Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Top 5 – Cirkus Metal

Updated
Klovnfærdigudenbaggrund125

Korttricks? Klovnerier? Akrobater? Cirkus Metal lyder ikke rigtigt som noget for Devilution, så hvorfor i alverden drager ledelsen dog afsted for at dække dette arrangement?

Forfatter

Hvorfor dit og hvorfor dat: Her er fem gode grunde til, at det ikke er den rene galimatias at tage til weekendens festival på Midtfyn.

1. Cirkusmetal


Hvis nu man skulle teoretisere lidt og forsøge at udvikle verdens værste genre i herværende magasins optik, ville det blive cirkusmetal!
Gøgl, klovnerier, måske endda fløjter og muntre masker – det hele er indbefattet af begrebet "cirkusmetal". Mon det i virkeligheden bliver så slemt?

2. Cirkus Metal

Hver evig eneste sommer drager redaktionen ud uge efter uge for at se, hvor teltet nu er slået op, og hvordan aftenens forestilling forløber. Internt er dette blevet benævnt "Cirkus Metal". En omrejsende karavane med en fast trup, hvor de forkælede få (=os anmeldere) får fornøjelsen af at se f.eks. Judas Priest opføre samme forestilling en håndfuld gange samme sommer.
Om ikke andet må man da hylde ærligheden i dette arrangements navn – men lad os nu se ... det er jo stadig nyt og spændende, at vi står op, mens vi ryster håret.

3. Midtfyns Festival

Hvis man nu aldrig nåede at komme til Midtfyns Festival i sin tid, og årets genoplivede udgave bare overhovedet ikke på nogen måde tiltaler en, så er Cirkus Metal en god anledning til at se nærmere på græsplænen i Ringe. Jovist, det er ikke helt det samme som Aerosmith, Rage Against the Machine, Jamiroquai eller Miles Davis – men World War 5 er sgu da en hel del bedre end en akustisk Phlake-koncert.

4. Det er udendørs, det er stående, der er øl

Årets beskedne Roskilde Festival var faktisk ret fedt. Metal fungerer bare ret godt udendørs.

5. Mere aktivitet på Facebook

Efter halvandet år uden koncerter med favoritter som Powerwolf, Five Finger Death Punch eller Sabaton er fotografen blevet trigger-happy. Der er some-skills der skal skærpes, inden det i løbet af efteråret igen går løs med rigtige koncerter. Og hvad kan være bedre end noget, der seriøst kalder sig for "Cirkus Metal"?

One Love.