koncertens dynamik, da Deep Purple, trods kampen om lydfrekvenserne, stadig går fra 10% til 333%.   

Til at starte med var flere af medlemmerne utilfredse med optagelsen, men har sidenhen sagt at det er deres bedste plade overhovedet, da den til fuldstændighed indkapsler Deep Purple på deres højeste.  

2. How the West was Won - Led Zeppelin 1972

Det mytiske band var bl.a. kendt for deres legendariske liveshows og har derfor også skudt mange gode liveplader afsted ud til masserne. Der er dog særligt to der stikker ud, The Song Remains the Same fra 1976 og How the West was Won – og dér vinder sidstnævnte, der dog først blev udgivet i 2003. Setlisten på de to er stort set den samme, men HTWWW tager skridtet videre af flere årsager: Plants stemme har det bedre den aften, bandet lyder (endnu) mere oplagt, og så er der bare markant mere slagkraft i både præstation og i mixet. Der er masser af alternative introer til sangene, som i øvrigt også bliver spillet med masser af variationer fra grundmaterialet. Bandet frisker de gennemtærskede sange op både for lytteren, men bestemt også for sig selv. Der er en næsten trættende mængde af guitar- og trommesoli. Men det er fedt! For det hele groover for vildt, det er jo trods alt Led Zeppelin, vi snakker om. 

Plants nærmest drilske vokalstil foran et publikum og Bonhams dyriske trommefills er også med til at gøre livepladen til en helt unik oplevelse. Man sidder faktisk og bliver helt trist til mode over den kendsgerning, at man aldrig får det oplevet i levende live.

“Vesten” får meget kritik i dag, men den ændrede sig uden tvivl til det bedre, efter Led Zeppelin kompromisløst erobrede den i 1972.   

3. Live in Munich - Rainbow 1977

Det er meget velfortjent at Ritchie Blackmore optræder hele to gange i denne top 5. Man kan mene meget om mandens person, men hans evner som orkestrator, til i hvert fald den auditive del et liveshow, var svær at matche. På hverken Made in Japan eller Live in Munich får man særligt mange sange at høre, men det er fordi der bliver leget, eksperimenteret og udbygget så meget på numrene, at oplevelsen bliver radikalt anderledes end på studieudgivelserne. Live in Munich varer lige under to timer, men har kun ni numre, hvoraf det ene er “Introduction”. 

Særligt på Live in Munich skinner individerne meget igennem. Selvfølgelig står Dio stærkt i front og leverer sin enestående vokal til dens yderste. Blackmores legende tilgang til sit eget materiale holder alle numrene friske, Bob Daisley holder en levende bund i lydbilledet, mens Cozy Powells nådesløse og nærmest melodiske trommetæskeri driver det hele fremad.  

Der er så mange højdepunkter, der er værd at fremhæve, men særligt overgangen fra det improviserede stille improvisationsstykke i Deep Purple sangen, ‘Mistreated’ er så dramatisk, som noget overhovedet kan være, og er muligvis et af de bedste optagede øjeblikke som Dio nogensinde har medvirket i. Det er totalt Master Exploder. Ligeledes er det måske også det mest episke stykke på nogen liveplade overhovedet (6:55 i videoen). 

4. Pictures at an Exhibition - Emerson, Lake and Palmer 1971

Denne liveplade med ELP skiller sig en del ud fra resten af listen, fordi størstedelen blev skrevet i 1874 af den russiske komponist, Modest Mussorgsky. Pictures at an Exhibition (Udstillingsbilleder) er blandt klaverkendere et, blandt mange, klaversuiter hvorpå de kan udvise deres virtuositet. Det er vel og mærke et bud på Van Halens ‘Eruption’ for klassiske pianister. 

Men 70’erne var et årti, hvor reglerne skulle brydes, så Keith Emerson skiftede Bechstein-flyglet og nodestativet ud med Hammond-orgel og synthesizers, samt sin trio, bestående af Carl Palmer på trommer og Greg Lake på bass, akustisk guitar og vokal. Der er ingen vokal på Mussorgskys originale version, men ELP fik skrevet en mørk og melankolsk tekst til, som passer godt ind i deres fortolkning, som giver hele fremførelsen et helt nyt element. 

Suiten kommer i forvejen langt omkring med forskellige stemninger. Det er både stort og smukt, men også mørkt, dystert og dissonant. Så i kombination med ELP’s frembrusende prog er det der, den metalliske kvalitet opstår. Man kan næsten kun forestille sig, hvor sjovt bandet har haft det med at rocke et stykke klassisk musik op på den måde. Lejlighedsvis syrer de fuldstændig ud, og man fatter dårligt nok hvad der foregår, men bandet kommer altid ind på sporet igen. Der er ingen elguitar, men alligevel er det til tider hamrende hårdt... Og mega sejt. 

5. King Crimson - The Night Watch - Live at the Amsterdam Concertgebouw, November 23rd 1973

Meget af King Crimsons musik er i forvejen så mærkeligt, at det kan være svært at afkode, om det er skrevet sådan, eller om de bare trak ting ud af røven i studiet. Måske derfor stak det endnu mere af til deres liveshows. Men det som King Crimson var (og stadig er) så gode til, er at starte i det helt stille, og derfra bygger de langsomt en smuk, og på samme tid mørk, underlig og ja, sindsforvirret stemning op, indtil at man som lytter når til sindssygens rand. Det er hårdtslående, dissonant, smukt og blandt al forvirringen er der nogle sindssygt groovy og onde riffs. 

Men blandt alt galmandssværket har King Crimson også masser af kraftige hooks, samt nogle smukke og fine sange, der får rettet spidsfindighederne ind på linje igen. Flere af numrene på pladen har egentlig sin oprindelige længde – måske endda kortere, men der bliver undervejs leget meget med melodierne og akkorderne. Nogle skæringer har endda en sangtitel, med præfixet “improv” hvor bandet kører ud i noget næsten Hitchcock’esque og særdeles groovy horror improvisation. Det er ikke for alle, men hvis du så småt er ved at blive fanget af liveplader og trænger til udfordring, er det værd at kaste sig ud i.