Øvelokaleepik, ungdomsskolevokal og bajerånde
Nyudgivelse af Leif Edlings demobånd fra de tidlige 80'ere med præ-Candlemass-bandet Nemesis er et historisk dokument med ægte, uforfalsket, bebumset rollespilsmetal. Lever det op til nutidens standarder? Næh. Og gudskelov for det.
A2 Through The Infinitive Halls Of Death
B1 In The Shadow Of The Cross
B2 Warrior Queen
I en tid, hvor retro-metallen står stærkere end mange, mere moderne metalliske former (se bare vores serie om Manden med Weekendvesten), er det spændende at høre et dokument fra metallens unge år som dette. Det emmer af testosteron, ikke helt gennemført ambition og utallige timer brugt på at spille Dungeons & Dragons på teenageværelset.
I årtier lå det gemt og glemt i en skotøjsæske hos Candlemass-stifter Leif Edling, demobåndet, som nu er blevet udgivet som 'Warrior Queen', en firenumres ep på doom-musikeren og -entusiasten Felipe Plazas (Procession m.m.fl.) label Burn Records. Og det var egentlig slet ikke meningen, at de skulle udkomme. Men Edling kopierede båndet til et par venner, og så gik det, som den slags går.
100 % engagement, 100 % naivitet, 100 % frihed for ironisk distance
Det er en flot genudgivelse med cover i kongenial streg i de tidlige 80'eres ånd signeret Death Dealer (Vomitor) og et informativt interview med Edling selv, der er mildt forundret over, at nogen overhovedet er interesseret i demoet, og dertil tydeligt skamfuld over sin ungdommelige vokal.
Og vokalen er da også en del af 'Warrior Queen's utallige charmer. Edling, der også sang i Nemesis, er tydeligvis ikke vokalist. Selv om han er lige over de 20 på indspilningerne, lyder han som en teenager med hårdt ramt overgangsstemme. Og der skal nok være dem, der tror, at det ikke er fedt, herunder Edling selv. Men det er det.
For det viser en metal, hvis ånd er jomfrueligt ren. 100 % engagement, 100 % naivitet, 100 % frihed for ironisk distance. Og dedikeret til riffs, fængende hooks, fantasy-tekster og til at lyde som en krydsning mellem Angel Witch, tidlig Iron Maiden og tidlig Manowar (dengang de rent faktisk var gode).
Overgangsmetal
Åbneren 'Into the Fire' er forbavsende mørk for tiden med hårde, thrashede riffs og båret af en flammende ild. Og allerede her kan man høre, at 'Warrior Queen' også er et vigtigt historisk dokument. Dels fordi det dokumenterer overgangen fra Nemesis til Candlemass, det vel nok vigtigste og mest stilskabende doom metal-band nogensinde, men også fordi det dokumenterer førnævnte metalånd på et tidspunkt, hvor subgenrerne ikke er krystalliseret, hvor alle muligheder synes åbne, og hvor metallen stinker af sved og bajerånde. Også når man prøver at være raffineret og episk som på 'Through the Infinitive Halls of Death' (sic.), der senere endte på 'Tales of Creation'. Men versionen her er mere rå, og det samme gælder Edlings vokal sammenlignet med Messiah Marcolins på den senere version.
Det gælder også 'In the Shadow of the Cross', der senere blev til 'Under the Oak'. Versionen er mere upoleret, og sektionerne hænger ikke helt godt sammen. Det hele er lidt primi. Men ungdommelig naivitet og den amatøristiske vokal kompenserer rigeligt for det.
Pladens absolutte banger er dog det afsluttende titelnummer: den pureste øvelokaleepik, der med ungdomsskolevokal og tungt galopperende riffs laver grønkålssmoothies ud af det meste af nutidens metalscene.
Hvad giver man en ep som denne i karakter? Optagelserne var slet ikke planlagt til udgivelse. Og skal man forestille at være objektiv, er der mange elementer, der vil trække ned i en metallytter anno 2020's øjne. Derfor et salomonisk 3-tal. Men måske skal metallytteren anno 2020 også lære, at hans standarder kan rende og hoppe, at de er irrelevante, når noget, der er så purt og ægte som denne tidskapsel, overhovedet findes? Det tror jeg, metallytteren anno 2020 skal, og jeg tror også, at vedkommende bare skal overgive sig til det her, åbne slaveøllene, hente rollespilsterningerne og et character sheet til en barbarian frem og så indse, at standarden for i dag er ren lort i forhold til det her.