RF 23: Velkommen til Montero
Populær
Orange Scene dannede rammen om en næsten perfekt udført pop-performance,
som både blottede musklerne og den maskuline følsomhed.
SCOOP
DEAD RIGHT NOW
DONT WANT IT
Old Town Road
SUN GOES DOWN
Danser-interlude
Panini
Down Souf Hoes
THATS WHAT I WANT
LOST IN THE CITADEL
INDUSTRY BABY
Det er en (forholdsvis) moderne tradition, at Roskilde Festivals hovedscene mindst et par aftener huser en dansefest. Det kan man jo så sætte sig ned og græde hvide, rockistiske tårer over, eller man kan erkende og måske ligefrem glæde sig over, at musiklandskabet i dag er mere diverst, og at poppen som genre også har et potentiale, der rækker ud over simpel kommers.
Vi vælger den sidste løsningsmodel.
Den stort opsatte koncert med Lil Nas X, hvis borgerlige navn er Montero Lamar Hill, kunne på overfladen minde om en Iron Maiden-koncert. Der var folk i kæmpe dukkedragter, der var en imponerende scenografi, som man må undre sig over, er mulig at slæbe med rundt på turne, og der var kostumeskift og koreograferede optrin. Har jeg fornærmet nogen med min sammenligning? Det håber jeg ikke, for den er venligt ment.
Første nummer vi fik var giganthittet ‘Montero’ - i hvis musikvideo Lil Nas X i øvrigt sutter pik på Satan for derefter at dræbe ham og indtage hans trone i Helvede. ‘Montero’ er en kæmpe banger, som hudløst beretter om en affære med en magtfuld og udsvævende mand i Hollywood, som stadig er i skabet, og om de tanker og følelser der er på spil. Det er kernen i Lil Nas X’ musik; blandingen af på overfladen klassiske pop/hiphop-beats og fængende ørehængeromkvæd, men med lyrik, der stikker et spadestik dybere. Om livet som homoseksuel mand i en genre, der indtil for ganske nyligt var helt åbenlyst homofobisk, og i et land og en kultur, der i meget høj grad stadig er det. ‘Montero’ var en superstærk åbner, og næste rigtige nummer, ‘Scoop’, kunne ikke helt leve op til energiniveauet, det kunne til gengæld ‘Dead Right Now’, hvor Lil Nas X rapper agilt hen over episke synthakkorder og en særdeles himmelstræbende, stærkt syntetiseret sejrstrompet.
Koncert i bredformat
Lil Nas X havde godt styr på sine virkemidler. Country/hiphop-perlen ‘Old Town Road’ citerede spaghettiwestern-musik, og dansere, scenografi og, i denne sangs tilfælde, en enorm, hvid hest, som hovedpersonen sad på, fungerede perfekt og var super-underholdende, men der var også substans i sagerne. Ud over, at Lil Nas X’ sange ofte, som tidligere nævnt, tager udgangspunkt i kunstnerens eget liv, så var det musikalske håndværk i orden. Lil Nas X sang godt, og det oven i købet mens han spurtede rundt på scenen som en ung Axl Rose. Eneste egentlige minus var, at koncerten faktisk godt kunne have tålt at være lidt længere.
Vi fik også mere følsomme øjeblikke, som den smukke sang ‘Sun Goes Down’, der var et af koncertens højdepunkter, mens det efterfølgende danserinterlude, nødvendiggjort af et kostumeskifte, hvor vi fik et lyn-mix med kunstnere som Perra, Rihanna, Janet Jackson, Beyonce og überbangeren ‘Sex Talk’ med Megan thee Stallion. Ikke overraskende var denne del af koncerten knap så interessant musikalsk.
Heldigvis fik vi gode numre som ‘Panini’ og perlen ‘That’s What I Want’, hvor en ekstremt nuttet minotaur kom på scenen, og under ‘Lost in the Citadel’ delte Lil Nas X og en af de mandlige dansere et ømt kys. Det var rørende, fordi ømhed altid er rørende, men det var også rørende, fordi Lil Nas X med hele sit virke så effektivt river barrierer ned og kæmper mod homofobi. Det var smukt at bevidne.
Koncerten kulminerede med ‘Industry Baby’, dog forståeligt nok uden Jack Harlow, hvor vi fik et lille ‘Beat It’-citat med fængende synthhorn hen over. “I’m a pop n****** like Bieber / I don’t fuck bitches, Im queer”, sang han som et sidste triumfråb. Denne aften på Orange Scene var det i sandhed Lil Nas X, der var hele musikindustrien, baby.