Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Top 5 - Når to er bedre end en

Updated
Two

Der er numre, der bare ikke skal stå alene. Hvor en optakt, indledning eller tilsvarende er et krav. De dér numre, der bare bliver så meget bedre, når man lige får det foregående nummer med...

Titel
Caligula's Horse + Green Day + Tool + Nine Inch Nails

One girl, one cup – nej vel, det fungerer bare ikke. Ligesom det stikker ud, når din ven står i baren og bestiller en stor fadøl. KUN ÉN!? Det stikker ikke kun ud, det stikker også i hjertet. Du står jo lige der! Næh, ved du hvad. To store fadøl, tak. Og nu vi er ved alkohol, blev En Enkelt nogensinde en succes? Nej, vel. To er altid bedre!

Det samme gælder musik. Som Stig Pedersen ville sige: “Ha, en streng på bassen, vig bort satan!”. Og Stig har ret. Tænk blot på de der numre, der bare bliver bedre, hvis man lige snupper nummeret før først. En art indledning og optakt, der kun gøre hovednummeret endnu bedre. Man nænner næsten ikke at høre hovednummeret uden det foregående, da det føles tomt, hult og trist. Ligesom dit liv føles, efter din ven kun har bestilt ÉN FADØL.

Her er fem bud på duoer, der ikke må splittes!

1. Tool: 'Intermission' og 'Jimmy'
Ja, det kunne jo også have været ‘Parabol’ og ‘Parabola’, men nu er ‘Ænima’ nu engang Tools bedste plade, og overgangen mellem ‘Intermission’ og ‘Jimmy’ er pisse fed. Desuden var der engang en bekendt, der fortalte mig, at lige præcis den overgang lød som djævlens musik, og at jeg ville brænde i helvede for at lytte til den slags. Æd den ‘Lateralus’.





2. Nine Inch Nails: 'The Frail' og 'The Wretched'
Det skete på Roskilde Festival i 2018 og ved gud, hvor var det dog lækkert. At høre den minimalistiske ‘The Frail’ langsomt starte ballet for at gå over i ‘The Wretched’. Det var ren magi. Enhver der formaster sig til at springe ‘The Frail’ over, har en helt speciel plads i helvede – lige ved siden af mig antageligvis – og jeg lugter, når jeg brænder.



3. Caligula’s Horse: ‘Bloom’ og ‘Marigold’
Det her er ren lækkerhed. Var man i tvivl om hensigten med denne top 5, så er det blot om at lytte til samspillet mellem ‘Bloom’ og ‘Marigold’. Den sublime optakt, der riffes direkte over i ‘Marigold’. Altså for fanden da. Bliver det meget bedre?



4. Between The Buried And Me: 'Viridian' og 'White Walls'
Folk med forstand på musik vil sige, at Between The Buried And Me-plader typisk er en lang rullende orgasme af overgange. Der er et utal af eksempler på den vellykkede overgang, og det der nummer, der ikke kan høres uden det foregående. Men der er næppe én, der overgår den ikoniske overgang fra ‘Viridian’ til mega-bangeren ‘White Walls’. Hold nu fest og gå amok.



5. Green Day: 'Brain Stew' og 'Jaded'    
I år er det 25 år siden at ‘Insomniac’ udkom. Så kan du tænke lidt over det. Du kan også tænke lidt over ,hvor god overgangen fra ‘Brain Stew’ til ‘Jaded’ er. Dengang for 25 år siden var internettet ikke såååå udbredt igen, så de fleste af en vis alder ved, at de to numre skal høres sammenhængende – som de også bliver i musikvideoen. Det kom ligesom af sig selv, med mindre man helt aktivt skiftede nummer. Det var en vanvittig tid!

Er det lidt for boomer-agtigt for dig, bør ‘Holiday’ og ‘Boulevard Of Broken Dreams’ fra 'American Idiot' fra 2004 også høres i et go. 2004. Ok, boomer...



Der er masser af andre gode eksempler: folk med hang til Metallica vil nok påstå, at denne liste fuldstændigt overser den eminente overgang mellem ‘(Anesthesia) Pulling Teeth’ og ‘Whiplash’, men det er jo trods alt begge stride skæringer, der snildt kan spilles hver for sig. Det kan Parkway Drives ‘Wild Eyes’ og ‘Dark Days’ såmænd også, men det ændrer ikke ved, at overgangen er mere sexet end en Jon Bon Jovi i hans velmagtsdage.

Inden det kommer dertil, skal alle prog-fanatikerne lige klappe hesten og trække vejret. Vi ved alle, at prog-rock/metal nærmest ikke er andet end c-stykker og gennemtænkte overgange, men det bliver en anden top 5.

Og så er det vist også på tide til DE fadøl.