Top 5 - Hvad glæder Devilution sig til?

chphelligen

Som redaktion er Devilution et kludetæppe af jyder, københavnere, topskattere, fleksjobbere. Vores forskelligheder til trods er vi dog alle enige: Vi glæder os  faktisk til at komme på Copenhell.

Fotograf
Jacob Dinesen
Forfatter

1. Alt det med Metallica.
Det kan vi lige så godt få af vejen med det samme. En scoring, der stadig bliver talt om to år senere, muligvis fordi daten blev udskudt. Meningerne om dem er mange - især om deres navnkundige trommeslager - og ikke mindst kvaliteten af de sidste årtiers albums. Nogen er holdt op med at høre efter i slutfirserne, nogen stod af i starten af nullerne, og andre igen holder mest på, at de kun er blevet bedre med alderen. Vi er enige om at være uenige, og overgiver os til et band, ingen af os kan sige sig fri for at have brugt som afsæt til mere ekstreme græsgange.

2. Alt det med stemningen
Nogle af os er eneboere, hvor andre ikke kan få nok socialisering. Med udsigten til 30.000 feststemte typer, der har holdt sig i to år, kan det på forhånd føles som et andet arbejde, at skulle slutte sig til flokken af individualister. Men selv forbeholdet over for de trættende fulderikker, der i hobetal insisterer på at have en midlertidig adresse i Biergarten, forsvinder som dug for solen. Hvordan kan de andet, når brølene fra tusinder af struber smelter sammen i et lydinferno?

3. Alt det med Gehenna
Nok er Metallica et tilløbsstykke og bevares, vi er da glade for Emperor. Men vi skal ikke glemme, at selvom Copenhell endelig er blevet en kommerciel succes, er der stadig plads til de lidt mindre åbenlyse oplevelser. Den danske undergrund kribler med spændende bands, og i år er der fyldt godt på talentet. Bands som LLNN og Angstskrig har vi begejstret omtalt, og vi opfordrer kollektivt alle dem, som kan lide god musik, at svinge forbi Gehenna.

4: Alt det udenom
Ikke alle nørder er metallere, men alle metallere er nørder (næsten red.). Vi er i hvert fald flere på redaktionen, der får julelys i øjnene ved tanken om at rundsmadre nogen i Street Fighter, eller savle over smukt indbundne samlerudgaver af obskure grafiske noveller.
Copenhell har med skiftende held forsøgt at brede sig ud over tilstødende interesser, men i år er kombinationen af metal og nørderi et pletskud.

5. Alt det vi ikke aner vi har glemt
Der vil altid være noget, vi har glemt enten at brokke os over, eller at rose arrangørerne for; for meget af det ene, for lidt af det andet. Men når alt kommer til alt, efter den sidste syrlige anmeldelse er skrevet, den sidste lunke øl bællet og den sidste hardcore campist er gået hjem, er der kun én ting at konstatere: Vi vender troligt tilbage, år efter år, mere eller mindre forudindtagede. For er der én ting, vi aldrig bliver trætte af: er det at fordybe sig i det, der trods alt binder os alle sammen: musikken.