Top 5 – Vent, hvad?

Alle bands kan have brug for at forny sig og afprøve nye facetter af deres lyd. Men nogle gange kan skiftet være så markant, at der slet ikke er nogen fans tilbage at sælge ud til.

Metallica kan være komplet ligeglade med, at de mest rene i ånden af os er blevet stående på sidelinjen og har råbt “posers!” efter dem, siden de første toner af ‘Nothing Else Matters’ lød på klubværelserne i sin tid. Så kan det godt være, at de heller ikke har ramt plet hver gang, når de sidenhen har prøvet at genopfinde sig selv, men Metallica er alt andet lige i dén grad lykkedes med at sælge ud.

Det gør sig langt fra gældende for de mange bands i metal og hardcore, der før og siden har prøvet at ændre deres lyd radikalt for at kunne vælte sig i damer og coke søge nye kunstneriske udfordringer.

Vi har fundet frem til de fem mest famøse eksempler på, hvor galt det kan gå, når nogen får en fiks idé om, at udvikling skulle være en god ting.

1. Celtic Frost
Tom G. Warrior er en uudgrundelig sjæl. Starter ikoniske bands, lægger dem ned igen, fordi han føler sig misforstået, genopliver dem på de mest uventede tidspunkter – og skynder sig lige i forbifarten at give Metallica en sviner, når de hædrer ham for hans indsats for metal. Der er ingen millionærfingre, der skal fedte rundt med de sange, Tom G. Warrior skrev som teenager.

Tom G. Warrior er en legende, men det har ikke gjort ham til millionær – og den ene gang, han prøvede at sælge ud, gik det da også helt fabelagtigt rædselsfuldt. Pladen ‘Cold Lake’ fra 1988 er et af de mest besynderlige forsøg nogensinde på at spille glam metal helt uden schwung eller lækkerhed – men til gengæld med industrial og rap ind over. 

Betragt den eventuelt som en art avantgardistisk Poison.



2. Paradise Lost
Der er ingen, der løfter et øjenbryn i dag, når Ulver lige føler for at lave en plade med krautrock, psych eller synthpop, for det er det, vi har lært at forvente af de excentriske nordmænd. Anderledes forholdt det sig med Paradise Lost, der efter fem plader med ærkebritisk doom metal i 1997 var blevet trætte af trummerummen og havde lyst til at eksperimentere.

Resultatet blev ‘One Second’, der lyder som Depeche Mode med James Hetfield på vokal. Hvilket selvfølgelig næsten er bedre, end hvad Metallica selv rendte rundt og lavede samtidig, men stadigvæk ikke rigtig.

Betragt den eventuelt som en art fummelfingret Soft Cell.

Der var da næsten heller ingen, der turde tro på det, da Paradise Lost 18 år senere endelig lavede en god plade igen med ‘The Plague Within’, men det kunne altså lade sig gøre at rejse sig fra dyndet.



3. Jawbreaker
Jawbreaker havde det hele kørende for sig i starten af 90’erne, da alternativ musik blev det nye mainstream: De kunne skrive sange med hooks, der var så gode, at Green Day kunne løfte et af dem direkte og gøre det til et kæmpehit – prøv om du kan høre ‘I Want You’ uden at tænke på ‘When I Come Around’ – og Kurt Cobain nåede at posere med én af deres T-shirts, inden han skød sig selv, fordi hans tekster ikke var lige så begavede som Blake Schwarzenbachs.

Så efter tre plader måtte de store pladeselskaber naturligvis samle dem op og følge præcis den historie, Jawbreaker allerede selv havde beskrevet på ‘Indictment’: Da ‘Dear You’ kom i 1995, var den hæse vokal blevet tøjlet, produktionen var poleret, det hele var serveret på et sølvfad for MTV – og bandets fans ville ikke vide den mindste smule af det. De hadede det nye Jawbreaker og vendte ryggen til scenen, når bandet spillede sange fra den nye plade. Da touren var ovre, tog Jawbreaker konsekvensen af det, havde et kæmpe slagsmål i bandbussen og gik i opløsning. 

Først da bassisten Adam Pfahler i 2004 genudgav pladen på sit eget selskab, Blackball Records, begyndte folk så småt at indse, hvor forkert dommen over ‘Dear You’ egentlig havde været, og i dag regnes den af flere for én af de helt store 90’er-emo-plader.

Betragt den eventuelt som en art usandsynlig godt Foo Fighters.



4. Baroness
Om tiden vil vise sig at være lige så nådig mod Baroness’ plader fra dette årti, må vi vente og se med, men det er nok stærkt tvivlsomt. Onde tunger vil i hvert fald vide, at det voldsomme trafikuheld, der i august 2012 var tæt på at ende fatalt for flere af medlemmerne, på sin vis allerede var indtruffet måneden inden, da Baroness udgav deres tredje album, ‘Yellow & Green’.

Fra at have været et lovende sludge-band med flair for både melodier, twinleads og kæmpemæssige riffs gik Baroness til at spille noget af det mest kiksede og universelt forhadte indie metal på denne side af metalcore. 

Betragt den eventuelt som en art U2 spillet klodset.

Det bedste, der er at sige om hele den sag, er, at deres fans i det mindste er faldet fra i samme tempo som bandmedlemmerne rundt om John Baizley, der ellers engang havde stået som den mest elskelige fyr i metal. Da han stod på scenen med Baroness en eftermiddag på Copenhell for et par år siden, lignede han den mest alene mand i hele verden. Hvad godt er der ved at sælge ud, hvis ingen gider købe det, man faldbyder?



5. Shining
Der var engang, hvor alle elskede Shining. Altså det norske Shining, dem med saxofonisten Jørgen Munkeby, der spillede på Ihsahn-plader og i sit eget band blandede noiserock og metal med saxofon og growl. Det svenske Shining er der aldrig rigtig nogen, der for alvor har elsket.

Men Jørgen Munkeby blev tilsyneladende til sidst træt af at stå i skyggen af Niklas Kvarforth, så i 2018 besluttede han sig for, at han ville være den mest forhadte tiger i Shining-junglen. Midlet til at opnå det glorværdige mål var pladen ‘Animal’. Glem alt om Fantômas, her kommer Max Martin blæsende i en rød Corvette med EDM og The Rasmus blæsende på anlægget.

Men Corvetten var leaset, og Munkeby var bagud med betalingerne allerede fra starten: Der var ingen andre end ham selv, der syntes, at det her var den mest fantastiske fuck-finger, han kunne række ad metal og den evige jagt på det ekstreme. ‘Animal’ er godt nok ekstrem og en prøvelse at lytte til – der er bare ikke mange, der har haft behov for at gøre det.  

Betragt den eventuelt som en art Eurovision Song Contest, der udelukkende har finske bands i opløbet.