Top 5 – en skribents bekendelser

Populær
CS649179-01A-BIG
anthrax-worship-music-era
dmag-1536762648-640x640
CS574009-01A-BIG
metropolispart2

Det hænder, at man af forskellige årsager tager standpunkter, man ikke kan stå inde for – men alligevel holder fast i dem for længe. Nu er tiden kommet for skribent Anders Molin til at knæle for det omvendte kors og bekende fem selvbedrag, der har fyldt livet som metalfan.

Forfatter

1. Iron Maiden – 'The X Factor'. 


Sluthalvfemserne var en ørkenvandring, hvis man var til oldschool heavy metal, og det var man, fordi det var det eneste rigtige. Men Bruce Dickinson havde forladt Iron Maidenm og efter mange års opmarch sendte de engelske veteraner i 1995 (ja, de var allerede veteraner dengang) endelig nyt på gaden. Jeg ledte og ledte efter gode numre, men de var der ikke rigtigt, og først da Dickinson vendte tilbage og gav liv til ‘Sign of the Cross’, viste noget af pladen siden berettigelse. Alligevel spillede jeg den længe begejstret, fordi der ikke var andet at være begejstet for i den tid.  
 


2. Dream Theater – 'Metropolis Pt. II: Scenes from a Memory'


Hey, et album om reinkarnation og den slags. Det lød pisseklogt i min teenagetid, så jeg hoppede med på den og mente længe, at det var vanvittigt godt. Jeg løj – for mig selv. Det er umådelig kedeligt og fortænkt, og den tilhørende koncert i Vega var alt for hæmmet af store ballader, der ikke var store, men kun langtrukne.  
 


3. Anthrax – mest med Joey Belladonna

Scott Ian virker bundsympatisk, og til tider rammer de et godt nummer eller to, men som helhed er de stærkt overvurderede, og det er kun John Bush-perioden der siger mig noget (meget lidt). Men i de glade 90'ere (der som nævnt tidligere ikke var særligt glade) var det et band, jeg holdt fast i som godt. Mest fordi de så seje ud på plakaten i klasseværelset. Når jeg tænker over det, er det sådan set en helt fin grund til at holde fast i et standpunkt. Måske tager jeg dette punkt op til overvejelse igen.  
 


4. Metallica – 'Death Magnetic'


Meget taler for, at jeg ikke står alene med følelsen af, at jeg har talt langt mere positivt om denne udgivelse, end den på nogen måde kunne bære. Men jeg giver Metallica skylden: Efter den enerverende ‘St. Anger’ og omvejen over ‘Load’/’Reload’ havde jeg brug for at tro på Lars & Company, og der er trods alt mere af det Metallica, vi engang tilbad på denne skive.  
Men den er slet ikke berettiget til en så flot karakter som 4 ud af 5, som jeg gav den dengang. Et 3-tal og videre til næste var, hvad jeg havde fundet frem til dem, hvis ikke de havde haft navnet og historien med sig.

5. Alt med Slayer – undtagen 'Seasons in the Abyss' 


Det er slet ikke for at være kontroversiel – det gør andre bedre end mig. Men bortset fra i samvær med enkelte fortrolige har jeg ofte faket, at jeg godt kunne lide Slayer, og nu indrømmer jeg, at jeg har løjet. 'Seasons in the Abyss' er en virkelig god plade, resten kunne jeg aldrig finde på at lytte til igen. 'Raining Blood' har to gode riffs, som kvartetten glemmer at gentage, og de har aldrig spillet en interessant solo. Så! Nu er det sagt. Jeg er en lettet mand ,klar til at møde min skaber, som forhåbentlig heller ikke kan lide Slayer. Man siger jo, han hader alle, så måske er det mit held.  


Men hvad med dig? Har du bedraget dig selv i mange år? Har du også plader eller bands, hvor du i lang tid stædig fastholdt, at der var kvalitet bag? Det er tid til dine bekendelser.