Top 5 – Manowar

Manowar er så meget metal, at det vil blive spændende om verden i fremtiden vil lide af metaltræthed, når de sande mestre har sagt farvel til turnélivet. Mandag aften siges der farvel til de danske fans. Her er et crash course i Manowar, i fald de skulle været gået din radar forbi.

Manowar blev dannet i 1980 og er nu 39 år senere ved at trække stikket for de store turnéer og er i gang med én sidste verdensturné. Final battle. Mandag aften er det blevet tid til den sidste rusketur for de danske fans, når amerikanerne rammer Valby Hallen med et show, der ifølge bandet selv vil bestå udelukkende af fan-favoritter.

Manowar er et band, der som Nickelback har måtte lægge øre til megen hån og spot. I tilfældet Manowar skyldes det nok bandets meget store egoer og insisteren på, at være det sejeste og mest ægte, metal nogensinde har set og oplevet. Den slags går ikke ustraffet hen, og siden ’Triumph of Steel’ har musikken måske også været en kende generisk, hvilket kun har gjort det lettere for modstanderne at håne bandet.

1. ”Death to false metal”
Der er kun metal for Manowar, og det er den sande, ægte metal. Der er ikke plads til ”wimps and posers”, som de synger i ’Metal Warriors’, men har man omvendt et ’Heart of Steel’ og forstår den sande metals storhed, så er man netop en ”metal warrior” eller en ”manowarrior”. 

Da skribenten første gang hørte udtrykket "Death to false metal" i 1992, var engelskkundskaberne ikke så fremragende. Metallen var ny og spændende for mig, og alle de genrer var jo nærmest forvirrende og forvirrede således også min sprogforståelse. Død, thrash, black. Jeg forstod det slet og ret, som om  bandet spillede metal fra død til falsk metal. Det kan man jo så også sige, at de gjorde, hverken død eller falsk metal. Men sand metal! Og her er Manowar kongerne. Er man i tvivl, så har Manowar lavet sangen til at overbevise dig:

2. Nok dB til at flå dig i stykker
For Manowar er metal ikke noget, der bare skal høres som noget hyggeligt i baggrunden. Det skal være højt, meget højt. Bandet har sangen ’All Men Play on 10’ om at skrue helt op, og i ’Kings of Metal’ synges netop, at ”when we’re in town, speakers explode”.

Og det er alvor for bandet, der flere gange har sat flere rekorder for at være det band, der spiller højest i verden. Det bliver således højt i Valby Hallen, men inden man frygter for sin hørelse, så er bandets rekorder lavet uden publikum. Sådan lige en blæse-støvet-af-udstyret, inden publikum så senere er lukket ind til koncerten. Men husk nu hellere ørepropperne alligevel.

3. Blood, swords and battles
Manowar har noget med blod. Og sværd. Og krig. Ifølge bandet selv, så var de de første til at inkludere sværd og trolddom i både coverartwork og i tekster. Det er i hvert fald et meget ømt coverfoto på ’Into Glory Ride’, bandets andet album. Tematisk har der ikke været meget andet indhold i teksterne for det har kunnet koordineres med kærlighed til den sande metal og mytologien. Desuden var bandet det første til at underskrive en pladekontrakt med deres eget blod.



Hvis du bare kan synge ”blood”, ”sword”, ”warriors” og/eller ”battle”, så kan du let mænge dig med Manowars fans uden at falde helt igennem, selvom du ikke kan teksten til den episke ’Battle Hymn’ eller ’Blood of My Enemies’ herunder.

4. Mænd, der knalder damer
Som et rigtigt rockband med masser af testosteron, så har Manowar alle dage reklameret med at være særdeles glade for damer. Og de er ikke bange for at bruge store ord om egne evner. Fra ’Animal’:

”I'm gonna give all you can take all night
And leave you in the morning feeling right”

“Oh, you're getting wet, you're working up a sweat
Your hair's standing up on end
Your skin is screaming, glad we met?
Tonight's one night you won't forget”

Bassisten Joey DeMaio har udtalt, at de da godt vidste, at groupierne var de samme, der også lå med de andre bands, når de var i byen, men for Manowar handlede det om at behandle pigerne med respekt. De havde derfor også en bus til tøserne, så de kunne have nogle ordentlige forhold, når de ventede på mødet med stjernerne.

5. Ingen over Manowar
Der er ingen over Manowar. Således lød en af de humoristiske forklaringer på, hvorfor Manowars koncert i Store Vega nogle år tilbage ikke havde publikumsadgang på balkonen. Ikke noget med, at der ikke kunne sælges nok billetter. Nej, man skal ikke se ned på Joey Demaio, Eric Adams og co. 

Manowar har altid holdt fanen højt og stolt, og når der nu udgives ep’en ’The Final Battle I’, den første af tre dele, som sammen skal gøre det ud for et nyt album, så er det selvfølgelig ikke dovenskab eller for at trække tiden ud. Nej, det er hensynet til lytteren, for som Joey DeMaio udtaler:

”The sheer power of these four songs is mind-blowing! We simply couldn’t release more songs at one time; it’s just too much!”

Og det er sådan, det er med Manowar: As metal as it gets. For nogle utåleligt for meget, for andre sejt, netop fordi det er for meget. 

"If you're not into metal, you are not my friend! Heavy metal or no metal at all"

Men skal det handle om musikken, så er det store sange med episke og medrivende omkvæd, når det er bedst. Og bag alt det opstyltede (mund-) gøgl gemmer der sig faktisk flere fremragende sange i bandets bagkatalog. Især tiden fra før ’92, selvom sangen ’Warriors of the World United’ fra 2002 også har haft sin storhed på hedengange The Rock, når klokken nåede ud på de sene nattetimer. ’Hail and Kill’, ’Black Wind, Fire and Steel’, ’Thor (The Powerhead)’, ‘Blood of My Enemies’, ‘Manowar’, ‘The Power of thy Sword’ …