Metalliske mavepustere
Populær
Nails lever op til debutalbummet med et endnu mere brutalt og knusende udspil, der denne gang strækker sig over "hele" 17 minutter og endda flere steder tangerer rasende grindcore.
2. Tyrant
3. Absolute Control
4. God's Cold Hands
5. Wide Open Wound
6. Abandon All Life
7. No Surrender
8. Pariah
9. Cry Wolf
10. Suum Cuique
Californiske Nails' debutalbum fra 2010, 'Unsilent Death', var en nærmest ubeskrivelig hæsblæsende affære. MEN: Ti sange på små 14 minutter D-beat-smadder i yderste potens – som skabt til at pulverisere trommehinder, og vanligt beskidt produceret af Kurt Ballou (hvilket ikke lige frem gjorde affæren mindre konfronterende og kær mod hørelsen).
Powerviolence kalder nogen denne fusion af crust, hardcore, thrash og deslige. Som hvis Discharge mødtes Unsane og sloges, mens de spillede koncert sammen. Lidt a la de ligeså kortfattede californiske kollegaer i Punch. Bare endnu vildere.
På denne toer, der meget passende hedder 'Abandon All Life', har Ballou igen siddet bag knapperne, og musikalsk samles tråden også op fra debuten. Denne gang dog med elementer fra både dødsmetal og grindcore, og der er sågar gjort plads til to slæbende episke sager, der varer henholdsvis over tre og fem minutter. Lange sange for et band, der sjældent lader eksplosionerne strække sig over mere end et til to minutter.
Få-sekunders tornadoer
Vokalen drukner stort set i den beskidte produktion, der sender tankerne i retning af det tidlige Entombed, og de udechifrerbare skrig komplementerer da også musikken fint. Der er mere D-beat a la debuten i anden halvdel af 'In Exodus' og 'God's Cold Hands', men med breakdowns, der inkorporerer blastbeats og dødsmetal. Faktisk er 'Pariah' og titelnummeret de eneste to skæringer, der er som løftet fra den forrige plade.
Nails bruger ikke mere end trekvart minut på at blæse tornadoer som 'Tyrant' og 'Absolute Control' af sted (begge grindcore-sager a la Pig Destroyer), der er sat 54 sekunder af til 'No Surrender', hvis sidste 20 får Panteras groove-metal til at lyde som lejrbålsballader, mens det er umuligt at opfange, hvad der foregår i 24 sekunder lange 'Cry Wolf'. Omend går det rungende "FUCKING SHIT!", der sætter punktum, dog særdeles rent igennem.
At trække vejret
I de to lange sange er der gjort plads til at trække vejret: 'Wide Open Wound' er en krydsning af 'Seasons in the Abyss'-æra Slayer og førnævnte Entombeds garage-død, og afsluttende 'Suum Cuique' strækker sig over fem minutter og lyder som High on Fire, da de var på toppen omkring 'Blessed Black Wings'. Sangen kulminerer med et stykke rendyrket doom og til sidst black metal, der løfter Nails væk fra de californiske kollegaer igen.
Intet er forceret ved 'Abandon All Life', der er en plade med en mission: Metalliske mavepumpere i hobetal. Som på debuten fokuserer Nails på det buldrende brutale og det beskidte, snarere end på teknisk ekvilibrisme og Pro Tools-lirumlarum. Det er i sandhed et hidsigt momentum, californierne holder sig, og det må være lettere intimiderende for Kurt Ballou at producere et band, der nemt udspiller hans eget Converge, hvad angår eksplosive udladninger. Som minus er der er ikke mange nye toner at komme efter, men få bands i 2013 formår at indkapsle en så voldsom energi, som Nails gør.