Top 5 – Vort Fatum 2019

Vort Fatum 2019

Første udgave af black metal-festivalen Vort Fatum præsenterede hovednavne som Akitsa og Carved Cross, men de lod sig overhale af plakatens mindre navne.

Kunstner
Titel
+ Jordablod + Vaal + Ascendancy + Ærekær
Spillested
Dato
15-03-2019
Forfatter

“Vort Fatum is not your average festival. It will take place within the walls and customs of Mayhem, CPH. This means there will be neither food nor a place to hang out. This festival will provide music and alcohol only.” Råt med råt på, særligt hvad angik musikprogrammet. Med bookinger af bands, der aldrig nogensinde har været i Danmark eller uden for deres eget kontinent, emmede Mayhem-festivalen af undergrundsperler, mange udenlandske gæster var kommet langt for at se.
 
Alligevel blev det ikke festivalens to hovednavne, der klarede sig bedst. Nyere bands viste deres enorme værd, og særligt den danske del af programmet skilte sig ud – og ikke kun fordi de spillede på hjemmebane.
 
1. Jordslået, fredag kl. 22.00
Som en del af Korpsånd-cirklen og metalscenen omkring Mayhem havde det forholdsvis unge band alle odds med sig, hvilket blev udnyttet til det maksimale. Med stor publikumsopbakning udviklede den fra start af energiske koncert sig undervejs til kogepunktet, som både mikrofonstativ og ølflasker led under. Gruppens indebrændte forsanger M.D., der også medvirker i Lesion, fik sig et hæsblæsende backingkor fra de forreste rækker og guitaristen Skravl, som mange Mayhem-gængere også kender fra Fanebærer. Undergrundsstemningen var på sit højeste, uden at musikken lod stemningen noget efter; en solid bund blev leveret af den hurtigtspillende trommeslager E.B.H og Phrenelith-bassisten J, der sammen med skarpt leverede guitarriffs udgjorde et nuanceret og svært fængende lydbillede, som efterlod publikum i rus.
 
2. Jordablod, lørdag kl. 22.00
Med bare overkroppe, læderveste, halskæder samt blod og jord ud over sig leverede den sydsvenske trio, der har eksisteret siden 2015 og udgav deres debutalbum ‘Upon My Cremation Pyre’ i 2017, en performance, der bedst kan beskrives som en perfekt blanding af Slægt og Watain. Med hjælp af levende lys og røgelse forvandlede bandet stedets gustne rammer til et mystisk og dystert kosmos, hvor satanisme udgjorde det lyriske univers, mens yderst melodiøse og velkomponerede musikalske stykker stod i skarp kontrast til forsanger Filip Lundströms harske vokal.
 
3. Vaal, lørdag kl. 23.00
Festivalens absolut største kliché, men også de største publikumsfavoritter. Intimkoncerten med hollandske Vaal, der stod på scenegulvet iført sløset corpse paint og nittearmbånd, var på en og samme tid enormt kikset og enormt sejt. Bandet haltede efter på det tekniske, hvor særligt forsanger og mastermind af samme navn som bandet rodede rundt med mikrofonen og mikrofonkablet i absurd lange øjeblikke – men da den rigtige stemmeforstærker og ledningen blev nørklet fri fra stativet, reddede stemningen det hele. Mayhem blev forvandlet til den norske sortmetals storhedstid i 90’erne, samtlige synonymer for Satan kunne høres på tværs af salen, temperaturen steg til helvedesgrader, og samtlige hoveder og næver fulgtes ad med trommernes stædige tempo.
 
4. Ascendancy, lørdag kl. 21.00
“Det her er det bedste dødsmetal, jeg har hørt i mange, mange år!”, udtrykte en tilfreds og imponeret gæst under rygepausen efter koncerten. Selvom københavnske Ascendancy ikke nødvendigvis leverede aftenens mest intensive eller populære show, var deres talent ikke til at tage fejl af – andet ville nu også være mærkeligt, når medlemmerne også spiller med i blandt andet Taphos og Night Fever. Bandets yderst velspillede blackened death var både genretro og udforskende på samme tid og bør gives en chance af alle med forkærlighed for ekstremmetal. Ascendancy er et band, det danske publikum bør glæde sig til at se mere til.
 
5. Ærekær, lørdag kl. 20.00
Levende stearinlys, tunge røgskyer og to kutteklædte skikkelser åbnede festivalens andendag. Ærekær, der for nylig spillede i Pumpehuset til Demon Heads release, skilte sig dog ikke kun ud på deres teatralske effekter. Den anonyme duos blackened dungeon synth var et tiltrængt pusterum fra det øvrige musikprogram, og en intet mindre end perfekt måde at starte aftenen på – det havde nøjagtig samme virkning som den filmmusik, der bruges inden en mordscene; det var både ritualistisk, melankolsk og smukt.