Top 5 - Sange over 20 minutter

I ugens top 5 ser vi på et udvalg af sange, du kan sætte på i stedet for at stille æggeuret til 20 minutter.  

Vi lever i en tid hvor… Ej, okay, vi prøver lige igen. 

Fordybelsen og tålmodigheden har trange kår i dag. Lige meget hvor vi kigger hen (og lad os være ærlige det er som oftest i telefonen), er der kamp om vores opmærksomhed. Om det så er kattevideoer, memes eller en milliard videoer og reklamer med hjernecelledræbende muzak i baggrunden, der viser dig hvordan du kan bruge mindre tid på madlavning og rengøring, så du kan bruge mere tid på at være ufokuseret. Alt kan og skal måles og vejes, og i den forbindelse er der også nogle kloge hoveder der er kommet frem til, at en sang helst ikke skal vare meget længere end tre minutter. Ellers kan vi simpelthen ikke koncentrere os længere. John Lennon sagde, at den ideelle sanglængde ligger på 2:42 sekunder, men det vel efterhånden etableret, at han ikke er den guru, vi gik og troede, han var.

Skal vi omregne disse, for statistikken, ideelle sanglængder til rock og metal sniger vi os nok op på fire-fem minutter, da der også lige skal være plads til en guitarsolo og måske en særlig outro. Men med adskillelige soli og C-stykker sniger metalliske evergreens, som Master of Puppets, sig op over otte minutter, mens bands som Opeths schtick velsagtens er at runde de ti minutter på størstedelen af deres materiale. Da er der altså mange, der for længst har tabt tålmodigheden, men inde for vor elskede genre, såvel som mange andre, er det altså ikke ualmindeligt at skrive suiter, der kommer helt op over 20 minutter for et enkelt nummer. Nogle sange udgør endda hele albums for sig selv. Men dem ser vi på en anden gang.  

Så her kommer der et udvalg af hele enkelte numre på over 20 minutter, som har opnået en vis status og anerkendelse, og som er ulejligheden værd. Vi prøver på at komme rundt i tid, sted og genre, men fælles for dem alle, er at det er bands, som er til den mere eksperimenterende side af spektrummet.  

Echoes – Pink Floyd – Live at Pompeii 1972

Vi starter kronologisk med den gang, Pink Floyd lige akkurat stadig kogte rundt på syre. Echoes’ er et fænomenalt sammensat nummer, der tager en med på en alsidig og velpacet rejse. Sangen starter med hvad man tror, der er ubåds-sonarplinglyde. Men når plinglydene udvikler sig til en melodi, bliver man klar over at det er Richard Wrights keyboard der skaber ekkoerne i sangen. Derfra går Pink Floyd over i et smukt og samtidig dystert A- og B-stykke, hvorefter muligvis rockens mest groovy C-stykke indtræffer, hvor den ellers tilbageholdende Gilmore udtrykker sig med sit mest bestialske lead. Efter C-stykket falder mørket ned over lytteren, som pludselig befinder sig i soundtracket til en gyserfilm fra 70’erne. Men der er lys for enden af tunnelen, da vi får en forløsende og genfortolket reprise af A- og B-stykket.   

The Ivory Gate of Dreams – Fates Warning 1988 

I 1988 udgav amerikanske Fates Warning deres fjerde plade, ’No Exit’, som for genren, progressiv metal, nåede relativt stor succes på billboard chartsene. Med sine grandiose, pumpende og proggede riffs samt vokalist, Ray Alders’, kraftfulde croonende vokal oser det af 80’erne. Men i ægte prog-tradition er der også masser af ømme og smukke såvel som dystre passager, der skaber god afveksling og holder nummeret friskt. Derudover er det også et af de første forsøg på at skrive metalmusik i sådan en længde, og har derfor også været med til at bane vejen for i hvert fald de to næste numre på listen.

Black Rose Immortal – Opeth 1996

Vi starter med den korteste – Opeths længste sang. Det sjove ved dette nummer, er at da den blev spillet for første gang live nogensinde, tilbage i oktober sidste år i den Grå hal, introducerede Mikael Åkerfeldt nummeret med, at det blev skrevet med det ene formål, at det skulle vare 20 minutter. Og det gør det lige akkurat med en længde på 20:14. Det bærer nummeret også præg af, da der virkelig ikke er meget sammenhæng, men bare en masse melodiske og heksede stykker i forskellige dynamiske niveauer i forlængelse af hinanden. De er dog alle ganske gode, og derfor er det også et underholdende nummer, der har fået kultstatus af en grund. 

Octavarium – Dream Theater 2004

Titelnummeret på albummet er Dream Theaters længste sang. Det ironiske ved Octavarium er, at det nok skræmmer mange væk med sin længde, men at det samtidig er et af Dream Theaters lettere tilgængelige numre. Måske var det nummerets længde, der fik Dream Theater til at føle at de havde bedre tid, og ikke behøvede at haste sig igennem en masse skøre skalaløb på rekordtid. Mellem den smukke Shine on You Crazy-diamond’esque intro og den storslåede reprise i outroen, får Dream Theater vist sig fra mange sider, lige fra Steve Hackett-Genesis på sterorider, til stille og ukomplicerede stykker, der lige så godt kunne have været på en Saybia-plade. 

Floden, som kan skabe - Orm 2022

Vi skal også have noget dansk med. Og det er bestemt ikke for at være inkluderende. For Orm mestrer kunsten at pace og overraske i deres lange kompositioner. På bare to ud af tre plader har de næsten seks kandidater til denne liste, men vi har valgt ’Floden, som kan skabe’ fra ’Intet – Altet’ der netop har haft et-årsjubilæum. Nummeret består af den ene medrivende black metal-passage efter den anden, og gentagne gange er det, som om Orm genfortolker sig selv gennem de mange rolige post-rockede passager, der overgår til overvældende crescendoer. ’Floden, som kan skabe’ slutter med en atmosfærisk og samtidig bombastisk outro, der går lige i mellemgulvet, inden pladen skal skiftes til den næste lydodysse.